Med romanen Flokdyr leverer Dorte Holm sin tredje historie om moderne storbymennesker og deres problemer med kærligheden og karrieren. Her følger vi fem personer i et kontorfællesskab i indre København. Genremæssigt må bogen siges at læne sig op ad chick-lit eller citygirl-genren, som den også kaldes på dansk, men et par elementer i den gør, at den på nogle punkter falder uden for denne genres konventioner. Eksempelvis har Flokdyr modsat traditionel chick-lit lige så stort fokus på mændene som på kvinderne, idet to af de personer, vi følger, er mænd. Derudover er tonen mere dyster end ventet.

For alle fem personer gælder det, at de fra bogens begyndelse starter lettere kaotisk ud, hvorefter alting går fra skidt til værre. Kort sagt alt ramler for dem, og vi er ikke i småtingsafdelingen: Den 32-årige jomfru og oversætter Ella mister sin mor og hidtil eneste livsledsager. Den kværulantiske grafiker Jonathan er tæt på at dø af en blodprop i hjertet (når han altså ikke lige har travlt med at skændes med sin furie af en eks). it-nørden Jens roder med narkotiske stoffer og sidder pludselig i saksen som bonusfar til tre. Den semi-franske femme fatale og journalist Victoria står med ét uden trofast mand og au pair-pige, da manden og børnene opdager, at hun længe har haft noget kørende ved siden af. Og prisen tages af den romantiske men evigt uheldige matchmaker Simone, som står over for at miste hele sin matchmaking-virksomhed grundet manglende it-backup og fyres fra sit natarbejde som rengøringsdame med trusler om fængselsstraf, fordi hun har rodet med papirer og netkabler, før hun omsider indlægges til observation for psykoser.

Der er således ikke nær så meget at grine af i Flokdyr, som man normalt kunne forvente af en chick-lit-roman. Karakterernes mange problemer ender med at virke lidt dræbende for læsningen, og der er en næsten total mangel på lune og lyspunkter. Til trods for, at romanen bærer undertitlen Et storbyeventyr, er der ikke megen ’og de levede lykkeligt til deres dages ende’ over den. Når vi forlader de fatale fem, er de ikke nået meget videre i at løse deres livskriser. Men lidt håb om forbedring er der da, og man kan bestemt også plukke både pointer og moraler ud af historien.

Mere end noget andet tager romanen temperaturen på det moderne storbymenneske og dets tendens til at arbejde for meget og dermed prioritere forkert i livet. Faktisk får arbejdet skyld for meget i Flokdyr. Jonathan spiser sin to-årige af med junkfood for at nå sine deadlines, Victoria forsømmer bevidst både mand og børn, og Simone har så travlt med arbejdet som matchmaker, at hun aldrig selv finder kærligheden. Som Simone selv udtrykker det, da hun filosoferer over at være 34 og uden mand eller barn: ”[Hun] havde brug for at få et eller andet i sit liv til at fungere. Og hun havde valgt sit firma.” Fælles for personerne i bogen er, at de tror, de arbejder for at udleve en drøm, men hen ad vejen opdager, at det, der virkelig betyder noget her i livet, er de nære relationer og kærlighed. En god, gammel morale, der aldrig går af mode, fristes man til at sige. Og hjælpen kommer i kraft af kollegerne i kontorfællesskabet - i sidste ende finder de fem individualister hinanden i forsøget på at komme videre. Mennesket er og bliver et flokdyr og kan ikke løse alle sine kriser selv.

Udover ovennævnte tematikker behandles også en anden chick-lit-klassiker: Forholdet mellem den unge kvinde og hendes mor. Som den eneste har Ella et varmt og tæt forhold til sin mor, men da denne uventet dør, indser Ella, at hun har ladet sig beskytte for meget og ikke har opbygget noget selvstændigt liv. Det, der syntes godt, er således ikke nær så godt alligevel. Og hvad gør man så, når både ens fortid, nutid og fremtid virker uoverskuelig?

Afslutningsvis skal det nævnes, at visse af karaktererne bringer mindelser om Marian Keyes’ Sushi for begyndere. Men de faste genretræk i chick-lit taget i betragtning er det måske ikke så mærkeligt, og der er som nævnt også elementer i Flokdyr, der afviger fra den gængse chick-lit-roman. Så har man lyst til en mere dyster udgave af genren, som er knap så letbenet som vanlig, er denne roman et fint bud.