Kai Møller Nielsen er Dr. Phil, gymnasielærer i dansk og oldtidskundskab, født i 1937 i Århus, opvokset i et arbejderkvarter i Århus og har netop fået udgivet bogen Peter Spar og Søren Sold: Om den forsigtige generation, hvori han fortæller om daglig- og kulturlivet i Århus i årene før, under og efter den tyske besættelse af Danmark. Han fortæller ud fra egen erindring og viden om disse år, og således kan bogen karakteriseres som en erindringsbog. Indimellem supplerer han dog egen erindring og viden med citater fra avisen Demokraten eller fra sin mors dagbog. Citaterne herfra er gengivet ordrette (dvs. som man skrev dengang), således at der i citaterne forekommer gammeldags stavemåde samt navneord, der er med store begyndelsesbogstaver - dette giver autenticitet.

Eftersom Nielsen fortæller om opvæksten i Århus, nævnes en del århusianske lokaliteter, bl.a. Lollandsgade, Store Torv og Stadion Allé - dette giver også autenticitet. Meget drejer sig dog ikke blot om det lokale i Århus, men også om det nationale og internationale. Dermed henvender bogen sig ikke blot til århusianere, men så sandelig også til folk fra andre landsdele end Århus.

Bogens opsigtsvækkende titel skyldes, at Nielsen i bogen fremkommer med information om Peter Spar og Søren Sold, som i 1940'erne og 50'erne var kendt fra radioens børnetimer og fra en tegneserie i bladet Sparegrisen, der blev uddelt til skolebørn. Bl.a. kommer Nielsen ind på, at den velfriserede Peter Spar gang på gang stolt sparer op, mens hans kammerat, den noget forpjuskede Søren Sold, står flovt tilbage uden opsparing. Bogens titel skyldes også, at Nielsen bruger en del plads på at forklare, at årene omkring besættelsen på mange måder var præget af forsigtighed. F.eks. skriver han: "Det var vigtigt at kunne førstehjælp, sagde de voksne, for man vidste aldrig, hvordan det ville ende med den krig, og det var også vigtigt, at vi huskede, hvor samariterkassen stod, og at vi aldrig samlede patronhylstre op, når vi så dem i skoven eller på fodboldbanerne, hvor tyskerne sommetider holdt øvelser" (s. 37). Nielsen anfører også, at det gjaldt om at udvise forsigtighed i den kommuneskole, han gik i, fordi skoleinspektøren "advarede os om, at han hverken tålte støj eller anden uefterrettelighed på sin skole. Dette var ikke en legeplads, og vi skulle vide, at der ville blive slået hårdt ned" (s. 117). Og fordi: "Man fik lektier for og blev hørt, og hvis man ikke kunne dem eller havde glemt sit opgavehæfte, fik man - efter lærerens skøn og temperament - et par på kassen, et ophold i skammekrogen eller en eftersidning" (s. 119). Da Nielsen kommer i mellemskole, ophører lærervolden, for i mellemskolen var der: "Lærere der gik ud fra, at man havde læst sine lektier og ønskede at forstå. Ingen vold"(s. 164).

I bogen kan man læse om besættelsesmæssige elementer som luftalarmer, beskyttelsesrum, frihedskæmpere, rationering, mørklægningsgardiner og besættelse af skoler, men også i vid udstrækning om meget, som ikke vedrører besættelsen, men det daglige kulturelle liv før, under og efter besættelsen, idet Nielsen fortæller om: Iørefaldende musik og de ret læste Flemming-bøger og Jan-bøger; om børns legekultur, gåder, pasning af skolehaver og fascination af samlebilleder fra havregrynsfabrikken OTA og kaffesurrogatfabrikkerne Richs og Danmark; om sin fornøjelse ved at følge med i Hjemmets serie Børnene på Sydhavsøen; om en tid, hvor der ikke fandtes supermarkeder eller selvbetjening, men en masse små butikker, som f.eks. slikbutik, mejeri, slagter, købmand, barber, ostebutik, skomager og boghandel; om kendte virkelige og fiktive personer - f.eks. politikerne Hans Hedtoft og Jens Otto Krag, skuespilleren Ib Schønberg, skuespillerinden Marguerite Viby, sanger- og skuespillerinden Birte Wilke, komponisterne Aage Steentoft og Kai Normann Andersen, Skipper Skræk, Chaplin, Fyrtårnet og Bivognen samt Gøg og Gokke. Det bliver aldrig forvirrende, at Nielsen fortæller om meget forskelligt, for bogen er inddelt i kapitler, og hvert kapitel indeholder små sigende overskrifter. Således mister man ikke overblikket.

Indimellem har bogen illustrationer, billeder, udklip etc. af det, der fortælles om. Eksempelvis er der et samlebillede fra kaffesurrogatfabrikken Danmark, da Nielsen har fokus på samlebilleder. Disse fine illustrationer etc. tilfører bogen autenticitet, og sætter én yderligere ind i forholdene dengang.

Er man ung, kan bogen give fin indsigt i, hvordan daglig- og kulturlivet engang har udfoldet sig. Er man ældre - og selv har oplevet (noget af) det, Nielsen fortæller om - vil man formentlig kunne identificere sig med en del af det, bogen omhandler (og dermed finde bogen spændende), for Nielsen forener på god vis subjektive erindringer med noget alment menneskeligt/objektivt, således at bogen også fremstår som et slags generationssignalement.

Bogen giver mulighed for at sætte forholdene dengang i relief til nutidens forhold. Eksempelvis når Nielsen skriver: "Mine forældres generation var den første, der for alvor oplevede accelerationen. I deres barndom var vilkårene ikke særlig forskellige fra, hvad forældrene og bedsteforældrene havde været ude for. Ensidig kost og hårdt arbejde. Også til børn. Ugentligt bad i en zinkbalje med lunkent vand. Tandpine og mellemørebetændelse. Fælles toilet i gården. Rotter" (s. 25). Eller skriver: "næsten alle mødrene var hjemmegående, måske med et par timers rengøringsjob på en skole eller på et hospital." (s. 63).

Med stort engagement fortæller Nielsen om det forskellige, hvilket gør, at man lader sig rive med. Nielsens fortællemåde er overvejende stilfærdig og seriøs, men tit også humoristisk på en lun måde, som når han skiver: "På min femårsfødselsdag stod jeg ved vinduet i mit værelse og tænkte, at det kunne være sjovt, hvis jeg engang kunne huske min femårsfødselsdag. Og det kan jeg så. Men kun den situation, hvor jeg stod ved vinduet og tænkte sådan" (s. 9). Eller skriver: "Den største stue hed dagligstuen, men vi kom der ikke ret meget til daglig" (s. 34). Ofte skriver Nielsen på fin detaljeret og reflekterende vis om aspekter ved rum, bygninger og personer.

Bogen er afgjort anbefalelsesværdig, da det konkluderende kan siges, at Kai Møller Nielsen på dygtig vis med detaljeret blik, refleksion, engagement, stilfærdig seriøsitet, lun humor og autenticitet fortæller om mange af de kulturelle udfoldelser i årene før, under og efter den tyske besættelse af Danmark, således at man på ganske raffineret vis beriges med indsigt om disse år.