Da Peer Hultberg døde i 2007, efterlod han sig et relativt lille, men eksklusivt forfatterskab, som vel opnåede stor litterær-akademisk anerkendelse (herunder vigtige priser), men ikke den store folkelige udbredelse. Det er nok mest Byen og verden (1992), han er kendt for, og det er bestemt berettiget. Bogen om mennesker, livsformer og bevidstheder i Viborg i 1950erne (’Viborg som åndelig livsform’) er et tidløst mesterværk, der forener dyb psykologisk indsigt med den yderste sproglige sensitivitet.

Vredens nat er skrevet i Zürich i 1976 og foregår i en centraleuropæisk storby på netop den tid. Det vides ikke, hvorfor bogen ikke blev udgivet dengang, men vi må være taknemmelige for, at manuskriptet dukkede op igen 30 år senere og nu kan læses af alle, for det er en fremragende bog, efter denne læsers mening helt på højde med Byen og verden, om end her i kammerspillets mindre format.

Bogens særlige tone og sprog intoneres fra de første sætninger, der vakler ubeslutsomt mellem nutid og datid: ”Huset, Rudolf Loften boede i, tilhører den ældre boligmasse. Hans lejlighed er øverst oppe, på tredje sal, og han åbner forsigtigt sin entrédør og lyttede.” Det er selvfølgelig ikke forfatteren, der har problemer med fortælletiden. Men Rudolf har det åbenbart svært med tilværelsen og med sig selv, sproget afslører ham. Er han mon skizofren? Eller drives der gæk med læseren, der godt kan blive lidt rundt på gulvet af de søsyge sætninger? Skal læseren holde med og af ham, (kvartals)drankeren (som han viser sig at være), eller med politiet, der viser sig dejligt beslutsomt i kampen mellem tiderne, eller måske med søsteren Brigit, den bitre pianist og spillelærerinde, der nok kan kende forskel på tiderne og som tilsyneladende er meget sikker på, hvad der er rigtigt og forkert?

Det ser fra begyndelsen ud til at være et drama i slægt med Branners Søskende, læseren er vidne til, men hos Hultberg er søskendeforholdet voldsomt radikaliseret og ført helt ned/ud/ind i sproget. Rudolf og Brigit har rigtig ondt af sig selv og er meget jaloux på hinanden. Det kommer der hjerteskærende scener ud af.

Et godt stykke inde i fortællingen (s. 38) kommer forældrene så til, og de to søskendes mere eller mindre elendige og selvoptagne liv bliver sat i relief af faderens skæbnenat, hans eksistentielle selvopgør foranlediget af, at hans kræftsyge kone og børnenes mor – der er læge – har besluttet at gøre en ende på sit eget liv. Hvordan vides ikke.

Endnu senere (s. 46) føjer storesøsteren Kit sig til persongalleriet, som dermed er komplet – bortset fra en biperson, den midaldrende amerikansk turist Mervyn D. Collins, der dukker op i bogens sidste del og bidrager med et stænk komisk-rørende melodrama.

Hvordan er de så, de tre søskende? ”Kit – storesøsteren forsumpet i borgerlighed, Rudolf – storebroderen der kun lever for sine oldgræske verber eller hvad fanden det nu er, og her kan den fallerede pianistinde sidde og sende den ene talentløse konservatorieelev efter den anden ud af døren...” Sådan er det, set gennem spillelærerindens optik. Vi får naturligvis også de andres version. Lillesøster er tydeligvis eksistentielt forkrampet efter et brud med en partner for kort tid siden, og det oplever læseren bl.a. gennem hendes småsadistiske ’behandling’ af en elev: ”Nå, det er Dem… hvordan går det med opus 111? … Det skal jo ikke lyde som en sæk kartofler der dratter ned af en trappe.”

Rudolf, der åbenbart var forældrenes favorit i barndommen, har helt mistet grebet om sin ydre tilværelse, men har stadig et rigt indre liv, der (sprog)blomstrer i forunderlige og groteske former. Kit, den tilsyneladende mest ’normale’, har en hemmelig, unævnelig drøm, som hun besværligt, og til læserens stigende forbløffelse, lever ud i bogens anden del.

Musikken spiller en stor rolle i bogen. Hultberg var meget musikkyndig, og hans viden om og sans for musikalske detaljer gør ikke bogen mindre oprivende at læse, især hvis man kender den musik, der refereres til. Spillelæreren bruger f.eks. musikken mod sin elev, det kan aldrig blive godt nok, aldrig rigtigt. Hvad eleven jo godt ved i forvejen. Selvfølgelig lyder Beethovens tema fra 1. sats af opus 111, som eleven spiller det, nøjagtigt så rædselsfuldt som det må gøre, når det ikke spilles af en mester-pianist – hvad læseren faktisk kan høre af den måde Hultberg skildrer det på. Brigit er skånselsløs. ”Hvorfor spiller vi i grunden ikke Bach?”, spørger hun retorisk. Fordi selve tanken får os til at gyse, eleven og mig, læseren! Vi kan jo alligevel ikke spille det rigtigt. Hamle op med de store komponisters intentioner. Det ved vi godt. Også beskrivelsen af Brigits egne, forskellige fortolkninger af Bachs kendte C-dur Præludium (fra Das Wohltemperierte Klavier bd. 1) i en sen, ensom nattetime er mesterligt omsat til sprog: meget få kan som Hultberg give den sprogløse musikoplevelse, lyden af en fortolkning, en gyldig sproglig form.

Fortællingen bevæger sig i et ganske roligt tempo gennem et døgn, kronologisk fremadskridende, men alligevel i et støt accelerando, mellem de fire (fem) personers verdener, som samtidig er fire meget forskellige sproglige virkeligheder. Faderen udtrykker sig med gammeldags retskrivning (med aa og store begyndelsesbogstaver på substantiver osv.) og i et stedvist ganske patetisk sprog, der passer til hans eksistentielle krise og livserfaring. Den ældste datter, som er splittet mellem sit tilsyneladende lykkelige borgerlige liv og uregerlige drifter, løber ofte sur i sine – ellers sprogligt ’korrekte’ - beskrivelser af det ufatteligt brogede liv hinsides ligusterhækkens trygge univers. Den fordrukne bror er bogstaveligt talt fanget mellem fortid og nutid, og hans verdensbeskrivelse skrider løbende ud i vildtvoksende arabesker og groteske sætninger. Lillesøsteren, den bitre pianist med karrieren på ufrivilligt standby, oplever vi enten gennem dialoger (og planlægningen af dialoger!), som klæder både hende og personerne omkring hende fuldstændig af, eller i åndeløse stream-of-consciousness- forløb over flere sider.

Lige til det sidste fastholdes læseren i uvished om, hvordan det går med moderens selvmord. Faderens selvopgør som medvider og måske medskyldig er gribende, vedkommende og anfægtende læsning. De forkælede, flæbende, forurettede og forvirrede børns tågen-rundt-i-tilværelsen, mens moderen dør uden deres vidende og nærvær, er vedkommende på en ubehagelig måde. Sproget tegner disse fiktive mennesker så præcist og nuanceret, at det nærmest gør ondt. I tilgift får læseren nogle fantastiske beskrivelser af den borgerlige tilværelses ulidelige kedsommelighed og lejlighedsvist falske opstemthed, f.eks. i en tre sider lang beskrivelse af en eftermiddag i konsumpagoden - uden et eneste punktum. Her er en lille prøve på denne tour de force, som er lige til at indlemme i en gymnasie-antologi: ”….vi præsenterer den nye brillemode, pilotbriller, polariserede briller, brillen til bjerge til sne til hav til ørken, se Dem selv i en brille, briller beskytter øjnene og øjnene er sjælens spejl, og der er græsgrønt tæppe foran indgangen, følg foråret, følg højsommeren, følg efterårsnyhederne, følg de gule fodspor til fødevareafdelingen og smag på de første prøver…..” (s. 23)

Måske kan vi bedre påskønne kvaliteterne i denne roman i dag end det havde været muligt for over 30 år siden, hvor den ville have været en meget fremmed fugl i den tids litterære biotop. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at denne bog i dag og fremover er en gave til læsere, der er i stand til at opleve skriften som nøglen til forståelse af en person, en tid og en problematik. I tilgift – eller måske netop derfor – får sådan en læser en kuldegysende præcis fremstilling af en moderne families tragedie.