Det er langt hen ad vejen en væmmelig historie. Khaled Hosseinis roman er fyldt af ulmende skam, fornedrelse og sviende smerte. I flere dele af historien kæmper man enten med kvalmen, den knugende mavefornemmelse, eller ønsket om noget mere behageligt på næste side. Men på trods af det ubehagelige, så er det en historie, som fortjener at blive fortalt. Handlingen kan opdeles i tre – livet i det rolige Afghanistan, flugten til USA, besøget i det udbrændte Afghanistan – og de tre dele har forskellige styrker. Romanen viser et billede af Afghanistan som et roligt, fredfyldt land – et billede, som i dag er forsvundet efter krig, terrorister, sult og elendighed.

Vi følger drengen Amir og hans tjener Hassan i deres rolige barndom i Kabul. På trods af klasseforskellen har de to drenge et ubrydeligt venskab, indtil den dag, hvor Amir svigter Hassan. Det bliver Amirs skyldfølelse, som får de to venner til at glide fra hinanden for til sidst helt at skilles. Da krigen bryder ud i Afghanistan flygter Amir med sin far til USA, hvor de etablerer et nyt liv. Men som voksen må Amir tilbage til sit krigshærgede hjemland for at gøre op med sine handlinger i fortiden og få fred i sit indre.

Hvis man nu skulle få den tanke, at emnet er fortærsket, og at vi ikke kan holde til mere indførelse i muslimsk sind efter alle de andre bøger som eksempelvis Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul, så gør man Drageløberen uret. Den handler ikke om religion eller krig, men om en almindelig drengs længsel efter sin fars opmærksom. Han kæmper for at leve op til de hårde krav og for at blive til den person, som faderen brændende ønsker. Drengens frygt for fiasko, nederlag, livets kendsgerninger og hårdhed bliver skyld i, at han ikke skrider til handling, og efterfølgende lever han med evig brændende skyld og skam. Hosseini formår at skabe en personlig fortælling med mange voldsomheder og meget nærvær. Amirs personlige kamp er utrolig intenst fremstillet, og drengens svagheder og indre mørke er let at relatere til. Enhver læser må føle en snert af genkendelse, og især det faktum, at første del af historien kunne foregå i hvilket som helst land, bærer historien.

Romanens dynamik og kræfter ligger klart i de dele, som foregår i Afghanistan. Midterdelen er uden de store udsving og drejer sig i store træk om kærlighed og død på en temmelig ordinær måde. Styrken ligger i, at man får indsigt i en anden kulturs ritualer og problemer ved at være i nye omgivelser. Det kan vi jo alle have brug for at blive mindet om nu og da!

Hosseini skriver i et dejligt flydende sprog, som automatisk leder frem til det næste afsnit. Desværre virker han selv til at tvivle lidt på romanens evne til at drive læseren frem, hvilket er helt uberettiget. Han bruger for ofte nogle lidt kedelige klichéer i slutningen af afsnit, som skal vise, at noget spændende venter. Man bliver lidt irriteret over denne afbrydelse, for det er ganske unødvendigt og virker til tider overdramatiserende i den ro, som ellers hersker i romanen.

Man kan ikke komme uden om, at Hosseinis hovedformål med at fortælle historien sandsynligvis er at få fokus på Afghanistan. Men han lægger en vinkel, som ikke er så krigstraumatisk og belærende, som andre har haft tendens til. Tilgangen er ikke krig og elendighed, men det er stadigvæk en stor del af historien, selvom man som læser glemmer det af og til. På den måde snyder han læseren til følelsen af sympati og vækker interessen for Afghanistan.

Drageløberen er en roman om moral, venskab og svigt. Den fremstiller et moralsk dilemma, om hvad der er vigtigst i livet, og hvordan man handler, så man stadig kan se sig selv i øjnene. Historien bør fortælles og læses, for den har potentiale til at rive folk ud af en ensporet tankegang om muslimer og mellemøstlige lande. Det kan lyde som en kliché, men måske er det netop, hvad manges forhold til muslimer er blevet – en kliché. Romanen er let læst og en fin mulighed for på en spændende måde at få indsigt i en anden slags liv.

Læs også Steen Christiansens anmeldelse af filmatiseringen af Drageløberen.