Det er som om bøger, der handler om bøger, tit er mere fascinerende end dem der ikke gør. Tag nu for eksempel Aristoteles’ bog om komediekunsten fra Umberto Ecos klassiske middelalderpastiche Rosens Navn – hvem havde ikke lyst til at få fingrene i den, selv om siderne som bekendt er smurt ind i toxiner? Eller hvem havde ikke lyst til frygtløs at åbne den sagnomspundne, græske oversættelse af Al-Azif – bedre kendt som Necronomicon, der ikke kun optræder i flere af H.P. Lovecrafts værker men også i et utal andre romaner og film?

Nu er der dukket en ny legendarisk fiktiv bog op. Oriuagor – the One who Waits kan måske give den hemmelige bog, som L. Ron Hubbard ifølge overleveringen skulle have skrevet kort før sin død, kamp til stregen. Hubbards eneste manuskript til denne bog befinder sig i et pengeskab ombord på en lystyacht ejet af The Church of Scientology, og er under konstant bevogtning af bevæbnede vagter - for bogen er i stand til at gøre den uforberedte læser sindssyg. Oriuagor standser ikke ved sindssygen, den dræber ligefrem den tosse, der vover at læse i den.

Helt så galt er det heldigvis ikke gået under læsningen af Palle Vibes genudgivelse af Oriuagors profeti – bogen der dræber. Nærværende læser er stadig både nogenlunde åndsfrisk og har heldigvis sit gode helbred i behold. Bogen så første gang dagens lys i 1978 under titlen Oiufaels bog og blev dengang udgivet på Vintens forlag.

Oriuagors profeti er delt op i tre dele med hver deres fortællerstemme. Den første adskiller sig mest drastisk fra de øvrige to, idet handlingen er henlagt til en ødeliggende fransk gård, hvor fortælleren og sine to søstre er på ferie i begyndelse af sidste århundrede. Ikke alene er al teksten kursiveret, alle navneord er med stort, og dobbelt-a optræder i stedet for ”å”. Palle Vibe har forsøgt at gengive historiens vingesus gennem disse bevidste stilistiske valg, og det lykkes rent faktisk langt hen af vejen. Første del af bogen er klart den mest intense og stemningsmættede del af helheden.

Børnenes gamle, hyggelige onkel bliver pludselig stram i betrækket, da den ældste søster vil læse i en bestemt bog han har stående i sin reol. Onklen forbyder ungerne at læse i den blå djævlebog og låser den ned i sit skrivebord. Det er selvfølgeligt det værste man kan gøre, for er der noget, der kan virke dragende på unger, så er det hvis de får at vide, at noget er totalt forbudt. Naturligvis får de fremskaffet bogen og giver sig i smug til at læse i den. Langsomt men sikkert begynder der at ske mere og mere mærkværdige ting på gården, og uden at ty til klicheer lykkes det at få skabt en både intens og ret uhyggelig stemning, der ikke lige et til at ryste af sig.

Bogens anden del springer til nutidens England, hvor en parapsykolog får nys om Oriuagor – the One who Waits. Han arbejder på et stort sindssygehospital, hvor en håbløst vandvittig patient skriver sine barndomsminder ned, før han dejser om af udmattelse og dør på stedet. Sjovt nok er beretningen netop den, man har læst i bogens første del, og det er meget opfindsomt at lade bogens anden del starte med en klar paratekstuel reference til første del. Parapsykologen får ikke alene fat i et eksemplar af den dræbende bog, men han bliver også nødt til at alliere sig med en gammel ven og præst, idet han pludselig opdager, at der måske er noget om snakken.

I bogens tredje del følger vi sindssygehospitalets leder, der gennem kliniske tests og moderne videnskab forsøger at få has på bogens hemmeligheder. Desværre er dette også værkets svageste del, idet der - som hos en anden Anne Radcliffe - forsøges at give en rationel forklaring på uhyggen. Det er ikke så meget, fordi forklaringen hverken er uinteressant eller kedelig, det er bare lidt skuffende, at det slør af mystik og gru, som Hr. Vibe konstant har viklet sin fiktive foliant ind i, pludselig rives væk i forsøget på at rationalisere overfor læseren. Jeg havde i al fald foretrukket at lade de dræbende ord være dræbende ord med frygt for dertilhørende åben slutning.

Ærgerligt er det også, at det pentagramformede hospital, aldrig udnyttes til fulde. Bygningen, som med lethed kunne have blevet til en åben portal til helvede, forbliver kun bygning, og det er i sagens – og gruens – natur lidt synd. Det er også en skam, at der er en redaktionel brøler på side 210 & 211, hvor det samme afsnit optræder to gange næsten lige efter hinanden, og endeligt er det ærgerligt, at der har sneget sig nogle anglocismer ind i det danske, som eksempelvis doktoren, der vil ”kalde det en dag”.

Men disse par skønhedsfejl marer dog ikke Oriuagors profeti i sådan en grad, at man som genrefan mister lysten til at læse den. Det er en fin overnaturlig gyser, som rent faktisk er i stand til at pirre læseren, i modsætning til mange andre danske af slagsen. Bogen er proppet med referencer til såvel virkelige som fiktionelle okkulte figurer, værker og hændelser, men der er også en mængde populærkulturel intertekstualitet, der med garanti vil tiltale alle nørder med hang til okkultisme, satanisme, rollespil og H.P. Lovecraft.

Det er også værd at notere, at bogen ikke kun har en Blair Witch-agtig engelsksproget hjemmeside Evil Book, og en dansk variant, men Oriuagor – the One who Waits optræder endda på Wikipedia og i adskillige Youtube klip, fx her og her. Om ikke andet, så er der gjort en del for at holde net-parateksterne i live, og som det kan ses på Unexplained Mysteries, er der rent faktisk folk, der er kommet i tvivl.

Det er en dejlig underspillet bog med klare referencer til såvel vandrehistorier som den bølge af asiatiske gys, hvor dræbende videobånd eller andre slags forbandelser gør det svært for protagonisterne at holde sig i live. Det eneste store minus ved Oriuagors profeti er, at den desværre ikke er i stand til at gengive ret meget fra den blå bog, som er den egentlige hovedperson, for hold op hvor havde det været sejt, hvis Hr. Vibe i sandhed havde skrevet en bog, der kunne få alle sine læserne til at gå fuldstændigt gak.