Morten Ramsland bragede i 2005 igennem med slægtsfortællingen Hundehoved, og straks havde hans navn sat sig fast i det læsende publikums bevidsthed ganske på kryds og tværs af geografiske grænser, idet hans forfatterskab rask væk er oversat til 20 sprog.

Med Hundehoved hjemtog Ramsland en mægtig mængde priser, hvor særligt ”Independent Best Book of the Year” 2007 står som højdepunktet. 5 år gik, og Sumobrødre ramte de danske boghandlere, og straks handlede det om drengestreger. Nærværende læser ihukommer en scene, hvor en flok drenge fra forstadskvarteret fornøjer sig med frøer og tennisketsjere.

Lad denne scene sunde sig. Lad den bundfælde sig, og pludselig træder nyeste skud på den Ramslandske forfatterstamme frem. Der er gået de velkendte 5-6 år, og nu er han på banen med romanen Æg. Jeg forestiller mig, at Æg er en form for knopskydning på Sumobrødre – den er måske endda vokset direkte ud af Sumobrødre og videre ud som en særegen, spræng-spændende sag af en roman.

Jeg er meget underholdt, for jeg er vild med romaner, der sprænger rammen og tager mig med ud til et utroligt sted.

Æg er titlen. Skift forstadskvarterets mange rækkehuse ud med et drivhus. Indsæt da drengens morfar i drivhuset. Giv ham en øl og en flig af en erindring, og pludselig folder historiens vinger sig ud og fragter læseren tilbage i tid.

Stop en halv, siger du måske. Var der ikke noget med en rablende snakkesalig, sær gammel mand i Sumobrødre, som ringede familien op på meget mærkelige tidspunkter for at lade en fortælling fange dem? Jo, er mit svar. Trak moren egentlig ikke telefonstikket ud? Jo.

Jeg skal nok holde inde med at finde flere forbindelser – de er der, og det kan give en dejlig nuance til Æg, der virkelig ikke mangler farve og karisma.

Vi møder indledningsvist drengen, der står ved mosen og ’gumler’ på en frø, mens vandet griber ud efter ham og trækker ham med ned i mørket, hvor en særlig dværg viser sig, og hvor fantasiens slagmark sender signaler til drengen. Drengens syner fortsætter, og hans moder kan ikke stille meget andet op end at køre ham ud til morfaren, der på vanlig fabulerende facon fodrer drengen med frø – historiens og erindringens frø, der slår rødder i drengens bevidsthed.

Herfra forsvinder forbindelserne til forstadskvarteret og til Sumobrødre, for lige idet læseren har sat sig til rette og får fornemmelsen af endnu en socialrealistisk sag fra Ramslands hånd med et tvist af magi, katapulteres denne direkte tilbage til middelalderens vilde verden, hvor kyskhedsbælter smuldrer, og pesten trækker lig med sig. Her står Kong Menved med store problemer, og mange samfund er i krise. Magi og historie blandes sammen i et skønt sammensurium, hvor læseren undertiden møder muldvarpefængeren Thord og dennes søn, dværgen Sten. Læseren møder ligeledes Freja, der flygter fra Døden fra Lübeck, der er klædt i pestkappe.

Det hænder undertiden i læsningens løb, at vi vender tilbage til drivhuset, men det er blot, fordi morfaren er løbet tør for øl, og drengen må fluks finde en ny omgang, så fabuleringen kan fortsætte. Således krydsklippes der mellem de forskellige planer i fortællingen, og det skaber dejlig dynamik.

Fortællingen fragter læseren solidt og sikkert tilbage til middelalderlige rammer, og det, der rammer mig direkte, er den sanselighed, der omgiver de dele af romanen, der tager udgangspunkt i middelalderen. Der er altså noget sært dragende over denne tid, og scenerne er så skarpe som lanser.

Ramsland tager fis på læserens forventning og folder sin fabulerende energi ud, ganske sådan at man som læser fastholdes i det fantastiske fængsel, drivhuscellen i dette tilfælde er!

Jeg var underholdt, glemte tid og sted og holdt nøje øje med det guldæg, der spiller mange afgørende roller i fortællingerne fra middelalderen, og det virker til, at det hele langsomt falder på plads for drengen, for de syner, han drages af, passer perfekt sammen med den verden, han bevæger sig rundt i, og der er ligeledes brikker nok i fortællingerne til et puslespil, som læseren løbende kan forsøge at færdiggøre: Spor fra middelalderen når frem til den nutid, vi sammen med drengen befinder os i.

Ja, for Æg krydsklipper mellem fortid og nutid, mellem fantasi og virkelighed, og morfaren er punktet, der kan fastholde slægten gennem tid og sted. For ham er det vigtigt at fortælle, for det er dét, der binder mennesker sammen.

Der står et sted, at ægget viser sig for den, der er åben nok til at rumme æggets ide.

Gå du, kære læser, åbent frem imod dette værk.