Mørke (Strain-trilogien, bind 2) / Guillermo Del Toro og Chuck Hogan / 361 sider
Hr. Ferdinand. ISBN 9788792639165
Anmeldt 23/3 2011, 17:08 af Mie Poulsgaard Jørgensen
Anden del af Del Toros bloddryppende vampyrtrilogi
Anden del af Del Toros bloddryppende vampyrtrilogi
« TilbageMørke er andet bind af Guillermo Del Toro og Chuck Hogans vampyr-trilogi, der derudover består af Blod og Den Evige Nat, hvoraf sidstnævnte endnu ikke er udkommet pt. Del Toro er manden bag storfilmen Pans Labyrint, der har høstet anerkendelse verden over. Hogan er en anerkendt thrillerforfatter, som blandt andet har vundet en Hammett-award for bogen Prince of Thieves. Sig farvel til den romantiske vampyr, som er blevet populær inden for de sidste år, især som følge af Twilight-bøgerne samt The Vampire Diaries, for i Del Toro og Hogans bøger er vampyrerne ikke andet end blodtørstige dæmoner.
I bogen Blod var vampyrepidemien endnu blot et New York fænomen, men i Mørke spreder vampyrerne sig til hele verden. Alt synes et uoverskueligt kaos, men offentligheden tror endnu blot, at det er et smitsom virus, der er på spil.
Ephraim Goodweather, den dygtige videnskabsmand og Nora, hans kollega har dog sammen med Abraham Setrakian, der har førstehåndserfaring med vampyrer, gennemskuet krisen og prøver ihærdigt at nedkæmpe vampyrerne og finde frem til, hvem der står bag udbredelsen af vampyrerne og hvordan, det kan stoppes. Derudover stifter vi bekendskab med den unge gangster, Gus og skadedyrsbekæmperen Fet, der tillige indser, hvordan virkeligheden ser ud og hver især bidrager på deres måde til nedkæmpelsen af vampyrerne.
Ephs ekskone Kelly er blevet vampyr og prøver ihærdigt at forenes med sønnen Zack, hvilket efterlader Eph i et dilemma, der gør at han konstant må passe på sin søn, således at han ikke falder i kløerne på moderen, hvilket er nemmere sagt end gjort.
Abraham Setrakian har hørt om en bog, der skulle afsløre identiteten på de oprindelige vampyrer, og hvem af de oprindelige, der kunne tænkes at stå bag udbruddet samt hvordan problemet kan stoppes. Problemet er just, at bogen er utrolig dyr og andre, der støtter den oprindelige vampyr, Herren, der står bag udbruddet, vil tillige have fingre i bogen. De tre andre oprindelige vampyrer dukker dog op, da de ikke ønsker, at verden skal vide, at de eksisterer og stiller deres økonomiske formue til rådighed samt udstiller gangsteren Gus med våben, således at han kan dræbe vampyrer.
I denne bog får man derved et større kendskab til de oprindelige, Herren og hvad der karakteriserer vampyrerne generelt, men bogen ender dog i et endnu større kaos; de andre oprindelige udslettes, Setrakian er døden nær, Zack tilfangetages af moderen og menneskeligheden synes at være udslettelsen nær, og dermed ender bogen brat midt i en håbløs situation. Dette lægger selvfølgelig op til sidste del af trilogien og er en fornuftig cliffhanger til sidste del.
Bogen kan dog kritiseres for en del af de samme ting som første del af trilogien; vampyrerne er simpelthen for voldsomme og zombie-agtige, handlingen er uigennemskuelig på en kaotisk måde og personerne er bygget op på klichéeagtige karakteristikker. Konfrontationerne med vampyrerne beskrives så voldsomt og i så mange detaljer, at man i mange tilfælde mister koncentrationen og mister den røde tråd. Er man til ren splat, vil bogen dog appellere til dig, men er man derimod til mere relaterbare og forståelige personkarakteristikker, skuffes man.