Jeg har sønderjyske aner, og derfor har mit bibliotek altid indeholdt værker af Theodor Storm - på tysk. Det ’grå Slesvigs’ digter har skrevet så smukt og stemningsfuldt om livet omkring Husum i Nordfrisland - ved Sydslesvigs vesterhavskyst. Hvis man kan lide Blichers melankoli, vil man sandsynligvis også finde Storm værd at læse. Det er derfor dejligt, at to af hans fine noveller nu foreligger på dansk – begge smukt og meget omhyggeligt oversat af Hugo Hørlych Karlsen. Senest er det en af Storms tidlige mesternoveller, der er blevet publiceret i en smuk udgave med tegninger til hvert kapitel, og med efterskrift af oversætteren.

Novellen er skrevet i 1849. Den er kort og hurtigt læst. Men den spænder over et helt liv. Det er historien om en mand og en kvinde, der synes bestemt for hinanden, men ikke får hinanden. Hvor Emily Brontës velkendte (samtidige) historie om det beslægtede par Heathcliff og Cathy (Stormfulde højder) er højspændt og dramatisk, er historien om Reinhard og Elisabeth lavmælt og helt uden ydre drama. Til gengæld er det indre drama formet sprogligt, så enhver læser med sans for metaforer og adverbialled må glæde sig.

Reinhard er lidt ældre end Elisabeth, men de er uadskillelige i barndomsårene. Mens Reinhard læser på universitet ”langt borte” bliver Elisabeth kvinde, hvilket ikke kun skaber afstand og spænding mellem hende og Reinhard. Det tiltrækker også Reinhards ven Erik, som i sidste ende bliver gift med Elisabeth. Novellens sidste og væsentligste del skildrer Reinhards besøg hos det unge ægtepar. Intet bliver sagt ligeud, men alle de stærke følelser vibrerer lige under overfladen og skyder op som metaforer og allegorier. Et eksempel:

Reinhard blev ved med at gå langs bredden. Et stenkast fra land kunne han skimte en hvid vandlilje. Med et fik han lyst til at se den tæt på; han tog tøjet af og gik ud i vandet. Vandet var lavt, skarpe planter og sten skar ham i fødderne og han kom stadig ikke ud, hvor der var dybt nok til at svømme. Da forsvandt alt pludselig under ham, vandet hvirvlede sammen over ham, og der gik nogen tid, før han igen kom op til overfladen….

(s. 59)

Litteraturhistorisk hører Storms novelle til det, man plejer at kalde den poetiske realisme, men oversætter Karlsen argumenterer i efterskriftet godt for at kalde stilen ’eksistentiel realisme’. Poesien er ikke målet, men midlet! Storm var ven med Turgenjev og blev beundret af Thomas Mann. Det forstår man godt.