Under titlen angives udgivelsens format som: ”kortroman”. I denne genredefinition ligger der noget paradoksalt, et modsætningsforhold der også kommer til at afspejle sig i teksten, for med sine 64 sider, forekommer QWERTY mest af alt som en novelle udgivet i bogform. Selvfølgelig har en roman ikke nødigt at veje mere end en liter mælk eller være så stor at man end ikke kan have plads til den i lommen på vinterjakken for at være en roman, men denne genrebetegnelse sætter jo også spørgsmålstegn ved hvordan vi traditionelt opfatter en romanen.

Bevæger man sig nysgerrigt ind i denne kortroman, så vil man også opdage at indholdet er lige så spøjst som formatet for i løbet af fortællingen bliver læseren ikke kun budt indenfor i et kontorlandskab der synes at skylde tjekkiske Franz Kafka meget men jo længere man læsende bevæger sig gennem de ordinære kontorlandskaber forandres disse pludseligt i sådan en grad at såvel de, som de figurer der optræder i dem, bryder med den indledningsvise realistiske men også hverdagsabsurde stil.

Den unavngivne jegfortæller er netop startet som redaktør på et lige så navnløst forlag. Det er tydeligvis et forlag som udgiver alt fra engelsk litteraturkritik, filosofi og romaner, men vores hovedperson føler sig meget usikker på sit nye hverv, især fordi der ikke er ret megen kommunikation de ansatte imellem. Der er godt nok et internt diskussionsforum, men trådene i dette stikker også i alle retninger. Det eneste tegn på at man har gjort noget rigtigt er når chefredaktøren roser redaktørerne med Stan Lees mantra ”Excelsior!” (Et udtryk der stammer fra latin og betyder ”højere og højere” og som også er brugt i mange andre sammenhænge).

Der synes at være ganske mange både populærkulturelle og litterære referencer i QWERTY, som læserne kan fornøje sig med. Idet det er en bog der handler om det redaktionelle arbejde med tekster, bliver teksten i sig selv jo også en kommentar til det arbejde der er lagt i at tilrette QWERTY og naturligvis også en kommentar til forholdet mellem redaktører og forfattere. Meget er holdt i en ironisk, nøgtern tone, der kommer til at fungere som en fin metakommentar til skrivekunsten og de forskellige instanser, der har indflydelse på den.

Der er flere markante figurer i løbet af romanen, blandt andet den fåmælte Robert, der synes at gå til sit redaktionelle arbejde på samme måde som en slags fusion mellem den fiktive Jack Torrence tilsat en knivspids Jørgen Nash. Undervejs møder man også Hr. H. – der er lige så høj som hans navn er langt og ikke mindst er der mødet med Den Store Forfatter, der skal vise sig at blive ganske afgørende for kortromanens udfald.

Disse figurer, koblet sammen med de sidste to kapitlers absurde forvandling af især forlagets fysiske rammer, er med til at gøre kortromanen til en virkelig fin læseoplevelse. QWERTY er virkelig veloplagt fortalt, godt skrevet og så er dens leg med både form men måske især med indholdet noget der vil tiltale alle litteraturelskere som fornøjer sig med postmoderne, absurde og kafka’ske tekster, for selv om pointerne kan være nok så alvorlige, er handlingerne som beskrives, metaforisk læst prægnante og ikke så lidt en morsom kommentar til det elitære forlags- og forfatterparnas der eksisterer både herhjemme men sikkert også rundt om i resten af verden.

Så støt op om det bette forlag Ekbátana og få fat i QWERTY. Til de modebevidste: Den findes både med et sort eller hvidt omslag og kigger man forbid forlagets hjemmeside, kan man se at Bjerrings kortroman allerede er ude i andet oplag. Spørgsmålet er så om det rent faktisk er vores hovedperson der selv har redigeret den, om det måske er hans mystiske kollega Robert – og er Ekbátana i virkeligheden det forlag som beskrives i værket?