Der er meget Gud, Jesus, djævel og mærkværdigheder i Sofie Kragh-Müllers debutroman Profetens datter. Det religiøse vanvid spiller en afgørende rolle i jegfortællerens opvækst, og det bærer sproget præg af. Det religiøse vokabular er dog samtidig stærkt profaneret og personliggjort, kan man sige, og det spiller således ikke nogen egentlig religiøs rolle, men bliver snarere en retorisk ramme, som en forvrænget virkelighedsopfattelse kan fortælles gennem.

Profetens datter er en ’udviklingsroman’ i den betydning, at den er en jegfortællers forsøg på at blive sig selv gennem et forståelsesorienteret favntag med sit ophav, sin opvækst og sit nuværende ustabile selv. Altså et forsøg på at få en slags ’fast grund under fødderne’. Men det er vanskeligt for jegfortælleren, der har svært ved at holde fast ved en virkelighed, hun kan have tilfælles med sine omgivelsers virkelighed.

Fortællingens igangsætter er bebudelsen af faderens – profetens – forestående død. Bebudet af englene Poul og Arne. Fortællingens (af)grund er derimod moderens død, som indtræffer, da fortælleren (profetens datter) er seks år gammel. Moderen har begået selvmord og taget sit nyfødte drengebarn med. Dette tomrum er fortællings centrum – men alligevel ikke der, hvor forklaringen eller meningen findes. Lige så afgørende er faderens religiøst farvede vanvid. Dette vanvid er nok eskaleret med konens selvmord, men langt fra igangsat af det.

I begyndelsen af 70’erne er fortællerens forældre flyttet fra et storbykollektiv med revolutionære forestillinger ud på landet for at realisere den sande revolution: en selvforsynende (familie)enhed, der via sin eksemplariske måde at leve på vil sprede en i forhold til kapitalisme og forbrugerisme sandere livsform til det omkringliggende samfund. Vaskemaskiner virker fremmedgørende og river den enkelte bort fra den naturlige verden, mennesket er en del af. Med andre ord har vi en lille hippiefamilie, der forsøger at virkeliggøre en drøm.

Men drømme er som revolutionære teorier bygget af noget, der er mindre håndgribeligt end at holde kulden ude, plukke æbler fra træerne og ikke mindst holdet begæret i ave. Vi får ingen forklaringer på det religiøse vanvid, profeten udvikler, udover at Jesus forstås som hippiernes sande revolutionære forgænger: en socialist der deler med sine medmennesker, undsiger magten osv. Under alle omstændigheder vokser fortælleren op med en vanvittig far og en mor, der begår selvmord, da hun ikke kan holde forløjetheden – og den vanvittige mand – ud.

Profetens datter er selv ramt af den forståelses- eller forestillingsverden, som præger profeten, men hos hende sker det i en evig vekselvirkning med indsigten i, at det hele blot er forestillet. Ikke desto mindre er det kampen mellem (vrang)forestillingerne og den manglende evne til at dele virkelighed med andre (manglende social kompetence), der udgør hendes kamp for at blive til – at få en livsduelig identitet.

Sofie Kragh-Müllers roman er særdeles velfungerende. Fortællingen holdes i stramme tøjler, og sproget er kraftfuldt, så man mærker fortællerens kamp med sig selv. Det er ikke mindst en kamp for at få et sprog, der er revet løs af faderens. Det er kampen for at få et eget sprog, et eget liv, en egen identitet. Problemet er, at den kamp er nødt til at konfrontere opvækstens forestillingsverden, hvorved den risikere at fortabe sig i den. I den anden ende må slægtskabet også erkendes, hvis fortælleren skal løsrive sig.

Denne problemstilling er naturligvis et klassisk – gentagende – narrativt træk. Og man mærker da også indimellem ’litterariteten’ i romanen.

Profetens datter er en meget lovende debut, og det skal blive interessant at følge forfatterskabets videre forløb.