Forfatteren Andrej Kurkov er født i 1961 nær Leningrad og er en kendt politisk kulturfigur i Ukraine. Han har arbejdet både som fængselsbetjent, kameramand og manuskriptforfatter. Han fungerer også som journalist og politisk kommentator. Og så er han en af de mest sælgende forfattere i Rusland, oversat til over tredive sprog, med et bagkatalog på næsten 20 romaner.

Mange af Kurkovs bøger foregår i post-sovjetisk Ukraine, hvor kommunistisk absurditet er blevet erstattet af en lige så absurd kapitalistisk samfundsorden. De ofte afsondrede hovedpersoner tvinges af omstændighederne - enten deres egen passivitet eller omverdens - ud i tilfældige bizarre erhverv, feks. salg af egen brystmælk (The Milkman of the night, 2001, ikke oversat til dansk) eller udarbejdelse af dødsannoncer for endnu levende mennesker, samt udlejning af pingvin til begravelser i Døden og en Pingvin, bogen Kurkov debuterede med på dansk. Nu udkommer så Kurkovs seneste værk, Gartneren fra Otjakov på forlaget Hovedland; forlaget, som oversætter så mange gode udenlandske bøger.

Og Gartneren fra Otjakov er på mange måder en typisk Kurkov udgivelse. Menneskene fifler sig igennem arbejdslivet som computerhackere, daglejere og småhandlende, eller - som hovedpersonen Igor - på sin gamle mors sparsomme pension. Igor er en smådoven ung mand i trediverne uden job, der bor hos sin mor i en lille ukrainsk by. Moderen laver Igors mad, stryger hans tøj og bekymrer sig for hans alkoholvaner. Da moderen spontant hyrer en mystisk gartner, som slår sig ned i udhuset, sker der dog noget med Igor. Med hjælp fra computernørden og vennen Koljan tyder Igor en ellers ulæselig tatovering på gartnerens arm. “Otjakov 1957, Jefim Tjagins hus” står der.

Gartneren og Igor rejser til Otjakov for at undersøge sagen og ved et tilfælde kommer de i besidelse af en gammel politiuniform, som Igor for sjov tager på til en fest. Da Igor senere på aftenen drikker sig beruset i årgangscognac, betyder den absurde kombination af uniform og cognac, at han bringes tilbage til Otjakov i 1957 under Ukraines kommunisme.

I 1957 møder Igor den gode mand Vanja (der pudsigt nok ligesom Igor bor alene med sin gamle mor, men som modsætning til Igor hjælper sønnen moderen) og den besnærende fiskehandlerske Valjka. Igor forelsker sig i Valjka, men den kriminelle Jefrim (som er forbindelsesledet til garteren) har også gjort krav på hende...

Ubesværet bevæger Igor sig flere gange mellem nutiden og 1957 - indgangsporten er i begge tider alkohol - som det ene synlige element, der forbinder mennesker sammen til alle tider, hvad enten det er i nutidens markedsøkonomi eller fortidens kommunisme. Som læser accepterer man uden tøven det absurde i tidsspringene. De er naturligvis en anledning for Kurkov til at give et billede af 1950´ernes kommunistiske Ukraine, som for nogle ukrainere er indehyldet i nostalgiens skær. Var sammenholdet ikke meget bedre og dybere dengang? Livet mere ukompliceret? Kvinderne mere storbarmede? Igor synes da også, at alle de mennesker han ser har et mere muntert og livslystent blik, end det han normalt møder. De er arbejdssomme og altid i bevægelse og synes for Igors blik at finde sig tilrette med deres arbejde og hverdag.

I nutiden mener Igor ikke, at han er doven, han vil blot vente, til han finder et job, der er spændende nok. Men for Igors mor er dét dovenskab, og “i Sojvettiden blev det kaldt løsgængeri og var noget, folk blev sat i fængsel for” (s. 59). Som så mange andre af Kurkovs karakterer, har Igor svært ved at honerere den individualistiske verden, hvor det er op til den enkeltes evner og ønsker at finde sin plads i samfundet.

Kurkov undgår behændigt at tage stilling til, hvilken tid, der er den bedste. Det er humoren og Igor, der er historiens centrum, hvilket i bund og grund gør bogen til en dannelsesroman om en ung mand, der drager ud i verden for at lære noget vigtigt om livet, deriblandt noget om det “at arbejde”. Han tvinges til at tage et afgørende valg, og til sidst bliver han voksen.

Man kunne måske have ønsket sig, at Kurkov ville tage lidt kraftigere livtag med den nutidige politiske virkelighed i Ukraine, men det er ikke Kurkovs ærinde. Han skriver i øjenhøjde med de små mennesker, der tusker sig igennem systemets lange tråde, og på en eller anden måde altid overlever. Kurkov er på vanlig vis stærkt underholdende og morsom, og bogen kan klart anbefales.