Det er egentlig forbløffende, så meget islandsk litteratur vi har adgang til på dansk. Og her tænker jeg ikke kun på de islandske sagaer (som fås i nyoversættelse fra 2014) og på klassikeren Halldor Laxness (1902-98). Store nulevende, skønlitterære forfattere som Einar Mar Gudmundsson, Hallgrimur Helgason, Sjon og Jon Kalman Stefansson findes mere eller mindre komplet i dansk oversættelse, og også på krimifronten er Island godt med. Arnaldur Indridason er et fint bekendtskab, og nu er der kommet endnu et islandsk navn frem: Yrsa Sigurdadottir.

Hævn ankommer med prædikatet ”Årets Udenlandske Krimiforfatter ”fra Det Danske Kriminalakademi. Det forstår man godt, når man er færdig med de 450 sider. Det er en meget effektiv krimi, med et godt udtænkt plot, behersket brug af cliffhangere, med solid psykologisk indsigt i sindets krinkelkroge, ikke kun hos forbrydere, og med en fin dosering af islandsk hverdagsrealisme.

To kriminaltråde væves langsomt men sikkert sammen: Fundet af en (10 år tidligere nedgravet) tidskapsel, hvori der ligger en dokument med en stor skoledrengs mærkelige spådom/løfte om kommende mord, og fundet af to afsavede hænder i en tildækket jacuzzi i en villahave. Den sidste sag eksploderer i et antal makabre mord, mens den første viser sig at indeholde nøglen til opklaringen: Mordene er en nøje planlagt og minutiøst udført hævn for en gammel, men ustraffet pædofili-forbrydelse. Mere skal ikke røbes her, da læserens fornøjelse ved læsningen jo i høj grad består i at gætte på – eller ræsonnere sig frem til who dunnit.

Opklaringen ligger i hænderne på et umage par: den for nyligt degraderede og noget derangerede efterforsker Huldar – en moden ungkarl med svigtende sans for kvinders væsen – og børnepsykologen Freya, som er en moden enlig kvinde med svigtende sans for mænds særheder. Deres forhold, personligt såvel som professionelt, slynger sig gennem fortællingen som den anden røde tråd. Den første er naturligvis det mystiske brev fra tidskapslen, som forudser at en række personer (kun nævnt ved initialer) vil blive slået ihjel i nærmeste fremtid. Afsenderen viser sig at være en forhutlet punker, der bor sammen med sin næsten stumme søster (som mangler to fingre) og sin selvudslettende mor. De har ingen kontakt med faderen, en pædofili-dømt skiderik, som prøveløslades netop som mordalarmerne begynder at tikke ind på politistationen. Mordofrene viser sig at være mennesker højt på strå, og via opklaringen får vi et lidet kønt indblik i et hjørne af det islandske retssystem og den bagved liggende magt og korruption.

Det er alt sammen udmærket. Spændende handling, rimeligt realistisk, sympatiske good guys, væmmelige bad guys, velsmurt fortælleteknik – heldigvis også med en fin, underdreven humor. - Men så alligevel: Der er noget fortænkt og kalkuleret over helheden. De mange mord er usædvanligt blodige og makabre – med et gammelt mord on top, som opdages ved at en kiste graves op i mulm og mørke og udstilles på en losseplads, så retsmedicinerne må i gang. Huldar er en rigtig Wallander-type, og hans naive omgang med kvinder er også i samme klasse som Mankells helt. Hans forhold til Freya udvikler sig derfor helt forudsigeligt.

Psykologisk set er Hævn spiselig et godt stykke ad vejen, og spændingen holdes fint ved lige til kulminationen, men opklaringen/forklaringen finder jeg problematisk. Kan hævntørst nære mennesker i årtier? Og kan den virkelig føre til så grusomme handlinger mange år efter de udløsende begivenheder? Det må læseren afgøre med sig selv. Denne læser er ikke overbevist.