Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Den første / Justin Cronin / 1019 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711317839
Anmeldt 10/12 2010, 19:08 af Torben Rølmer Bille

Velskrevet vampyrdystopi


Velskrevet vampyrdystopi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan godt virke lidt afskrækkende når man giver sig i kast med den første side af Den første, for det er et ganske digert værk Justin Cronin har frembragt. Til gengæld falder man, såfremt man ikke skræmmes væk af bogens størrelse, hurtigt ind i fortællingen, som synes at lægge sig i forlængelse af den bestsellerformular landsmanden Stephen King i mange år har bedrevet. Man tager en klassisk monsterfigur – i dette tilfælde vampyren – og lader vampyrisme blive en virus, der inficerer størstedelen af USA's befolkning.

Bogen begynder med en længere optakt til den forestående apokalypse. Her er læseren vidne til to føderale agenters transport af den unge pige Amy til et topsikret, amerikansk forsøgslaboratorium. Samme laboratoriums skødesløse eksperimenter med et virus (hvis oprindelse muligvis hænger sammen med ”rigtige” vampyrers hærgen i Sydamerika) resulterer kort tid efter i, at Amy ankommer under et massivt udbrud af virussen og civilisationens åbenbare selvmord. For disse vampyrer er ikke kun meget hurtige, ufatteligt stærke men de er også – i løbet af ingen tid – overalt!

Der er altså dømt knaldroman for alle pengene, for selv om Cronins bog er utrolig ordrig, er der ikke mange passager undervejs, hvor læseren får tid til at kede sig – det skulle da lige være, hvis man finder ideen om blodsugere, der hærger et ødelagt USA alt for urealistisk, eller hvis man helt generelt ikke bryder sig om sådanne episke gyserromaner.

En af grundene til at sammenligningen med King bliver frembragt, ud over at det muligvis er nærliggende for en anmelder at hive Stephen op af hatten, hver gang man får denne type litteratur til anmeldelse, er at de to er meget ens, når det gælder stil og karakterskildringer. Cronin er nemlig ganske dygtig til at få kreeret et karaktergalleri, som ekspanderer i takt med siderne.

Selv om der på denne måde er ganske mange figurer, der optræder i løbet af fortællingen – mange udelukkende som kanonføde for de angribende horder af monstre – så kan man som læser ikke undgå at få lidt medlidenhed med disse ofre, for Cronin gør sit til at skildre disse overlevende på en måde så man hurtigt kommer ind på livet af dem. Det er naturligvis ikke det samme som at sige, at figurerne i bogen er hverken komplekse eller afrundede, men langt de fleste er trods alt skildret med en præcis, empatisk pen.

Dertil har Cronin en ganske poetisk og effektfuld måde hvorpå han skildrer de omgivelser som karaktererne optræder i og ikke mindst en sans for klassisk opbygning af suspense. Bogen føles som en lang film, et spændende computerspil eller som en velskrevet tegneserie. Horror-pop af bedste skuffe. Efter prologen er ovre begynder hovedfortællingen, der skildrer livet i et isoleret samfund af overlevende mennesker. De patruljerer deres bolværk til omverdenen med præcision, bliver opdraget fra børn af til overlevelse og lever konstant efter et helt bestemt sæt regler for færden, kreeret af deres forfædre for at sikre dem overlevelse. Det er nogle af beboerne her, som kommer til at udgøre den gruppe af eventyrere, der senere i bogen af ren nød må begive sig ud i ødemarken, efter alternative steder at bo – for en af hovedpersonerne finder ud af, at de generatorer, som skaber det kunstige lys, der holder vampyrerne ude, ikke holder evigt. Et blackout vil betyde koloniens endeligt. Samtidig dukker den mystiske Amy op igen, og hun er så tilpas hemmelighedsfuld, at både de overlevende og læseren konstant må gætte på hvad hendes rolle i denne historie vil blive.

Bogen skifter hér fra at være en skildring af det fredfyldte, men farlige liv i kolonien til en form for road-movie, hvor læseren følger den lille gruppe mennesker, der tager på opdagelse i et øde, dystert og meget farligt Amerika befolket af blodsugere.

Uden at afsløre for meget er fremdriften i bogen, lige som i så mange andre af denne type fortællinger, det udforskende - mødet med det ukendte – de andre mennesker, byer og monstre, som venter vore venner på deres vej. Selv om det er form for vampyrer der optræder i Cronins bog, så er det meget nærliggende at sammenligne Den første med de klassiske zombiefortællinger, for her er rammerne også ofte en dystopisk version af vort overflodssamfund befolket med væmmelige skabninger. Cronins bog bugner da også af referencer til vores kultur og lader indimellem sine figurer undrende undersøge de dagligdagsobjekter, som vi tager for givet, men som de ikke kender fra deres liv i den isolerede koloni.

En af de eneste ærgerlige ting ved bogen er, at det er første del i en trilogi. For selvom Den første får knyttet langt de fleste handlingsmæssige tråde sammen mod slutningen, så er der stadig en række ubesvarede spørgsmål, der står tilbage, når man når frem til sidste side. Det er lidt ærgerligt at man, som læser, ikke var bekendt med dette faktum på forhånd, når man kaster sig over 1000 siders tekst. Til gengæld så er der sikkert mange der, lige som undertegnede, sidder tilbage med lysten til allerede nu at få muligheden for at kaste sig over fortsættelsen – The Twelve - som ifølge planen er sat til at udkomme i USA i 2012.


Forrige anmeldelse
« Hjem «
Næste anmeldelse
» Ædle skrivere i Damaskus »


Flere prosaanmeldelser