Hvis du søger en bog, som synes, at mænd er dumme svin og alt, hvad der er i vejen med denne verden, er deres skyld, så er Bitterfissen den næste roman, som du bør læse.

Man følger kvinden Sara, som er taget en på uges charterferie med sig selv, mens hendes mand og lille søn er hjemme i Sverige. Her får hun tid til at tænke over sit liv, mens hun søger et svar på, hvordan hun er blevet sådan en bitterfisse. For bitter er hun! Selve historien varer blot den uges tid, som rejsen tager, så resten af bogen er fyldt med Saras flashback. Her tages læseren bl.a. med tilbage det patriarkalske barndomshjem, som ikke gav tryghed men svigt pga. den hårde far og undertrykte mor, til Saras praktik som journalist, hvor de mandlige kollegaer altid blev favoriseret, til minder om ungdomskærester, som udnyttede hende og til en mængde små møder med forskellige mænd, som altid er nogle egoistiske svin.

Derudover er der lange afsnit, hvor Sara reflekterer over, hvordan mænd dog har formået at gøre verden til deres og styre den på deres præmisser, mens kvinderne lider. Selv i moderne vestlige samfund er det mændene, som sætter dagsordnen, mens kvinderne må gøre alting på den hårde måde, og dermed ender med at blive bitterfisser alle sammen. Sara ønsker sig blot et liv, hvor der er ligestilling mellem kønnene på alle plan – især følelsesmæssigt, sådan at mænd også vil have problemer med at fralægge sig ansvar og lignende dårlige vaner, og derudover ønsker hun sig flere mænd i verden, som gider skrælle appelsiner til deres koner, og som gerne vil danse!

Bogen er gennemsyret af beskyldninger mod mænd. Det er simpelthen hankønnets skyld. Nogle vil måske spørge: ”hvad er hankønnets skyld?” og svaret i bogen er: ”alting”. Den har en meget teenageagtig tilgang til, hvordan en mand skal være, og hvilken perfekt kasse, han skal kunne passe ind i, for at livet bliver bedre – for en kvinde.

Der er flere gode observationer i bogen, og mange af de skildrede problemer i et parforhold vil læseren helt sikkert kunne nikke genkendende til. Det vil nok især være kvinder, som har født børn, der vil kunne genkende mange af de tanker og problemer, som Sara oplever efter at have født sin søn. Langt hen af vejen er fremstillingen af kønnene og de evigteksisterende gnidninger meget rammende. Men man bliver træt af brok og brok og mere brok. Hvis man som læser selv er en bitterfisse, kan man måske meget bedre sluge det, men da undertegnet ikke selv mener at kunne klistre denne betegnelse på sig selv (endnu?) og rent faktisk godt kan lide mænd (inkl. deres fejl), er det svært at holde brok og beskyldninger ud. At bogen er fin, lyserød og yndig skal man ikke lade sig snyde af, for indeni springer en glødende rødstrømpe frem.

Tager man udgangspunkt i titlen Bitterfissen, så ved Sara godt selv, at hun er bitter. Det taler til bogens fordel, at hun i det mindste selv ved det. Sara står i en træls situation med et nyfødt barn og en mand, som arbejder hele tiden, og dette tilgiver meget af hendes bitterhed og forklarer endnu mere, men man bliver helt ubeskrivelig træt af at høre på brok og kvindefnidder.

Bogen er formentlig skrevet til kvinder, så de kan se sig selv udefra, og forhåbentlig lærer det nogle af bitterfisserne ikke at være så bitre, og måske endda at forstå sig selv. Hvis Sveland håber at nå nogle mandlige læsere og gøre dem opmærksom på, hvor hårdt og svært kvinder har det i forhold til mænd, så fejler bogen kraftigt. Ingen kvinde vil gide høre på en mands brok, klynkeri og beskyldninger i 242 sider, så formodentlig vil ingen mand være interesseret i det omvendte.

Bogen indeholder ingen refleksion over, om livet overhovedet ville være sjovt og spændende, hvis mænd og kvinder lignede hinanden så meget, som Sveland efterlyser. Hun sammenligner uligheden mellem kønnene med apartheid, og skælder manden ud for ikke at kæmpe mere for retfærdighed.

Hvis bogen er et forsøg på at ændre ting og få folk til at tage skeen i den anden hånd og alt det der, så fejler den også. Ønsket om at gøre op med kønsrollerne er da prisværdigt, og det er af og til rart at nogle rusker lidt op i samfundet, men det her er bare bitter bitter galde, som lugter værre og værre for hver side, og de gode intentioner drukner i den stinkende mavesyre.

Flere steder har man som læser direkte lyst til at råbe: ”Så tag dig dog sammen kvinde og ændr dit liv, hvis det er så forfærdeligt, men giv ikke mændene skylden for, at tingene er blevet, som de er!” Bogen er en succes på to områder: Kvinder, som føler sig efterladt med alt ansvar for et nyfødt barn, vil kunne spejle sig i historien og opdage, at andre har haft det på samme måde. Derudover er den en succes, hvis læsere bliver ligeså irriteret som jeg over, at denne kvinde brokker og brokker uden at gøre noget for at ændre det. Hun slynger beskyldninger og skyld over på manden, så man til sidst har lyst til at ruske hende. Dette kunne inspirere nogle kvinder til rent faktisk at ville ændre ting i stedet for blot at brokke og hakke. Om ikke andet beslutter man sig som kvinde for aldrig at ville blive som Maria Svelands Sara, nemlig en bitter og mavesur bitterfisse!