Således lyder det på første side af denne nyeste roman af den norsk-amerikanske anmelder-darling Siri Hustvedt, og således slåes romanens tone an. Netop de spøgelser, vi som mennesker må bære på i vort indre, udgør et slags omdrejningspunkt for denne roman – hvadenten det er spøgelser, der taler til os i skikkelse af afdøde mennesker, vi har holdt af, eller blot de spøgelser, der nærer sig af vores skyld og indre dissonans. I denne roman præsenteres vi for spøgelser på mange forskellige planer, og som det tilmed udtrykkes på romanens indledende side, er det de spøgelser, der siger noget til os, der er de mindst farlige – de tavse spøgelser må vi for alvor tage os i agt for.

Med den forrige roman Det jeg elskede fik Hustvedt sit endelige gennembrud i Danmark, og kunne for alvor træde ud af sin mand Paul Austers skygge – og En amerikaners lidelser fortsætter i samme spor som forgængeren. Det er ligeledes en roman, der kredser om de dystre aspekter af livet. Men hvor Det jeg elskede udspillede sig, mens katastroferne fandt sted, har vi her at gøre med en slags post-apokalyptisk fortælling, hvor personerne har gennemlevet tabet. Nu står de tilbage med den opgave, det er at lære at leve med sorgen og komme tilbage til livet igen... og nu melder det afgørende spørgsmål sig: Hvis tilstedeværelse er mest virkelig – de levendes eller de dødes?

I romanen møder vi den midaldrende fraskilte psykiater Erik, der fortæller historien, samt hans søster Inga, den intellektuelle kvinde, der er enke efter en meget berømt forfatter, med hvem hun har fået datteren Sonia. Erik og Inga har for nyligt mistet deres far, og hans død og de hemmeligheder, der tilsyneladende prægede hans liv, bliver således en slags omdrejningspunkt for fortællingen. Idet søskendeparret gennemgår farens ting, finder de et kryptisk brev, der afslører, at han gemte på en dyster hemmelighed, som de gennem romanens forløb søger at afdække. Romanen bør dog ikke læses for dette plot, da det egentlig fylder meget lidt i fortællingen, og en sådan tilgang vil være en dyb misgerning mod romanen og dens præmisser. Dette er en eksistentialistisk orienteret roman, der næres af digressioner, og den primært plot-orienterede læser vil derfor blive slemt skuffet. Denne jagt på farens fortid er ikke en gåde, der skal løses, så meget som det blot er et udtryk for kærlighed til faren og en kamp for at lære ham bedre at kende og lade ham tale, selv efter hans fysiske eksistens er ophørt.

Her skal det dog lige indskydes, at mange af de gamle dagbodsnotater fra faren, som optræder i romanen, og som i øvrigt til dels stammer fra Hustvedts egen fars dagbog, virker temmelig overflødige, for ikke at sige trættende og kedelige, da de ikke rigtig synes at bidrage til skildringen af romanens karakterer. Man kan fristes til at tro, at denne blanding af fiktion og virkelighed mest af alt har været en måde, hvorpå forfatteren har haft mulighed for at komme tættere på sin egen afdøde far. Integreret i romanen bliver de i hvert fald aldrig rigtigt og fremstår derfor mest af alt som fodnoter.

Mysteriet om faren er dog ikke det eneste mysterie, vi præsenteres for. Erik bliver ganske uvilligt en brik i et bizart spil iscenesat af eks-kæresten til den kvinde, han i sit stille sind er dybt forelsket i, mens søsteren Inga bliver involveret i en kvindelig journalists sygelige optagethed af hendes afdøde mand og dennes lyssky affærer. Det er dog ikke så meget mysterierne som sådan, der er interessante, men i langt højere grad den måde, de både implicit og eksplicit påvirker karakterernes psykologiske tilstand.

Hustvedt er en forfatterinde, der rummer en enorm forståelse for den menneskelige psyke. Hvadenten det er en ung kvinde (som i de tidlige værker) eller som her en midaldrende mand, der er genstand for hendes litterære virke, rummer hendes psykologiske skildring en empati, der sjældent ses magen til - og kun få kan som hende beskrive følelsen af ensomhed, så det løber læseren koldt ned af ryggen.

En amerikaners lidelser er en roman, der kredser om tab i alle afskygninger: tab af liv, mening, kærlighed, forstand og tro. Erik har gennemlevet tabet af kærlighed, idet han er blevet skilt, Inga har rent fysisk mistet sin mand, og begge har de lige mistet deres far. Ingas datter Sonia har mistet sin bedstefar og sin far og ikke mindst troen på, at verden er værd at leve i, idet hun rent bogstaveligt har set ligene falde den 11. september. Eriks patienter har mere eller mindre mistet forstanden, hvilket han også selv synes på nippet til. Hele romanen igennem er hovedpersonens arbejde som psykiater i fokus, og den kamp, han i dagligdagen kæmper for at skabe/genskabe en eller anden form for mening af kontinuitet i disse eksistensers tilværelse, er ikke nogen let kamp. Selvom den psykiske ustabilitet gennemsyrer romanen på mange niveauer, slår den dog aldrig over i en slags Woody Allensk New Yorker excentrisme, hvor det hele virker absurd og klichefyldt, og dette skyldes netop Hustvedts helt unikke evne til at beskrive virkelige mennesker på godt og ondt og ikke mindst de relationer, der findes herimellem. Som det understreges sidst i romanen ”Mennesker har brug for at blive set”, og den, der ikke bliver set, mister før eller siden evnen til at eksistere som menneske.

Dette er ikke første gang i hendes forfatterskab, hvor grænserne mellem ”sane” og ”insane” afprøves, men hvad der altid karakteriserer hendes personer er, at de aldrig bliver skabelonagtige. De lever og ånder, og dette gælder også for personerne i En amerikaners lidelser. Derfor kan man bære over med, at hendes personer i de senere værker altid skal være intellektuelle eller kunstnere af en eller anden art, hvilket kan virke en anelse trættende.

Som en stor beundrer af denne fantastiske forfatterinde, har de forventninger, jeg personligt nærede til denne roman været intet mindre end skyhøje, og jeg må desværre erkende, at de ikke til fulde er blevet indfriet. Selvom jeg havde meget glæde af at læse den og fandt adskillige passager af så høj poetisk kvalitet, at jeg havde lyst til at tage dem og gemme dem et sikkert sted, gav den mig ikke samme følelse, som nogle af hendes tidligere værker har givet mig – den kom ikke til at leve videre i min bevidsthed. Således kan den ikke leve op til forgængeren Det jeg elskede, men rummer dog det samme problem som denne, idet den næsten bliver for lærd og for moden. Jeg savner den dristighed og uskyldighed, der er at finde i debutromanen Med bind for øjnene. Den erotiske spænding og leg med kønsroller, der prægede tidligere værker, er nu blevet erstattet af moden indlevelse i en midaldrende psykiaters krise, og dette er for mig at se ikke udelukkende positivt. Men læs den og døm selv, for det fortjener den uden tvivl.