Hvem er en børnebog egentlig rettet efter? I børnehøjde? Skråt nedad? Eller sågar skråt op(ad)? Tja, det er i hvert momentvist lidt usikkert i Benn Q. Holms forsøg som børnebogsforfatter.

Det er nu blevet til to bøger om pigen Kille, der skal trækkes igennem alskens problemer, fordi hendes forældre vil sig selv – lidt mere end de vil Kille. I sig selv er det egentlig en god idé: at udstille forældrenes valg som selviske og tilsidesættende.

Første bog Kille med far til fodbold udkom sidste år. Kille med mor til lagersalg er netop udkommet. Bøgerne træder ind i velkendt farvand for de fleste forældre, der kender til fodboldfest og shopping. Og det er naturligvis manden, der skal til fodbold, og kvinden, der skal på udsalg.

Indrømmet! Jeg følte mig ramt, da jeg for min datter læste om far til fodbold. Ikke så meget de tilsidesættende aspekter. Men skildringen af den mand(l)ige fodboldkultur sidder lige i skabet. Om udstillingen af kvinder på shopping sidder lige så godt, må I spørge min kone om.

Men om bøgerne sidder lige i børnehøjde, vil jeg tillade mig at tvivle lidt på. Jeg er derfor ret usikker på, hvem bøgerne egentlig er til. Den (selv)ironiske og forældresatiriske tone vil nok ryge hen over hovedet på de fleste børn. Og lige ind i smasken på forældrene med dårlig samvittighed.

Derfor kommer Benn Q. Holms børnebøger lidt til at danse på grænsen til det bedrevidende. Ikke skråt nedad og opdragende, som børnebøger har været kritiseret for at være. Men netop skråt opad mod de højtlæsende forældre, der kunne føle sig trufne af Holms dekonstruktion af far og mor.

Godt nok er begge bøger befriende politisk ukorrekte. Det er befriende og faktisk ret morsomt, når mor og far skændes – og skænderiet læses i Killes højde. Med ord som ”Satans” med videre vildt flyvende gennem luften. Tja, det er måske meget godt, at far og mor opdager et lidt for blomstrende ordforråd.

Det fremstår lidt som det måske endda politisk korrekte at komme med en to’er, der spiller på en kvindefornedrende kliché, når nu første bog gjorde det onde ved den øldunstende far til fodbold. Der er ingen tvivl om, at Holm spiller sig selv til hjørne, når han misbruger – og derved kommer til at bekræfte – et stereotypt kønsrollemønster.

Fortællingerne så langt. Tegningerne fra Rasmus Bregnhøj er ekspressivt naivistisk i en grad, der faktisk gør bøgerne lidt mere seværdige end læseværdige. Især bliver billederne mere dominerende i to’eren, der sidemæssigt er lidt længere – og derfor med lidt mindre tekst pr. side.

Der ligger også en ironisk distancering i Bregnhøjs tegninger. En vej, der lykkes meget godt, men tilfører ikke væsentlige nye træk til børnebogsgenrerne. Stedvist bliver billederne noget forvirrende, men det er der en væsentlig pointe i: for det er Kille nemlig også.

Klichéerne vejrer lidt for tungt i Holms børnebogsunivers. Humoren er rettet lidt ud af børnehøjde. For den forælder, der muligvis stedvist kan genkende sig selv, er det faktisk af og til ret morsomt. Men jeg er ikke sikker på, at bøgerne er helt til børnene selv.