Det er lidt ambivalent med formler. Lidt som matematik. Når ligningen er løst, er der ikke mere arbejde tilbage, men fornemmelsen, følelsen, når de ubekendte er fundet, er skøn og vanedannende. Sådan er det også med en krimi. Den skal helst være genkendelig i sin opbygning, sin formel, men den skal også gerne være uforudsigelig, overraskende. Der er dog også en vis matematisk glæde ved at ’regne den ud’ undervejs, tidligt. Lidt sådan er følelsen af at læse Jesper Steins skønlitterære debut Uro, der netop har ramt gaden. At udregne plottet allerede halvvejs er lidt som at være en anstrengende kloge-Åge, der anede sammenhængene lang tid før vores efterforsker.

Axel Steen kaldes ud til et mord midt under urolighederne efter rydningen af Ungdomshuset i København, 2007. Offeret bærer beklædning, der umiskendeligt minder om det en autonom ville gå i. Liget findes på Assistens Kirkegård, der var under politiets bevågenhed. Så hvorfor er han sluppet ind, hvordan er han død, og hvordan kunne morderen slippe ind – og ud igen? Steen sættes på sagen, men den trækker tråde dybt ind i det autonome miljø og ind i politiets egne rækker. PET spiller med musklerne, narkosmugling kaster sine lange skygger, mens gaderne står i bål og brand. Spørgsmålet lurer: Er ’ungeren’ bare en syndebuk?

Jesper Stein er kunstnernavnet for JP-journalisten Jesper Stein Larsen, tidligere kriminalreporter, nu med interesse i litteratur. Især krimier. Han udgav for nogle år siden sællerten Man jager et bæst og fanger et menneske sammen med Bent Isager-Nielsen, tidligere chef for Rejseholdet. Med Uro har han kastet sig over den litteratur, han normalt nøjes med at skrive om og er sluppet ganske fint fra det. Romanen består af tempo, tæft og træffende tæsk. Axel Steen er en hashrygende betjent med dødsangst, hvilket er en interessant – og ny! – cocktail på krimiens tætbefolkede himmelstrøg. Narkotika og hallucinogener er dog ikke unormale i krimien. Tænk bare på de hjælpemidler, den gode Sherlock Holmes betjener sig af.

Uro er en hårdkogt politikrimi, en genrebastard der fastholder dansk tillid til politiet, men fravrister sig den konservative håndhævelse ved at lade Axel Steen balancere lige på kanten af, hvad chefer og kolleger synes om. På den måde trækker Jesper Stein på den hårdkogte del af genren. Steen er – lidt beslægtet med Jo Nesbø – så tæt på en privatdetektiv, som vi kan komme det inden for politimæssige rammer. Hash er symbolet; Steen er udtrykket. Hard as a rock – men blød, når kvinden åbner munden. Og skødet. Han har naturligvis også problemer med sin ekskone, og samværet med sin datter hænger i tynde tråde. Han kalder det behændigt strisserblues.

Steen og fortællingen er opbygget ganske genkendeligt, men det er samtidig gjort med en tilpas mængde kulinariske krydderier, så det er interessevækkende. Særligt portrættet af Nørrebro, hvor det hele foregår, er nærgående og præcist, og det danner et bagtæppe, en atmosfære, der lægger en dyster, men lokalkærlig resonansbund under handlingen. ’Nørrebro noir’. Enhver, der bare har et sparsomt kendskab til Nørrebro, vil kunne føle sig hjemme i geografien, og at tage udgangspunkt i de seneste mange års helt ekstraordinære urolige begivenhed på stedet, Ungdomshuset, er godt tænkt. ’Uro’ peger selvfølgelig direkte på dette, men det sender også nogle signalementer om de øvrige aspekter af fortællingen. Og om Axel Steen. Hash modvirker uro. Som bekendt.

Til sidst vil jeg – til Jesper Steins (og er der selvbiografi i efternavnet? Tænk over det!) store fortjeneste – nærmest sige: det var sgu på tide! Ikke så meget, at han får sendt en roman på gaden, selvom den er god og vedkommende underholdning, men at PET i Danmark omsider bliver sat under kritisk lup i en dansk krimi. Amerikanske betjente har naturligvis deres hyr FBI, mens svenskerne mosler med Säpo. Danske krimiforfattere har længe strøget PET med hårene, trods en almen kritisk debattone. Med Uro bliver PET’s udvidede beføjelser endelig sat under lup fra en krimis synspunkt. Nøgternt, nuanceret og nødvendigt.

Uro er efter sigende første bind i en trilogi. Der virker til at være stof nok i en Axel Steen på grænsen af, ja, nærmest hvad som helst. Det kan være et spørgsmål om temperament, når plottet bliver en anelse let at regne ud. Og dog! Formlen er kun en del af legen. Det er det, der lukkes ind ad fortællingens bagdør, der gør formlen interessant at løse. Igen og igen. Med hash, PET-kritik, dødsangst, Nørrebro-nysgerrighed og brosten i luften er der i Uro noget at komme efter for det krimikritiske publikum. Steen, Stein, bring on the ’Pflasterstein’.