Når man spørger, hvorfor en forfatter har benyttet en bestemt form, står man med de fleste halvgode bøger tilbage med en halv forklaring. Det gør man ikke med Maja Lucas blændende kortprosabog Min far kan lide fugle. Det er nemlig en fremragende kortprosabog om en piges oplevelse af forældrenes skilsmisse.

Vi får her i 72 prosafragmenter beretningen om en piges oplevelse af forældrenes skilsmisse og den smerte og det savn, der er knyttet til denne oplevelse. Form og stof forbinder sig fornemt for netop det faktum, at vi har at gøre med en personlig oplevelse, der er så stærk, at ingen fuldt kan rumme den og stille sig uden for den, retfærdiggør, at man kun i brudstykkeagtige erindringer og sansede snapshots kan nærme sig en forståelse af og forsoning med fortiden. Og hvilken fantastisk erindringskollage er det ikke, der rulles op.

Smag f.eks. på den følgende raffinerede skitse: ”Jeg måtte selv vælge, hvem jeg ville bo hos. Jeg var stor nok til selv at bestemme. Jeg skulle sige, hvad jeg mente, og ikke holde mig tilbage, jeg var en klog, fornuftig pige”. Her vækkes erindringen om to af prosaens største mestre. Det er Hemingways ’isbjergsteknik’ med dens evne til at sige ufattelig meget mere end det, der står. Og det er H.C. Branners evne til at tolke og udtrykke følelserne og reaktionerne hos et sårbart barn, når det svigtes af en ufølsom og uforstående voksenverden.

Perler som den ovenstående er der fyldt med i Maja Lucas’ bog. En anden, der også skærer til benet i sin psykologiske diagnose, lyder: ”Min far spørger mig, hvorfor jeg går rundt med dunjakke på indendørs. Det er, fordi jeg fryser mere, end han nogensinde har drømt om.”

Når Lucas’ prosaskitser virker så stærkt, skyldes det, at man som læser hele tiden er i øjenhøjde med de begivenheder, der skildres. Og de følelser af afsavn, ømhed, angst, kærlighed og forladthed, som formidles, nævnes aldrig direkte, men kræver læserens engagement. Som i denne knock-out-tekst: ”Da jeg skulle møde min stedmor, sad jeg ved spisebordet og lagde syvkabale. Jeg så ikke op, men jeg var egentlig ikke sur på hende, jeg vidste godt, at det ikke var hendes skyld. Men hun kiggede på mig, som om hun ville spørge mig om noget.”

Om man skal have lignende erfaringer som Maja Lucas med forældre og skilsmisse for at blive dybt grebet, ved jeg ikke. Denne anmelder havde i hvert fald våde øjne under læsningen, og det sker ikke ofte. Min far kan lide fugle er en stor oplevelse: Læs den!