Der kommer et tidspunkt i enhver kvindes liv, hvor hun seriøst skal til at overveje sine tænder. Det skete for tre år siden, da Natascha – formentlig en bidende kold nat – mødte sit livs skæbne i Malagobia, en underjordisk by i Tyrkiet. Dette var Vendepunktet væk fra hendes menneskeliv, og den dag i dag lever Natascha som vampyr i Roms stræder. Hun har dog andre planer, hun vil hjem til Danmark, til sin familie, der ikke nødvendigvis betyder så meget – men det er heller ikke familielivet, der er hendes store plan.

Romanen Bid er skrevet af Rikke Schubart, der er lektor på Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet. Schubarts forskning ligger ikke langt fra det projekt, som Bid udgør, idet hun i sine mange udgivelser har specialiseret sig i populærgenrer. Først var det gyserfilmen, der blev gransket i Lyst og død, dernæst var det actionfilmen i Med vold og magt, blot for at nævnte et par stykker. Desuden har hun fokuseret på kvindens rolle i flere forskellige sammenhænge, måske mest fremtrædende i Femme Fatalities, men senest også i Super Bitches and Action Babes. Der tegner sig således her et klart billede af et interessefelt, der kredser omkring det populærkulturelle, det genrebevidste og det kvindelige, hvilket også er særdeles kendetegnende for romanen Bid, der er Rikke Schubarts første udi i det skønlitterære, bortset fra en enkelt børnebog. Romanen handler nemlig om den kvindelige vampyr Natascha.

Det er i høj grad karakteristisk for Rikke Schubarts forskningsmæssige skrivestil, at den er læservenligt afakademiseret, hvilket gør hendes bøger særligt tilgængelige og brugbare i undervisningssammenhænge, ikke kun på universitetet. Uden at det skal lyde, som hun ikke bedriver bevendt forskning, for det gør hun i høj grad, hvilket også afspejles af, at hun jævnligt er benyttet i formidlingssammenhænge på tv med videre.

Denne lettilgængelighed er også et prædikat, der hviler ganske godt på Bid, der på mange måder ligner en krydsning mellem den velkendte horrorformel og en ungdomsudgave af samme. Havde det ikke været for de ekstensive erotiske passager og en række mere eksistentielle diskussioner undervejs, så ville romanen have været gyldig som ungdomslitteratur. Noget i stil med Dennis Jürgensen. Dette element synes Rikke Schubart helt bevidst, hvilket ikke kan undre, når hun i forvejen kender genren så godt. Tidligt i romanen fatter Nataschas niece Rosa nemlig mistanke om, at hendes moster er vampyr. Natascha er flyttet ind hos søsteren Helene og Rosas far Anders, hvor hun hviler på Anders’ arbejdsværelse om dagen – og strejfer om i natten. Men indlysende nok er der ingen voksne, der vil høre på Rosa og veninden Asta, da de forsøger at råbe vagt i gevær. Derfor må Rosa og Asta tage sagen i egen hånd, hvilket forstås som en eksplicit reference til Enid Blytons De 5-bøger: ”Rosa huskede De Fem-bøgerne med børnedetektiverne, der opklarede forbrydelser som voksne overså, fordi de ikke forstod noget som helst. Voksne så kun dét, de selv var interesseret i” (s. 137).

Det betyder også, når ungdomsformlen blandes ind i det blodige og erotiske spil, at vi ikke må forvente os en hyperkompleks roman, trods en lind strøm af letfattelige genrereferencer undervejs til både film og spil af den mere blodige art. Det er en letlæst roman, der kan fornøje en rolig regnvåd eftermiddag, hvor det virker mest oplagt at gøre sin trygge dyne til en helvedeshule fyldt med vampyrer og andre utøjlelige lyster.

Det mest interessante ved romanen er snarere dens lancering og kreative markedsføring, idet der – uden at denne anmelder har set det før – er lavet en trailer for filmen. Den kan ses på Politikens Forlags hjemmeside. Denne nytænkende måde at lancere en bog på er i sig selv relevant og interessant, og fortjener en større mediebevågenhed, men ydermere interessevækkende er den måde, som traileren er lavet på. Det er ofte et stort problem for folk, der ikke vil have spoleret den første tredjedel af en film (eller en bog!), at de fleste reklamer faktisk er vaskeægte spoilers, hvor plottet langt hen ad vejen gives væk. Det er ikke tilfældet i traileren for Bid, der faktisk har temmelig lidt med bogens plot at gøre, trods de blodige og erotiske anstrøg. I udgangspunktet virker traileren derfor tankevækkende godt, fordi den er et mere eller mindre selvstændig lille værk, der blot skal trække folk hen til bogen, hvilket også illustreres af, at traileren har fået sin egen titel The Present – se selv efter hvad denne présent er. Godt nok bliver det her tydeligt, hvem Natascha er, selvom det ikke er det fra starten i romanen – men kig selv på bogens cover, og gæt, hvad den går ud på.

Rikke Schubart har med andre ord tacklet medieringen af sin roman på en ny måde, der faktisk i den sidste ende er mere interessant end selve romanen – selvom en bloddryppende, tænderskærende, bidende vampyrfortælling aldrig er i vejen.

Læs desuden artikel om promoveringen og interview med Rikke Schubart her.