En kriminalroman, hvor detektiven ikke er hovedpersonen. En thriller med komplekse og nuancerede personer i et uforudsigeligt samspil. En fortælling med flere fortælleres vinkler på det samme plot. Det er nogle af nyhederne i Sikre tegn på din død.

Forlaget Modtryk introducerer med denne roman den norske krimiforfatter Torkil Damhaug. Han ser på forfatterbilledet ud til at være omkring 40 år gammel og har ifølge forlagsmaterialet arbejdet som overlæge ved psykiatriske institutioner, men er nu fuldtidsforfatter. I Norge er han allerede prisbelønnet, men dette er altså hans første bog på dansk.

Jeg havde bogen med på ferie, og den var glimrende ferielæsning. Men ikke kun det. Bogen byder på et thriller/krimi-plot, som jeg tror mange vil finde tilfredsstillende. Men dens egentlige kvalitet er, at plottet er kædet sammen med en yderst interessant personkreds og at fortælleteknikken er ganske avanceret uden at gøre noget særligt væsen af sig.

Vi følger over en periode på nogle måneder (angivet som ”sommeren 2014”…) en række begivenheder, som de opleves og beskrives af den tidligere retsmediciner Jennifer Plåterud, hendes yngste søn Sigurd, og flygtningen/indvandreren Arash, der arbejder som portør på samme hospital som Jennifer. Jennifer er for ikke så længe siden blevet skilt fra Sigurds (og broderen Tryms) far – og har nu et forhold til lægen Zoran, en meget maskulin og lidt hemmelighedsfuld læge fra det tidligere Jugoslavien. Den yuppie-agtige Sigurd har et kompliceret og heftigt forhold til den unge kvinde Katja, der viser sig at være knyttet til en mand med central placering i et etnisk defineret bandemiljø i Malmø. Arash, som på en gang er et godt menneske og en ret syg mand, har tøvende forsøgt at etablere et forhold til en kvinde, der viser sig at være gift med en politimand på den station, hvor bogens ”opdager” Roar holder til. Det er alt sammen ”ikke godt”. Det ser man også af de indflettede ”sagkyndige notater”, hvor en psykiaters dialoger med den person, som viser sig at være ”den skyldige”, gradvist tegner et portræt af et psykisk skadet, men samtidig meget handlekraftigt menneske.

Det hele er altså meget kompliceret, og det er ikke overraskende, at der skal (opklaringen af) tre meget specielle mord til før gåden kan løses. Det fungerer alt sammen fint på krimi-thrillerens præmisser. Det særlige ved bogen- udover fortællestilen – er imidlertid forfatterens indsigt i komplekse psykiatriske diagnoser såsom post-traumatisk stress (Arash) og borderline personlighedsforstyrrelse (Katja). Der ligger også en grundig research bag beskrivelsen af miljøet på Akershus Universitetshospital i Oslo, af retsmedicinsk praksis og jargon og af bandekrigene i Malmø. Det hele er meget troværdigt og ubesværet inddraget i plottet.

Som forfatter træffer Damhaug altså to valg, som er usædvanlige for genren: Han flytter via synsvinklen tyngdepunktet fra opdageren til de involverede personer (fortælleteknisk: tre 3.personsfortællere, personalsyn, indre syn), og han får derigennem oplevelsen af plottet, som det udfolder sig, fremfor gådens løsning, til at blive læserens rettesnor. Det første greb muliggør en meget detaljeret og flot gennemført personskildring, som ovenikøbet er fagligt solidt funderet ift. de personer, der ”har en diagnose”. Det andet greb får læseren til at interessere sig mere for personernes relationer og interaktioner end for spørgsmålet om ”who dunnit”. Jeg synes, det er rigtig dygtigt gjort, og samtidig uden at forfatteren på nogen måde skilter med sin særlige indsigt.

Med smudsomslaget har Modtryk valgt at sende signalet ”thriller/spændingskrimi”. Dette gjorde mig i kombination med læsningen af første del (60 sider), hvor vi følger Sigurds ret besynderlige hverdag med den erotisk forførende Katja og en pyramidespils-agtig virksomhed, til at tænke: ’Gider jeg den type thriller?’ Jeg er glad for, at jeg læste videre, for på baggrund af helheden er jeg helt sikker på, at jeg gerne læser kommende bøger af Torkil Damhaug. Han har noget helt særligt at byde på.