På forsiderne på begge bøger står der ’roman’. En fin, bred betegnelse, der kan omfatte meget forskelligt. Hvad der gemmer sig inden i, er en helt anden sag. Er det et bevidst valg at forsøge at afvige fra det fokus, som en anden forsideangivelse ville have givet? Der kunne fx have stået ’krimi’ eller ’spændingsroman’. Folkelige genreangivelser til folket. Det er forfatteren Lene Rikke Bresson ikke til falds for. Hendes to første romaner i serien om Mona Lisa Kirk – med titlerne Set fra himlen (2010) og Den gule plet (2011) – er faktisk krimier. Men de figurerer i den helt særlige subgenre, der er blevet kaldt for ’metafysiske krimier’. Bøgerne er for længst udkommet, men jeg tilsniger mig en forsinket anmeldelse af romanerne. For det er dælme godt, det her.

Hovedpersonen i de planlagte syv romaner er denne Mona Lisa, der i første bind kører galt på motorcykel, invalideres og hjerneskades. Det betyder dog, at hun – netop i kraft af hjerneskaden – får en helt særegen mulighed for mønstergenkendelse. Parallelt med historien om Mona Lisa, det problematiske forhold til kæresten, senere manden, David og hendes besynderlige familieforhold får vi i første bind mordgåden om kvinden, der er blevet hængt på et kors, farvet lilla, som et kunstværk. Da Mona Lisa senere flytter ind på en gård og får efterforskeren Berg til nabo, udkrystalliseres et effent makkerpar. Berg ser hurtigt, at Mona Lisa har evner, han kan bruge, og hun bliver en del af efterforskningen af de nu flere kunstmord. Mona Lisa er en de mest originale opklarere i nyere dansk krimi.

Anden roman tager udgangspunkt i et mystisk skoleskyderi på en højskole, hvor en fyr skyder en lærer og en række elever for bagefter at tage sit eget liv. Open and shut-case. Tilsyneladende. Men betjent Berg aner nogle uklarheder og efterforsker sagen kritisk. Det ender med en mordsag, der forgrener sig ind i en problematisk familiestruktur. En familie, der faktisk har stærke ligheder med Mona Lisas egen. Sideløbende med disse to sager, som Mona Lisa hjælper Berg med, møder vi også Margrethe, der er motorcykelpræst og Kierkegaard-kender. Hun mistænker, at Kierkegaards død ikke var en helt almindelig død. Han skulle angiveligt være blevet forgiftet pga. et hemmeligt notat. Dette mysterium må vi dog – ifølge bøgernes omslag – vente med at få løst til syvende og sidst. Som man siger. I syvende bind. For tallet 7 er overalt i romanerne, også på Mona Lisas husmur, selvom hun ikke bor i nr. 7.

Fortællingernes base er Mona Lisa og hendes familieproblemer. Der hviler angiveligt en forbandelse over familien. En forbandelse, som Mona Lisa selv tror på. Hun mener dog, at den er knyttet til hendes psykisk syge søster Theresa, der hævder at have en særlig evne til forsyn. Er hun nu også så syg, som de vil gøre hende, eller er det de andre, der ikke vil anerkende talentet? Under alle omstændigheder har familien et hyr med hende. En fortidsgåde i familien rører på sig. En lillebror til dem begge, der døde under mystiske omstændigheder og et mordforsøg på Mona Lisa. Noget stikker under. Moderen forsøger at dække over det. Faderen forskelsbehandler. Efterlader sig problemer. Problemer, der stedvist sender Mona Lisa på jagt efter – og på flugt fra – sin egen søster. En stemme maner Theresa til at gøre ting. Grumme ting.

Romanerne foregår og skal fortsætte i tidsrummet mellem murens fald i 1989 og til terrorangrebet på Manhattan i 2001. Derved er der små drys af historisk sammenhæng bygget ind i påstanden om, at alt kan ske i dette årti. Samtidig udnyttes dette også kreativt, særligt i Den gule plet. De ting, som stemmen – gennem Theresa – forudser, ved vi, der sidder i det nye årtusinde, vil finde sted. Det antyder dermed, at stemmen og Theresas evne til forsyn faktisk er eksisterende – trods virkelighedsmæssige sammenbrud andre steder. Til sammen en helt særlig måde at udnytte de drypvist historiske krimier.

Romanerne tager udgangspunkt i de syv dødsynder. Set fra himlen trækker på overmod, mens Den gule plet inddrager misundelse. De fem kommende bind skal dække de fem sidste synder. Samtidig er romanerne rammet omfangsrigt ind af forskellige religiøse og overtroiske elementer. Forbandelsen er én ting. Moderens stærke tro på Gud og forudsigelser gennem tarot, Theresas omfattende nostradamiske forsyn, naboens asetro er andre. Mona Lisa er teologistuderende i starten, falder fra, er institutionskritisk, veninden bliver præst, og sammen med motorcykelpræsten Margrethe kredser romanerne – også i kraft af dødssynderne – omkring kristen teologi. Theresa snakker med spøgelser, mens forskellige mytologier også drages ind. Den metafysiske krimis interesse i en række spørgsmål, der ikke helt kan få svar, spiller også en rolle. Overnaturlig multikulturalisme in casu.

Selvom romanerne ser ud til at skyde med spredehagl, er der en vis sammenhæng i denne inddragelse af tro og overtro. Det er sandsynligvis noget, vi vender tilbage til senere. Kierkegaard og den ikke-institutionelle kristendom – som allerede er nævnt – er et godt eksempel på, hvordan kirkekritik og tro ikke er modsætninger. Hænger det sammen med mordet på Kierkegaard? Interessant nok er overtroen i romanerne her heller ikke i modstrid. Heller ikke i strid romanernes fokus på opklaring, der ellers har det med at dømme det metafysiske og det overnaturlige ude. Ikke her. Indramningen af de to romaner er opklaringsprocessen, selvom mange digressioner handler om andet, om personerne, om særligt Mona Lisa og hendes forhold til mænd, sin familie, sine naboer og sin invaliditet. Romanerne starter dog med en gåde og slutter med opklaringer. Som krimien kræver det.

Set fra himlen og Den gule plet er kompakte, litterære krimier, der vil mere, end krimien normalt vil. Ingen flade karakterer her. I stedet psykologisk dybde, filosofisk spidsfindighed og en særdeles velskrevet fremdrift. Bressons DYtrilogi (samlet 2009) blev flot modtaget. De to første bind af denne serie ditto. Zentropa har sågar sikret sig rettighederne til filmatisering af første fortælling – uden at de endnu tilsyneladende er nået langt i processen. Findes der læsere, der er trætte af krimiens skematisme, men faktisk godt kan lide at læse ordentlige bøger, og ordentlige krimier, er Bressons serie et rigtig godt sted at starte. Tematisk er der naturligvis et vist sammenfald med David Finchers Se7en (1995), der også er baseret på dødssynderne. I den lettere dekonstruktive tilgang er hun en anelse beslægtet med Henning Mortensens krimier, men det er faktisk påfaldende, hvor lidt de to romaner ligner noget andet. Og det er jo et flot udgangspunkt. Besnærende tæt på original.