Henrik Nordbrandt har skrevet en rablende og absurdistisk fortælling om religionens uvæsen. Bogen har titlen Lille Duduk og store Godok og har undertitlen En opbyggelig fortælling for de små. Til trods for dette børnebogskoncept, der også understøttes af en række tegninger, drejer det sig dog langtfra om et lettilgængeligt værk for de yngre. Årsagen til dette er, at der ikke er hoved og hale på handlingen i den rablende og groteske fortælling. Og dette hænger selvfølgelig også sammen med, at ærkelyrikeren Nordbrandt næppe har haft nogen form for intentioner om at skrive en roman med en meningsfuld og medrivende handling.

Lille Duduk og store Godok er en satirisk fortælling, hvis mål i høj grad er at kritisere religion og overtro. Midlet er som altid hos Nordbrandt de barokke synsvinkler og de surreale universer. Og her får den ikke for lidt.

Fortællerstemmen i værket tilhører Long John Silvers papegøje fra R.L. Stevensons roman Skatteøen. Denne papegøje, der i Nordbrandts udgave hedder Duduk, kan naturligvis tale, selv om den forsøger at holde det hemmeligt, og er for resten måske en krage, der er blevet malet ved et uheld, samt far til en pige ved navn Helena, der tager ham med i skole for at høre om Godok, der er Gud, og hvis søn hedder Jeppe. I forvejen har papegøjen oplevet en del sammen med Sheriffen af Nottingham, der har en stor guldskat, der bevogtes af en kæmpeedderkop, drankeren og cirkusartisten Hr. Fjodor, dyrepsykologen Josef K., den griske kustode Hr. Vladimir, Snehvide, Den Grimme Ælling samt Mr. Solong, der vistnok er en ilder, der bider høns i stykker og holder taler i Akademiet. Er De konfus, er det naturligvis meningen.

Man skal kort sagt ikke læse Nordbrandts bog for handlingens skyld. For selv om det kan være fascinerende de første tyve sider at være med på denne tour de force, hvor personer, tider, steder, drømme og virkeligheder glider ind og ind af hinanden og indgår i subtile synteser, så bliver det noget trættende over 185 sider, hvor man ikke kan få øje på nogen som helst handlingsmæssig tråd og konsekvens. Der kan derimod være to andre grunde til at læse og nyde Nordbrandts bog.

Den første grund er den samfundsmæssige satire og slagfærdige humor. Religionen står som altid i første række, hvad angår Nordbrandts hån og angreb. Om Kristendommens Gud fortælles det således i papegøjens naivistiske stil: ”Når han ville sige noget til menneskene, kunne han ikke sige det direkte. Måske har han været flov over det lort, han lavede. I hvert fald måtte han lade et andet menneske tale for sig. Sådan én blev kaldt for et sendebud. Sendebudene havde det selvfølgelig rigtig godt, folk fedtede jo for dem, og mange af dem blev grådige og lavede grimme ting for at få endnu mere ud af deres sendebudsvirksomhed. Til sidst blev det for meget for Godok, og det kan man godt forstå, når han nu selv havde lavet det hele. Så han lavede altså også en søn. Han hed Jeppe. Ham skulle menneskene så slå ihjel ved at sømme ham fast til et kors. Så ville alt blive godt.”

Tilsvarende rammer religionshaderen Nordbrandts kølle Islam, når hans papegøje beretter: ”Det, at hans søn var blevet torteret ihjel, fik ikke Godok til at holde op med at blande sig. Næh, han lavede et sendebud til. Han havde fået nok af det kludder, hans søn havde lavet. Så denne gang sendte han en rigtig skrap fyr, der ikke skulle have noget af at blive sømmet fast til et kors. Han hed Mulle. Mulle følte sig ikke for fin til at gå i krig og stikke i folk med sit sværd. Han slog dem ihjel, som han sagde, at Godok ikke kunne lide. Og så lavede han en masse regler for, hvad folk måtte og ikke måtte. Alt skulle være retfærdigt. Men hvis folk fulgte den menneskenatur, som Godok selv havde givet dem, skulle de straffes med pisk, have hugget hovedet af, eller det, der var værre. Og det var da uretfærdigt, var der nogle, der sagde, og de fik også hugget hovedet af.”

Om man synes om holdningen i Nordbrandts absurdistiske satirer er naturligvis en smagssag. Selv har jeg moret mig stort mange gange i løbet af bogen, men står samtidig ret uforstående over de grader af idiosynkrasi og raseri, som Nordbrandt kan mobilisere over for det religiøse, der ifølge digteren tilsyneladende er årsagen til de fleste af verdens ulykker.

Den anden grund til at læse Lille Duduk og store Godok er som i alle digterens bøger det fabelagtige sprog. Jeg kunne her nævne et utal af passager, hvor det vælter frem med den groteske, idiosynkratiske og fascinerende metaforik, som er unik for Nordbrandt. Her er f.eks. en dødsscene, der næppe ligner nogen anden fra dansk litteratur: ”Det blev Hr. Fjodors sidste ord. Der løb en skælven ind under den hæsligt farvede hud. Et kort øjeblik lignede han gule ærter, som de ser ud, når de står og koger, og man pludselig slukker for ilden. Så blev han helt stille.”

Konkluderende kan det om bogen siges, at den som romankonstruktion er temmelig mislykket. Men at den er skrevet af moderne dansk lyriks største sprogkunstner fornægter sig ikke.