Billie, en kvinde i 20’erne, og hendes bedste ven Franck styrter under en vandretur i Cevennerne i Frankrig ned i en klippesprække. Franck kommer slemt til skade, og mens de venter på hjælp, våger Billie over ham og betror sig til en lille stjerne på nattehimlen. Vi får historien om, hvordan de mødte hinanden for ti år siden i 9. klasse, da de sammen skulle opføre en scene fra den franske forfatter Alfred de Mussets teaterstykke Man spøger ikke med kærligheden (1834).

Et umage par
Billie og Franck er fra begyndelsen et umage par. Billie er opkaldt efter Michael Jacksons hit Billie Jean. Hun er opvokset på stedet Les Morilles, som hun selv beskriver som en affaldsplads i udkants-Frankrig. Hun blev forladt af sin mor som lille, hendes opvækst har været rå og brutal, og hun slår fra sig både verbalt og fysisk. Franck er en følsom fyr, bøsse – hvilket han holder lav profil med både hjemme og på skolen. Han holder sig mest for sig selv og er en dagdrømmer. Billie synes, han ligner den lille prins fra forfatteren Antoine de Saint-Exupérys eventyr. Billie og Franck møder sågar en lille dreng ved navn Antoine undervejs i historien. Trods deres forskelligheder udvikler de i årenes løb et venskab, som tåler udfordringer og adskillelse i perioder, og hvor det trods flere vildfarelser med kærester, uddannelse og job lykkes for dem at holde fast i hinanden.

Billies monolog om venskab
Uheldet i bjergene giver Billie, som er bogens jeg-fortæller, anledning til at genfortælle historien om deres venskab og (gen)opdage sine følelser for Franck. Billie beretter i en indre monolog om deres venskab til en stjerne på nattehimlen, og man fornemmer, at der er dele af historien, som hun aldrig før har fortalt andre eller turdet sige højt for sig selv. En samtale mellem Billie og Franck er skrevet ud som replikker i en dramatekst, og det korte genreskifte understreger, at det ikke er nok at referere fra deres samtale. Det er så vigtigt for Billie, at det skal siges direkte i dialogform. Et andet sted i bogen fortæller hun i en fodnote, hvordan hendes tilstedeværelse gør det nemmere for Franck at være homoseksuel. Francks meninger og synspunkter bliver genfortalt, men altså gennem Billie, og selvom der ikke er tvivl om, at hun skatter ham højt, så er det primært hendes monolog og fortolkning af deres venskab, der fylder bogen.

Fortæller-stemmen er langt mere up-tempo, til tider lidt overgearet, end i Anna Gavaldas tidligere bøger. Hvis man har læst f.eks. debutnovellesamlingen Jeg ville ønske, at der var en der ventede på mig et eller andet sted eller romanen Jeg har elsket, så ved man, at forfatteren dér har en mere ordknap skrivestil. Billie er PÅ fra begyndelsen af bogen med sin attitude og sin ordstrøm:

”Hørte du det, Francky? Hørte du, hvad jeg sagde dér? Jeg lover dig, at du ikke kommer til at kradse af langt fra Paris, ikke så længe jeg lever. Aldrig. Så hellere dø. Jeg lagde mig ned igen, jamrede og satte mig op for at få ryddet min liggeplads for de fucking småsten, der stak mig i ryggen, og så lagde jeg mig ellers godt til rette op ad ham, i samme stilling som en liggende figur på en gravsten.” (”Billie” s. 16)

Eventyr for voksne
Forfatteren er tydeligvis inspireret af eventyret Den lille prins, hvor en vigtig pointe er, at man skal lære at se med hjertet i stedet for med øjnene, og at mange voksne desværre mister dén evne. Billie og Francks teateroptræden lærer dem som teenagere at spille karakterer, som de ikke selv ligner, og dermed bliver de bedre til at forstå karaktererne, hinanden og sig selv. Det er kimen til deres venskab, at de overskrider deres egen selvtilstrækkelighed, baggrund og problematiske hverdag og virkelig ser den anden. Portrætterne af Billie og Franck og deres ukuelige venskabshistorie fænger fra første side. De formår at se hinanden med hjertet, se forbi svær opvækst, facader, fejl og mangler hos hinanden, og det er der kommet et rørende og morsomt vokseneventyr ud af.