For Pia Reesen Brønnum er krimien ikke et ubevandret land. Tre romaner hidtil er det blevet til, og disse er alle krimier. Med hendes seneste roman Korsets hemmelighed fastholder hun krimiens spændingsmomentum, men henvender sig her især til en ung læserskare i de tidlige teenageår. Ungdomsromanen er netop udkommet.

Alex, Mona og Lisa er søskende eller halvsøskende fra to ægteskaber. Faren er sognepræst, mens moren er psykolog. Belærende på hver deres måde. Alex og Mona er udfarende og spændingsopsøgende, og mangler især denne sommer – hvor familien i modsætning til tidligere ikke skal på sommerferie – spænding. Fundet af et stort sølvkors og en række besynderlige tyverier i nabolaget kommer derfor temmelig belejligt. De kan lege detektiver.

Lisa er derimod indadvendt og præget af angst. Hun føler sig anderledes, og deler kun fortrødent med andre, at hun mødes med en engel ved nattetide. Til trods for – eller måske i kraft af – denne introverte natur, er det faktisk hende, der viser sig at være den mest kreative detektiv. Hun har evnerne, mens Mona og Alex har energien, og en udmærket makkerkonstellation destilleres heraf. Da det hele bliver viklet ind i korsets mystik, engle, dæmoner og sydlandsk udseende personer med tungskyts, stiger spændingen. Naturligvis.

Korsets hemmelighed indskriver sig i den tendens i krimien, der interesserer sig for det religiøse og det overnaturlige. Det kan for så vidt ikke undre. Interessen i især overtro, dog ikke så meget religion, er i høj grad til stede i dansk og skandinavisk ungdomskultur. Tænk bare på de søde vampyrer, der efterhånden overbefolker teenagelitteraturen. Harry Potter, Twilight og Det gyldne kompas er da også eksplicitte referencer hos Brønnum. Det er måske en udmærket strategi for en forfatter, der vil sælge bøger: Nævn det som de unge vil have.

Ungdomskrimier er heller ikke nogen ny opfindelse. Enid Blytons De fem-bøger har også tre søskende som hovedpersoner. Jens K. Holms Kim-bøger er heller ikke forbigået ubemærket, mens Astrid Lindgrens Kalle Blomkvist-bøger heller ikke er ukendte. Med så stærke forlæg er en vis originalitet påkrævet, og det henter Brønnum i noget grad i sammensmeltningen af krimiens opklaringsplot og interessen i det overnaturlige.

Det er så let at komme til at være belærende i børne- og ungdomslitteratur. Det er blevet kaldt for ’skrådt nedad’, når disse fortællinger bliver brugt for didaktisk. Det, der udmærker De fem, Kim og Kalle er, at de ikke bliver belærende. Det, der er hovedproblemet ved Korsets hemmelighed, er, at Lisa på mange måder er så from, at hun vil virke irriterende på en hormonelt udfarende teenager. Hun advarer fx sin stedsøster mod at ryge og drikke, og beder blidt sit Fader Vor. Hun kan bedst lide at læse, og synes at larmende film er for meget.

En anden væsentlig farezone for ungdomslitteratur er forsøget på at være ung med de unge. Gennemgående forsøger Brønnum at indføje ungt sprog, men at indlede replikker med udråb som ”Gosh!” og ”Jesus!” virker utroværdigt. Samtidig er der stor divergens i, hvordan den enkelte taler. Inden for samme side bruger Lisa udtryk som ”What?”, ”Det er jo helt crazy”, ”sikken en heldig kartoffel”, ”vi er groet fast i muldjorden, som nogle værre bønder” og ”virkelig nice”. Gennemgående virker replikudvekslingen lidt stakatisk, forceret og uden sikker karaktertegning.

Jeg tror desværre ikke rigtig på, at romanen vil kunne måle sig med den mængde af populære titler, som den gennemgående – og næsten for ofte – indskriver sig blandt. Til det formål vender den belærende pen for meget skråt nedad, mens stilen virker en anelse uhomogen. Spændende er den da undervejs, jovist! - men plottet hænger for meget undervejs til, at tempoet holdes. Korsets hemmelighed har naturligvis den fordel, at den indskriver sig i både tidens store interesse for krimien og ungdomskulturens store fetich for det overnaturlige. En henkastet reference til Stephanie Meyer gør dog ingen bestseller.