Christian er svensk politiker. Han er ved at få gennemført et lovforslag, der gør det muligt at opsamle dna-prøver fra alle landets indbyggere. Og bruge disse i kriminalsager. Han har sine modstandere, men flest meningsfælder. Efterhånden. Holdningen dertil har forskubbet sig over tid. Og nu står forslaget til gennemførsel med Christian som indædt tilhænger. Han afgiver derfor sin egen dna-prøve som bevis på ufarligheden, men til sin – og mange andres – store overraskelse matcher hans dna en sædprøve på et tretten år gammelt sexdrab på en lille pige. Nu er han pludselig sigtet for mord. Faldet i sit eget system.

Indledningen til Liselott Willéns fjerde roman Intet andet navn under himlen indrammer fortællingen som en klassisk krimi. Et mord, en potentiel gerningsmand og en forbrydelse, der skal opklares. Christian hævder sig nemlig uskyldig. Han forsøger derfor at finde frem til den myrdede piges mor gennem dennes søster. Igen overraskes han, da hun truer ham med en pistol. Der er åbenbart andet for. Skal storpolitik nu blandes med små personlige skæbner? Og har alt dette en relation til de besynderlige breve, som Christian har modtaget gennem længere tid. Svarene ulmer i baggrunden, gemt.

Men romanen er ikke helt en krimi alligevel. Fortællingen drejes væk fra efterforskningssporet, selvom vi stadig følger Christians små erkendelser undervejs. Men sigtet er ikke krimiens klare struktur. I stedet vil romanen fortælle om politiske beslutningers konsekvenser gennem systemet. En observation, der måske ikke står Christian nær. Intet andet navn under himlen læner sig snarere opad det, der er blevet kaldt den metafysiske krimi: en krimi, der tager fat, hvor krimien ofte gør, men efterlader sig flere løse ender undervejs. Metafysikken handler her om at stille spørgsmål til det indlysende. Ikke at finde svar.

Romanens titel tager udgangspunkt i et citat fra Apostlenes gerninger. Henvisningen handler om apostlen Peters udtalelse om, at der under himlen ikke findes frelse af andre end Jesus. Bevæggrunden for citatet er Christians tretten år gamle kalender fra året, hvor pigen blev myrdet. Hver dag er her forsynet med et bibelcitat, og dagen, hvor pigen blev myrdet – i en uge, som Christian faktisk ikke helt kan gøre redde for – er perspektiveret af: ”Ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”. Dette antyder selvfølgelig metaforisk, at det ser særdeles sort ud for Christian. Dna-beviset vejer tungt.

Men romanen får derved – sammen med dens metafysiske engagement – også en em af kristendom. Flere citater findes, men mest betydende er Christians troende kone Stella. Hun er datter af en prædikant, der tror på kristendommens healende kræfter. Og forsøger det da også på Christian, da han får konstateret fremskreden kræft. Christian er dog ikke troende selv. Imod krimiens ellers vante rammer bliver det derfor dog ikke til en religionskritisk tilgang. I stedet bliver det til et savn efter Stella. Igen er det de personlige kvaler, der vægter højere end de store spørgsmål.

Liselott Willén skriver godt og stilsikkert. Sproget er nøgternt og afvejet. Som et pudsigt element i forhold til de svarløse bud undervejs er romanen bristende af sætninger uden subjekt. Agensløse handlinger og udsagn. Det lægger sig selvfølgelig tæt op ad synsvinklen, men romanen spiller også på de uvisheder, der kan opstå, når sproget kommer til at virke utilstrækkeligt. For den, der normalt læser krimier i et hæsblæsende tempo, vil stilen nok fylde meget, men for den, der kan lide at se sproget udfolde sig, er romanen veletableret og velkomponeret. Forvent ikke klare og tydelige afrundinger. Forvent hellere en egen søgen efter svar.

Det er nemt at forestille sig, at denne roman – med sit politiske udgangspunkt i en diskussion af dna-registret – kunne blive til en standpunktsroman, der gerne vil hjælpe læseren til at få den rigtige mening. Det er dog ingenlunde tilfældet. Selve dna-diskussionen vejes også som tunger på vægtskåle. Og udfaldet er ikke indlysende, ikke klart, men netop: en meget svær disput. Lærer Christian af sin hårdhændede politik? Ja, det må læseren selv finde frem til. Mens det fine personportræt og eksistentielle nærvær nydes. Og lad endelig være med at kalde Willén en dårlig plotter, fordi det hele ikke går op. Der er meninger med galskaben, med ordene. Også dem, der ikke står skrevet.