Man opdager først, at en roman er et lille kunstværk, når man forsøger at give et resumé af, hvad den handler om. Så opdager man, at man har en ganske udmærket fornemmelse for fortællingen, men også at det er nærmest umuligt at formidle ved hjælp af andet end netop den givne roman. Sproget bliver utilstrækkeligt! Sådan var Nær og kløer, Henning Mortensens første roman i Sondrup-trilogien, og sådan er den anden roman i serien. Den hedder Ræven går derude.

Det til trods, trækker den en anelse mere på et etableret krimiplot, men den forbeholder sig stadig retten til en underfundighed og en evne til at kigge ind gennem sprækker, man normalt ikke får lov at skimte igennem. De outrerede personligheder fra første bind fortsætter ind i næste historie, hvor Himmelbjergets sande ansigt ligger stadig dækkes af et diset slør (antydningen i første anmeldelses sidste linje af en sammenligning med Twin Peaks genbruges her i mangel af bedre). En skæv verfremdung maner de små erkendelser til jorden, selvom romanens fremhævede selvrefleksivitet nærmest tager læseren mere ved hånden, end de frustrerede efterforskere, der kæmper for at opklare sagen. Denne gang drages Rejseholdet ind i sagerne, fordi tre personer – herunder en 12-årig pige – er fundet dræbt, alle med en pestlæges maske på. Disse tre mord er den simple undskyldning for endnu engang at tage et smut øst for Horsens til det lille, besynderlige samfund Sondrup.

I forlængelse af Næb og kløer tager Ræven er derude igen fat om roden på nogle helt fundamentale spørgsmål. Vi er nået fra ”I begyndelsen var der noget. Men hvad?” i første bind, altså nogle helt basale ontologiske refleksioner, til nogle mere udførlige diskussioner af erkendelser og måden at opnå dem på – uden at det skal lyde som brut filosofi. I den sammenhæng holdes der heller ikke tilbage på den æstetiske kritikpind, hvilket for så vidt antyder detektivens arbejde som noget ekstraordinært æstetisk. Som et løst anslag indføres flere referencer til filosofiens diskussion af samme, og den ’fornuftige’ rationalisme får ikke mange ben at halte på.

Der er dermed en årsag til, at verden er kantet hos Mortensen, som han skriver i første bind, men det er ikke positivt. Fornuftsfilosofien, som tæves en del, kan trække sine aner langt tilbage, men skarpest er de nok blevet formuleret af Immanuel Kant (og dem, der har læst Næb og kløer, ser måske her et pludseligt navnesammenfald, uden at noget skal gives væk). Mortensen kunne have sagt, at verden er for kantet – den er for fornuftsbetonet og har brug for et anstrøg af æstetiske fornemmelser og opløsninger af etiske dilemmaer, der har præget samfundet i mange år. Mange kritiske filosoffer og sociologer sætter ofte tykke streger under de modernistiske, naturalistiske forklaringsmodeller, vi bryster os af, og forklarer derved, at kimen til det totalitære stadig er iblandt os – ”ræven er derude”, om jeg så må sige. Som implicitte, skjulte referencer tages der i denne sammenhæng også ’kærligt’ hånd om fx Descartes’ læresætninger, mens tidens samfund i yderst eksplicitte vendinger tages op til kritisk revision. Vor tids binaritet, ”du er enten med os eller imod os”, får en grundig dragt prygl.

Sammen med denne filosofiske orientering balancerer Ræven er derude også som en medrivende metaroman, der igen engang tager skriveprocessen op til overvejelse. Flere analogier er blevet brugt for at karakterisere krimien som genre, og en af dem er forholdet mellem tegnlæser og detektiv. Sporhundens arbejde præger enhver krimi, også Ræven er derude, og derfor er semiotikken (der nævnes i bisætninger før et terrorangreb – hvorfor mon det?) en hos mange yndet metafor for efterforskerens arbejde. Ræven er derude tager i stedet fat på en anden af de mere berømte, nemlig forbrydelsen som værk. Hele mordgåden i romanen er spundet ind i/som et teaterværk, der skal sætte verden stævne som kunstværk, der skal ses og opleves. Maskerne, der også i krimien er en bestandig benyttet markør af ikke-identiteter, spiller her en stor rolle. Men – uden at sige for meget – så spiller teateret med i, hvordan værket (både plot og forbrydelse) læses, hvordan mise-en-scenen etableres (det siges faktisk eksplicit), og hvordan hele forbrydelsens element kan vikles ind i en analogi omkring det sceniske rum. Forbrydelsen er en scene, romanen er en scene, og læseprocessen er scene, og alle tre elementer udspiller sig sammen i Henning Mortensens herlige metapoesi af krimi. Læs den, før den læser dig!

Eller læs i hvert fald Verden er kantet, vol. 1 og Verden er kantet, vol. 3 om de to øvrige bind i serien.