Forfatteragenturet bag den finske Antti Tuomainen introducerer ham som en lovende skandinavisk spændingsforfatter. De to første bøger gjorde ikke rigtig væsen af sig uden for Finland, men den tredje roman Healeren blev kåret til Finlands bedste krimi sidste år og er i år nomineret til Glasnøglen, den prestigefyldte skandinaviske krimipris. Agenturet præsenterer også Tuomainens stil som en af de første udfordringer af den skandinaviske krimiformel. Healeren er nu udkommet i Danmark, og er den første af hans romaner oversat til dansk.

Fortællingen finder sted i et Helsinki, som ikke ser ud, som det plejer. Tiden er ikke angivet, men det minder om en nær fremtid, hvor miljøkatastroferne verden over endelig har fået fat. Lande og landsdele er forsvundet, mens klimaet er ændret så drastisk, at nord er varm og syd er kold. Krige om råstoffer, mad og rent drikkevand hærger verden, mens der hersker kaos og kriminalitet for egen vindings skyld. De rige holder sig indespærret bag dyre hegn, mens de fattige må kæmpe sig frem. De fleste må slås for at få det hele til at hænge sammen i en by, der mest af alt minder om et postapokalyptisk og forfaldet helvede.

Midt i dette søger digteren Tapani efter sin kone Johanna. Hun har ikke taget sin telefon i et par dage, men politiet har ikke mandskab til lede efter en enkelt forsvundet kvinde. Mange forsvinder hver eneste dag, og de fleste må klare sig selv. Således også Tapani, der må agere detektiv i en verden, som helst ikke vil opdages. Johanna er alt, der betyder noget for Tapani i en verden i opløsning og økonomisk dekadence. Imens hærger en idealistisk morder, der hævder at slå de ihjel, som er ansvarlige for klimaforandringerne og den økologiske katastrofe. En efter en udslettes de af fyren, der er døbt ’healeren’.

Healeren er en enspænder i den skandinaviske krimi. Der er få, der tør bryde med en eller anden form for realismekontrakt, endsige placere handlingen i et uigenkendelig og dystopisk landskab. Godt nok er kriminaliteten i de fleste skandinaviske krimier anlagt fra en pessimistisk vinkel, men optimismen gryr som regel altid i hænderne på den dygtige politimand, der retter op på tingene. Hos Tuomainen har vi en ordkunstner som detektiv og en verden, der virker til at være på en uoprettelig deroute. På den måde er det optimistiske bagtæppe trukket væk til fordel for økokatastrofe og økonomisk degeneration.

Fortællingen er i sig selv ret banal. En fyr presses til selv at gøre noget inden for et sammenbrudt system. Det er velkendt fra den amerikanske noir, at individet er ridderen af den sidste ære, og i en kaotisk verden er det kun hans egen moral, der gør sig gældende. For down these mean Helsinki streets a man must go. Healeren er tykt indsmurt i klassiske noir-greb såsom vittige vendinger, blodig hævntørst og skarpe skel mellem godt og ondt. Og dog. Godt og ondt er genfortalt på en måde, der henfalder kreativt på læseren, så denne selv må tage stilling. Der er sågu noget om de økologiske dystopier, men er det nok til at slå ihjel?

Forvent heller ikke nogen egentlig dekonstruktion af den skandinaviske krimi. Formlen er overholdt, cliffhangere er drysset teknisk velfunderet ud, og rytmen tvinger læseren videre. Siderne vender sig selv i en relativt kort og kompakt fortælling. Der er ikke levnet plads til detektivens omfattende hypotesedannelser undervejs. I stedet springer vi let og elegant ind i Tapanis konklusioner, hvilket gør handlingsgangen spændende og stedvist ret overraskende. Men når man tager formlen i betragtning, samt et kendskab til en række øvrige skandinaviske forfattere med hang til krimidekonstruktion, så bliver Tuomainen ikke en radikal udfordrer af krimigenren.

Udfordringen behøver heller ikke være stor for at fungere. Det lille dystopiske tvist i fornemmelsen af tid og rum er tilstrækkeligt til, at Healeren skiller sig ud fra mængden. Endog skriver Tuomianen sig ind en tiltagende interesse i klimaet i krimien, som også behandles af Johan Theorin, Ditte Birkemose, Arne Dahl, Axel Bolvig og mange flere. Tuomainen er dog – i ledtog med den hårdkogte noir – den stumpeste kritiker af tidens økologiske udvikling. Romanen er velopbygget og oversættelsen klinger fint, men med nogle sproglige svipsere hist og pist. Samlet set en ærværdig og idealistisk krimi med en grovpoetisk tone, vi sjældent ser i den såkaldte nordic noir.