Elsebeth Egholm forbindes ofte med den danske femikrimi. Lettere nedsættende. Og ganske uretfærdigt. Betegnelsen er slippery og ofte indholdsløs. I Tre hundes nat (2011) skrev hun sig et stort skridt ud af denne sammenhæng. Hun havde modet til at forlade sin vanlige hovedperson Dicte Svendsen til fordel for hendes bortadopterede søn Peter Boutrup. Alene skiftet fra en kvinde til en mand var modigt. Boutrup er i det hele taget en godt tænkt og ikke mindst nytænkende variant af en hovedperson i en krimi. Nu er han tilbage i anden bog i serien De døde sjæles nat, der netop er udkommet.

Peter arbejder som tømrer på et kloster på Djursland, hvor en ung praktikant forsvinder fra. Senere fisker politiet hende op fra klostrets voldgrav. Hendes død er speciel – hun er henrettet på en ældre måde, der ikke tidligere er set i Danmark. Samtidig finder minedykkeren Kir en kasse med knogler på et dybt sted i havet. Meget tyder på, at denne blev myrdet på samme måde som praktikanten. Meget peger dog på, at det skete mindst 60 år tidligere. Betjenten Mark, der er lidt til gene for den egentlige efterforskning, undersøger dette gamle spor. Langsomt tegner der sig et billede af gammelt nag, der er blusset op igen. Med vold.

Sporene er mange, trådene utallige. Der er referencer til Anden Verdenskrig, til dyrevelfærdsaktivisme, til den spanske borgerkrig, til klosterliv, til døde sjæle. Samtidig har Boutrup stadig et hyr med sine rockerfjender. Et mord, som han allerede har afsonet i fængsel, er ikke tilgivet af rockerne med deres egen lov. Plottet er særdeles kompliceret, og viser, at Egholm – siden de første, væsentligt mere simple opbygninger – hen ad vejen er blevet en mere skarpsindig plotter. Man skal holde tungen lige i munden for ikke at snuble over spor, der skulle have været bemærket. Det går hurtigt, det er spændingsmættet, tætpakket.

Boutrup er romanens omdrejningspunkt, og han stjæler da også undervejs politiets thunder. Det skal han jo. Det er interessant at placere en tømrer i en krimi som detektiv. At han tilmed er på kant med loven, er tidligere straffet, indsætter en karakter i en ramme, der i den skandinaviske version ofte er tilkendt relativt lovlydige betjente. Plottet er tømret tæt sammen, og der skal en dygtig tømrer til at læse sammenhængene. Boutrup er derfor også det stærkeste kort, som Egholm spiller ud, og han fungerer da også udmærket. Dicte hviler lidt i baggrunden, usagt, uvedkendt, som et traume, ligesom Dictes eget religiøse traume.

Egholms romaner har flere steder et religionskritisk spor, der er et meget typisk træk med krimien. Bundet til moderne værdier skal den sende nogle hårde bemærkninger af sted mod religion. Dictes traumer stammer fra en opvækst i Jehoves Vidner. Det usagte og problematiske er dermed leveret videre til Boutrup, der ikke helt kender (til) sin mor. I De døde sjæles nat er det katolocismens klosterliv, der på én gang er vigtig for romanens udvikling og som kritisk moment. En vigtig årsag til, at Boutrup må tage over, er, at det katolske klosterliv holdes hævet over juridiske love i samfundet. Dette er et indledende kritisk blik på tro. Derfor vil nonnerne ikke gå til politiet. Men gerne til privatpersonen Boutrup.

Samtidig trækker romanen også veksler på krimiens bagside: det gotiske. Gotiske spøgelsesfortællinger handler også om gammelt nag, hævn og opklaring af mord. Forsiden antyder det kraftigt: en nonne står på en kirkegård indhyllet i tåge. Det oser af gotik. Indledningsvist hævder Marks morfar desuden, at de døde går igen på Allehelgensaften. Romanen starter og slutter derfor d. 30/10 med et jordomløb indimellem. På den måde er plottet også indhyllet i denne tåge af det gotiske, der på en speciel måde kommer til at spille ind. Selvom Boutrup fra start til slut kun har foragt til overs for Gud, tro og overtro.

De, der normalt læser Egholms romaner med glæde, vil også nyde De døde sjæles nat. Det betyder dog ikke, at den er uden problemer. Med den ene hånd er Egholm pertentligt pædagogisk, nærmest så det bliver for meget, når hun skal forklare begreber og elementer, der ikke nødvendigvis vil være almindelig viden. Samtidig er plottet så kompliceret, at det undervejs i fortællingen kommer til at halte gevaldigt med den indre logik. Der er mange korte slutninger, der enten er så heldige eller er så skarpsindige, at læseren kan have svært ved at følge med. Nogle store spring og erkendelsesmæssige hop er svære at gennemskue. Det er et pudsigt og paradoksalt møde mellem overpædagogiske hjælpemidler og uklare koblinger i opklaringen.

Egholm har aldrig sigtet efter at skrive litterære krimier. Det er i sig selv fint nok. Målet er et andet. I stedet pejler hun et underholdningssøgende segment, der kan finde de rette meninger i romanen. Dem er der derfor nok af i romanen, der ulmer en anelse for korrekt i vise nuancer. Sproget er, for at slippe de journalistiske pointer ind, formidlende og simple betegnere, der ikke tilfører noget i sig selv. I stedet svælger vi i klichéer, der på enkelte sider er ved at falde over hinanden. Disse vil formentlig ramme plet som små lommefilosofiske indspark hos det ugebladslæsende publikum, men det hæver ikke romanens simple tilgangsvinkel til moral. Vold er åbenbart ok, når det handler om dyrevelfærd.

Tilmed er sammenhængene på den ene side en anelse fortænkte. Det kræver venlige og snakkesaglige mordere at formidle deres årsager, så vi læsere kan forstå. På den anden side er opbygningen – trods den komplicerede plotting – skematisk på en måde, så det gør opklaringen gennemskuelig. Forhåbentlig virker morderens identitet ikke så iøjnefaldende for alle. Det er i særdeleshed en skam, eftersom De døde sjæles nat viser, at Egholm godt kan tømre et godt og tæt plot sammen. Et af hendes bedste hidtil. Karakteren Boutrup har stadig også meget godt at byde på, mens den pudsige inddragelse af tro og overtro virker lokkende.

De færreste vil dog være i tvivl om, at romanen er endnu en bestseller fra Elsebeth Egholm. Trods alt.