Besættelsestiden er over os igen - og det på mange måder. Med jævne mellemrum har besættelsestiden påkaldt sig særlig opmærksomhed i offentligheden, når nye synsvinkler har frembragt nye tolkninger. Den aktuelle bølge af offentlig interesse tog fart i 2001, da Peter Øvig Knudsen med dokumentaren Efter drabet tog det omstridte spørgsmål om stikkerlikvideringerne op. Øvig fortsatte med udforskningen af besættelsestidens pinagtige sider i bogen om Gestapos torturbøddel, Birkedal 2005. Efter drabet blev fulgt op af en dokumentarfilm med titlen Med ret til at dræbe, sendt på DR i 2008. Med Ole Christian Madsens Flammen og Citronen 2008 har vi fået en gennemlysning af samme emne i fiktionsfilmens form.

Det er tydeligt ud fra disse eksempler, at besættelsestiden repræsenterer en periode, der er velegnet til at gennemlyse helt generelle dilemmaer i spidsformuleret form. Bare titlerne rejser det elementære spørgsmål: Var det fænomen, der i megen historieskrivning og i gængs omtale i offentligheden gik under betegnelsen 'likvidering', nødvendigt og legitimt? Under hvilke omstændigheder kan drab være legitime? Hvilke omkostninger havde de for udøverne og for andre berørte? Det belyses og diskuteres i disse dokumentariske fremstillinger, som dermed også rejser spørgsmålet om, hvad kriminalitet egentlig er, og hvor forskelligt det kriminelle kan forstås, afhængigt af tid og synsvinkel.

De nye danske krimier, der inddrager besættelsestiden, har indtil videre skubbet sådanne spørgsmål i baggrunden og koncentreret sig mere om de gråzoner, der prægede periodens retsudøvelse. Det gælder i hvert fald Ole Frøslevs politiromanserie fra besættelsestiden, der blev indledt med Den grønne bar 2005. Derefter fulgte Hestetyven 2006 og Slagteren fra Ryesgade 2007. I 2008 er den omfangsrige Profeten udkommet. Serien begynder i 1940, og den samlede plan er at behandle hele perioden frem til 1945, hvis man skal dømme efter det lille 'rationeringsmærke', der er anbragt på hver forside under samlebetegnelsen "Mørketid". Kilderne er efter Ole Frøslevs egne angivelser mange, både skriftlige fra arkiverne og mundtlige i form af en række pensionerede politifolk. Især de sidste mærkes i form af de mange dagligdags træk, episoder samt små og store sager, der inddrages i fremstillingen. Fra fastslåning af faderskab til tyveri af chokolade, te og kaffe. Profeten foregår i perioden fra maj til oktober 1943. Det er en tid, hvor modsætningerne mellem besættelsesmagten og befolkningen skærpes. Følgelig bliver det vanskeligere at manøvrere for det danske politi, der på den ene side skal opretholde lov og orden i en mangelsituation, hvor både små- og storkriminalitet florerer, og på den anden side også skal efterforske de mindre og større forbrydelser, der begås af danskere, tilknyttet besættelsesmagten. Denne balancegang og alle de absurditeter, den forårsagede, udgør et hovedtema i romanerne: "Det bliver en balancegang det her, Bjørner ... en fandens farlig balancegang" hedder det allerede i Den grønne bar (s. 145).

I Profeten er balancen ved at tippe. Provokeret af strejkerne i de større provinsbyer, samarbejdsvanskelighederne i august 1943 og ikke mindst arrestationerne af jøderne i september 1943 begynder de fleste politifolk at føle, at opgaven bliver for vanskelig. Alligevel er det umuligt for korpset, som det fremstilles hos Frøslev, at se et alternativ: Det er trods alt bedre inden for gældende begrænsninger, der indsnævres hele tiden, at varetage lov og orden over for sine egne end at overlade det til besættelsesmagten. - Men hvor går grænsen? Og hvornår bliver indsnævringerne for tætte?

Dilemmaet bliver konkretiseret i forbindelse med to sager blandt de mange, der verserer på Station 7. Det ene tilfælde handler om en ualmindelig snu bedrager med en tilsyneladende hang til religiøst samvær og sjældent overtalende talenter - profeten. Det andet tilfælde handler om mordet på en københavnerjournalist, som er kommet til at udtale sig lovlig kritisk, mens de forkerte hørte på. I begge tilfælde fungerer politiets opklaring ved en blanding af rutinemæssig efterforskning, held og tæft. Men konsekvenserne bliver vidt forskellige.

Synsvinklen er nedefra i den forstand, at vi følger kriminalbetjent Bjørner, der er med i efterforskningen af begge sager, og hans kolleger. Vi følger Bjørner til fods, i sporvogn, på cykel og enkelte, stærkt presserende gange på motorcykel eller ligefrem i bil. Vi ser ham på gadeplan i kulde, regnvejr og solskin. Lederne i politiet er forskellige – der er både gode og dårlige, men det markeres tydeligt, at det er fodfolket, der har initiativet i efterforskningsprocessen. Uden dem, deres rutine og deres tålmodige satsen på det lange træk sker der ingenting. Hvor efterforskningsprocessen i mange moderne samtidige krimier foregår i løbet af en uges tid, skal der her flere måneder til, før der kommer resultater. Ikke urealistisk.

Registreringen af hvor vi er, altså stedsrealismen, er markant: "Så tog Bjørner endnu en gang turen ind omkring Tilskærerne og ud til Strindbergsvej i Valby" (s. 145). Det hele tilbageført til perioden med dens cigarhandler (s. 166) og mærker i Politigården efter tyskernes beskydning (s. 231). Som led i tidsrealismen indgår ikke kun de overordnede begivenheder i periodens historie, men også dagligdags elementer som erstatningskaffe og -tobak, spærretid, kødmangel og den evindelige høkasse.

Værdien i Frøslevs krimier ligger i først og fremmest den underdrejede synsvinkel fra gadeplan og bunden af hierarkiet, som man sjældent ser så gennemført, og i den stilfærdigt registrerende tids- og stedsrealisme, der belyser alle balancegangens dilemmaer, især for politiet, men også for befolkningen. Dog undgår Frøslev ikke helt stereotyperne. Jeg kunne fx godt tænke mig en lidt mindre idyllisk fremstilling af Alice - hun er aldrig sur på Bjørner, ligegyldigt hvornår han kommer hjem. Altid forstående serverer hun øllebrøden med et smil! Og børnene - de så nemme... Ganske vist er uro i privatlivet efterhånden blevet en fast ingrediens i moderne krimier, men dette familieliv er dog helt utroligt konfliktløst.

Frøslev er endnu ikke kommet til den periode, hvor drab på stikkere blev et integreret led i modstandskampen. I Profeten er der som sagt en journalist, der bliver dræbt af nogle særdeles brutale og utiltalende mordere, det ikke er vanskeligt at lægge afstand til. Men først tror politiet, at der kan være tale om et drab på en stikker. Så Frøslev bevæger sig lige så stille hen imod en inddragelse af det mere prekære område, der vel må komme under behandling i 1944 eller 1945.