Man kunne sige, at Hitomi Kaneharas bog Slanger og piercinger har en kløvet tunge som hovedkarakter. Jeg-fortælleren Lui, der bærer tungen, en ung kvinde efter sigende døbt efter Louis Viutton, møder den tatoverede Ama, som har kløvet sin tunge, så den er som en slanges. Hun falder for hans hårde ydre og bløde indre, selvom hun ikke selv er præget af normalt at være tiltrukket af den type fyrer. Dette kommer til at ændre hende.

Kanehara vandt for et par år siden den japanske Akutagawa Prize for litteratur, som er den mest prestigefyldte litteraturpris i Japan. Hun har længe lagt på den japanske bestsellerliste, er parat med sin tredje bog på japansk, og nu får vi mulighed for at stifte bekendtskab med hendes debutroman Slanger og piercinger på dansk, der har skabt hende et godt standpunkt for et forfatterskab. Hun rammer tilsyneladende også ind i en tid i Japan, hvor hendes stil og fortælling tager fat, hvor ungdommen har deres værdiafsæt. Hun var nemlig ikke mere end 19, da hun udgav denne bog. Japan har i dag et såkaldt problem med ungdomskulturen, der ikke værdisætter traditionerne på samme måde som ældre generationer. Dette er i sig selv ikke så overraskende, idet det vel er tilstanden mellem to generationer per definition, men det afsætter en helt anden effekt på det japanske samfund: Der bliver nemlig født alt for få børn, hvilket i den nærmeste fremtid vil få den ellers stærke japanske økonomi til at svinde ind, men ungdommen ser ikke problemerne i dette. Der er derfor tendenser til en form for samfundsmæssig nihilisme i Japan, hvilket tager sit klare indtog i Kaneharas bog:

”Man kunne sige at jeg havde vendt Gud ryggen. At jeg fulgte mit eget ego. Men jeg havde jo egentlig aldrig taget hensyn til hvad folk sagde, havde aldrig troet på noget, havde ingen og ingenting som betød noget for mig. Hvorfor skulle der findes en mening med min tatovering? Eller med at kløve tungen? Eller i min fremtid?” (s. 84).

Derfor ligner bogen en meget typisk (modernistisk!) dannelsesroman, hvor hovedpersonen mister (eller har mistet) troen på værdier, som vi ser det hos så mange forfattere. På den måde adskiller den sig selv ikke fra ungdomsrebelske fortællinger, og den er da også blevet kritiseret for det samme. Der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om bogen derfor var værdig til en stor litteraturpris, fordi den ikke tager sig ud som noget ekstraordinært. Men det kan netop også være bogens styrke, idet den tager sig temmelig stilfærdigt ud stilistisk (hvilket selvfølgelig kan være en oversætters arbejde). Bogen kommer derfor til at fremstå som et meget tidstypisk billede på japansk ungdomskultur, om end dette eksempel synes at være temmelig ekstremt. Kimen til bogen synes dog at være set før; egentlig har Georges Batailles fortælling Histoire de l'oeil fra 1928 gjort præcist det samme som Kaneharas roman gør. Her findes vi en klar nihilistisk stillingtagen til liv, mening og sammenhænge, mens verden udforsket i en tæt virksomhed mellem sex, kærlighed og død. Kanehara når dog aldrig udi de ekstremiteter, som Bataille gør, hvilket egentlig gør Histoire de l'oeil til en langt mere slagkraftig fortælling. Om der er sammenhæng mellem de to vides ikke.

Alligevel har Slanger og piercinger sine helt klare styrker. Den bærer en kynisme, som virker uhørt for en ung forfatter som Kanehara, men det er netop hendes fortællerstemme, der dygtigt opretholder denne. Denne stil opretholder læserens nærhed til hendes deroute ned i kropslig selvudslettelse gennem sex, misbrug, alkohol og manglende mad – og ikke mindst selve bogen tema: udsmykning af kroppen.

Alligevel føler man sig på samme tid distanceret fra de værdiløse valg, hun træffer gennem bogen. Dette er fortællingens kløvede tunge, der får den til at balancere mellem indlevelse og frastødning, hvilket er et helt igennem velkomponeret spor. På fremragende vis opretholder den nærhed og distance i ét og samme greb, hvilket er en svær teknik, men tilsyneladende mestret af den unge Kanehara. Derfor er indtrykket af hendes bog da også overvejende affirmativt, men jeg håber, hun tager dette greb med videre til nyere erkendelser, for hun har tydeligvis talent. Og det er nok mere af anerkendelse af talent end en helt ekstraordinær bog hun har fået de priser, som hun har fået. Dette talent kan forene ynde og frastødelse, hvilket er et klassisk procedure, men med Kaneharas fornemmelse for dobbeltsynet kan hun drive hendes forfatterskab til nye højder. Slanger og piercinger kan anbefales til dem, der ønsker indsigt i et japansk, men alligevel helt igennem tværkulturel, billede af en ungdom. Hendes fortælling fungerer tilsyneladende på tværs af sprog og geografi.