Forfatteren Justin Cronin fik verdens (og kapellets) opmærksomhed med sit massive vampyr-epos Den første som kom i 2011. Et års tid senere var fortsættelsen De tolv klar, og i 2014 ligger formentligt tredje og sidste del af trilogien klar til udgivelse – en bog, der i følge Wikipedia fået titlen Spejlenes by [oversættelse, red.]. Selv om De tolv ikke just er udgivelsesaktuel, skylder vi alligevel vores faste læsere at anmelde og anbefale denne. Det er nemlig en bog, man bør have fat i, hvis man holder af fantastisk litteratur: især hvis man blev begejstret over Den første.

For at kunne følge med i De tolv er det en klar fordel at have første bog i nogenlunde frisk erindring, idet mange af de begivenheder, der refereres til og de figurer, som optræder, er nogle læseren første gang stiftede bekendtskab med der. Når det så er sagt, byder De tolv - lige som forgængeren - på både stort og varieret persongalleri. Det til trods er det faktisk ikke særligt svært at holde rede på de enkelte figurer takket være forfatterens glimrende evne til at få disse figurer gjort levende i ord. Hvis dette ikke er nok, har forfatteren været så rar at kreere en liste over bogens vigtigste figurer, som man kan finde til allersidst i romanen. Den kan man kan opsøge, hvis man pludselig skulle komme i tvivl om, hvem der er hvem.

De tolv starter lidt langsomt ud. Man skal i hvert fald kværne sig gennem ca. 250 sider, før læseren atter udsættes for det første angreb fra de vampyrlignende viraler. Det er disse uhyrer, som de tolv har skabt. De tolv blev til som en direkte følge af de eksperimenter, de blev udsat for af regeringen i den første bog. Det gør dog ikke så meget, at bogen starter lidt langsomt op for de af os, som godt kan lide, at der bliver givet plads til beskrivelser af figurer og de dystre landskaber får noget for pengene. Når der i den grad bliver givet plads til karakteristik og miljøer, gør det, at læseren ikke forholder sig ligegyldigt til disse, men derimod oplever dem lige så gennemarbejde som selve plottet.

Nuvel, det er jo ikke stor verdenslitteratur det her, men primært en af den slags spændingsromaner, man kværner på en sommerferie, eller som kommer til at fungere som et forfriskende fix ovenpå andet, mere tungsindigt læsestof. Når det så er slået fast, så ligger De tolv - ganske som sin forgænger - i den bedste ende af dette letbenede spektrum. For selv om den benytter både velkendte narrative kneb, genanvender vampyrmytologier og ikke mindst er forfalden til stereotyper, så er det stadig en både medrivende og spændende historie, der udfolder i løbet af bogens lidt over 700 sider.

Bogen foregår lige som den sidste i en nærliggende, fremtidig version af det Amerika, de fleste kender, hvor det forskningseksperiment, som gik så grueligt galt i den første bog, stadig sender chokbølger gennem samfundet. Menneskene lever nu isoleret i små samfund, hvor de overlevende på bedste vis forsøger at overleve mod truslen udefra og rydde op i rækkerne af vampyrlignende væsener, som lurer hver gang mørket bryder frem.

Hvor de fleste overlevende mennesker i denne ruin, som engang var Amerika, vover liv og lemmer for at bekæmpe viralerne, findes der også samfund, hvor menneskerne, som bor dér, ligefrem hjælper de tolv med at skaffe det menneskeblod, som de trænger. Dette samfund, som på den anden side nyder godt af vampyrernes beskyttelse, ledes af en vis Guilder, som styrer sin by med lige så hård hånd, som var han en despot fra Mellemøsten eller Det Tredje Rige. Selv om det, set med Guilders øjne, går rimeligt godt, er der en mystisk rebel, som volder ham alvorlige problemer. Selvmordsbombere detonerer deres dynamitbælter umiddelbart efter at have råbt ”Sergio lever!”, graffiti griflet på byens mure melder det samme ud, og denne Sergio synes egenhændigt at stå bag en oprørsbevægelse, der i sidste ende truer med at destabilisere det samfund, Guilder har brugt mange, mange år på at bygge op.

De tolv er som forgængeren en multiplotroman, hvor læseren får mulighed for at følge en række figurers forskellige oplevelser i forskellige dele af det Amerika, som i bogen kun er en skygge af det, som det engang var.

Det er – som med alle gode fremtidsromaner – svært ikke at se paralleller fra denne dystopiske vision af et ødelagt USA og bogens fokus på de herskesyge vampyrer, der bogstaveligt talt suger livsblodet ud af de sidste frihedselskende, overlevende patrioter, til det samtidsbillede, der eksisterer af USA. I vores virkelighed er det en håndfuld mægtige folk på Wall Street, der har suget økonomien tør og i nogens optik eksisterer der en lille magtelite, der er ved at bringe landet på randen af den undergang, som bogen tegner et billede af. Med vampyrer naturligvis.

Det er dog ikke kun på grund af sådanne slet skjulte referencer, at bogen fungerer – for den kan også læses som endnu et led i den række postmoderne, undergangsfortællinger, som er så populære for tiden. Det, som gør De tolv læsværdig, er Cronins evne til at skabe figurer, som til forskel fra megen anden populærfiktion, træder i karakter og som også, til trods for deres ofte stereotype karakter, formår at overraske selv den læser, som i forvejen fortærer denne type bøger, som var det varmt blod direkte fra kranspulsåren.