Pseudonymerne er over os. Specielt når det gælder krimierne. Flere forfatterskaber drejer ind på krimiens tankegods under dække af et pseudonym, men sjældent med lige stor flair for at udnytte det potentiale, der er i et dæknavn. Selvom det faktisk skulle være det modsatte, er det på sin vis derfor ofte en relancering af den lavstatus, som krimien har (haft). Ved at et forfatterskab, der normalt er garant for ’lødig’ litteratur, udgiver krimier ved siden af dette under et andet navn, fastholder et skel mellem krimierne og den ’bedre’ litteratur. Det seneste fænomen på pseudonymernes himmelstrøg er svenske Lars Kepler og romanen Hypnotisøren.

Krimiens historie har budt på et utal af pseudonymer, hvoraf nogle er mere prægnante end andre. Ed McBains lange krimiserie er skrevet af Evan Hunter, der interessant nok også reelt tidligere tog navneforandring fra Salvatore A. Lombino. Han er i sandhed en Anden, for at spille lidt på Rimbauds klassiske citat. Ruth Rendell, der også almindeligvis skrev krimier, lancerede også et pseudonym, Barbara Vine, hvor hun drejede sin stil og genre lidt i en anden retning end normalt. Et andet internationalt forfatternavn som Stephen King derimod gjorde lidt modsat mange andre ved netop at udgive den ’gode’ litteratur under pseudonymet Richard Bachman og holde den mere genrefaste gyserlitteratur under sit rigtige navn.

Skandinavisk krimi har derfor selvfølgelig også budt på sine pseudonymer. I den interessante ende finder vi Svend Åge Madsens pseudonym Marianne Kainsdatter, som han bedrev samme med sin kone Lise Madsen. Madsen har heller ikke holdt sig helt fra krimien undervejs i sit normale forfatterskab. Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard forsøgte sig også med pseudonymet Liv Mørk, men idéen med dette sideløbende projekt gik hurtigt fløjten, da det hurtigt kom frem, hvem der egentlig stod bag – Pryds Helle jonglerede i øvrigt også med den uinteressante sms-krimi op til jul under samme pseudonym. Ét forfatterskab, hvor det dog – lidt som det også lykkedes nogenlunde for Svend Åge Madsen – for alvor satte krimiscenen stævne ved brug af et pseudonym, er svenske Jan Arnald, der har skrevet under det trekvarte anagram Arne Dahl. Vi skulle her helt frem til femte roman, inden han afslørede sig selv – og på det tidspunkt havde Jan Arnald bevist, at krimien kan holde til finlitterære træk.

Men pseudonymer skal vi have – og derfor har vi fået endnu et, nemlig Lars Kepler. Desværre for dette navn, så er det svenske pseudonympoliti – in casu journalisterne – efterhånden ved at være veltrænede udi søgen efter de virkelige identiteter bag ved dæknavnene. Det viste sig allerede kort efter udgivelsen af den nye svenske sensationsroman Hypnotisøren, at det var forfatterparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, der står bag. Det er et veleksponeret par, der hver for sig har skrevet anerkendte værker, som også er bredt oversat, mens Alexander Ahndoril også selv har skrevet litteraturkritik. Alexandra Coelho Ahndoril er tilmed politiker. Altså kunne det se ud som om, at forfatterskabet Lars Kepler kunne have mulighed for at nå refleksive højder som Arne Dahls. Romanen er nu oversat til dansk, men… den når på ingen måde op i nærheden af forventningerne til det, der er blevet udråbt til at være den nye Stieg Larsson.

Hypnotisøren handler om den svenske hypnoselæge Erik, der – som det fremgår af bogens bagcover – ”har lovet aldrig nogensinde at hypnotisere igen”. Han kommer dog på andre tanker, da politibetjenten Joona kontakter ham og beder ham hypnotisere en overlevende dreng fra nogle særdeles blodige mord på hans resterende familie. Da drengens søster stadig er i live, og derfor kan være i livsfare, er det faretruende vigtigt, at politiet finder frem til hende, før morderen gør det. Derfor indvilger Erik i at hypnotisere bare denne ene gang, idet hypnose kan lindre smerterne hos den forkomne dreng i en tilpas grad til, at de kan få ham til at fortælle om oplevelsen og mordforsøget på ham – måske kan det pejle politiet i den rigtige retning. Det, som Erik dog finder ud af, er dog noget mere overraskende, end hverken han eller politiet havde ventet – drengen ser nemlig ud til at være gerningsmanden selv.

Så er vi godt i gang, anslaget af kørt i stilling, og sagen er tilsyneladende opklaret. Men mysteriet breder sig, da drengen for det første stikker af fra hospitalet for at finde frem til Erik, der har rodet for meget i hans hoved, som drengen siger, mens andre mystiske hændelser for det andet begynder at ske. Det er selvfølgelig klart, at vi allerede på dette tidspunkt langt fra ved alt, som vi skal komme til at vide, men vi ved tilpas meget til at skulle læse videre – mest for også at finde ud af, hvorfor denne læge så længe har afvist at hypnotisere. Flere spor, flere forbrydelser, flere blodige mord og flere emotionelle kriser venter forude, mens den nyere krimihistories mest fejlfrie efterforsker – Joona – køres i stilling.

Hypnotisøren har i høj grad potentiale til noget virkeligt godt. Den helt grundlæggende idé om at bruge hypnose som erkendelsesform inden for et krimiunivers, hvor det jo handler om at erkende en forbrydelses sammenhænge, er interessant og til en vis grad original. Hypnose er dog ikke nogen nyhed inden for krimiens og spændingslitteraturens brede vingefang: Vi finder den allerede hos Edgar Allan Poe i ”The Fact in the Case of M. Valdemar” fra 1845, altså allerede før hypnose blev udbredt. Men der er et interessant fællestræk ved detektivens rolle og hypnosens mulighed, idet begge dele handler om at komme frem til noget, der ligger hengemt i det skjulte. Derfor er hypnose en helt oplagt fortællestrategi i forbindelse med et krimiplot. Opklareren i en krimi er den moralske helbreder, mens hypnotisøren er den psykologiske hjælp. Det er i øvrigt et velkendt greb, som Lars von Trier bruger i sin krimi The Element of Crime (1984), der netop fortælles gennem selve hypnosen.

Problemet med romanen er dog, at dens karakterer næsten alle er komplet tomme hylstre, der kun opfylder en plotfunktion. Den eneste karakter, der har lidt tyngde, er hypnotisørens svigerfar, som er en pensioneret politibetjent, der ikke kan lade sit gamle arbejde ligge. Erik selv som hovedperson har godt nok en hemmelig, som vi langsomt skal finde frem til undervejs, en hemmelighed der udspringer af hans forhold til hypnose som helbredelsesform. Men det bliver alt for hurtigt alt for gennemskueligt, at vi skal finde løsningen af mysteriet i denne gedulgte fortid, hvilket udspringer af en fuldstændig mangel på sans for disponeret fortælleteknik. Halvvejs i romanen siger betjenten Joona til Erik, at han skal søge tilbage i sin fortid for at finde svaret, og derefter får vi et (alt for langt! og) over 100 sider langt flashback til Eriks tid som hypnoselæge. Og enhver læser med en lille smule forstand kan nu godt regne ud, at svaret skal findes i denne behandlingsgruppe, for hvorfor skulle vi eller bruge så lang tid sammen med den? Altså er denne mangel på fortælleteknik en væsentlig årsag til, at romanen aldrig rigtig bliver spændende – svaret virker for snævert og åbenlyst.

Tilmed er det en enormt skrevet krimi. Den godt skrevne roman – og derfor også krimi – formår at knytte et særegent sprog til hver person, eventuelt også en særlig fortællestil omkring disse synsvinkler. Det kan Arne Dahl, det kan Henning Mankell, det kan Gunnar Staalesen, det kan Jo Nesbø og en hel del flere. Det kan Lars Kepler ikke. Sproget er her en mekanisk bærer af betydning, hvor alle taler fuldstændig ens, lige bortset fra en evnesvage Nicke, der taler babysprog. Havde dette sprog, der kendetegner alle passager, i stedet været en tilstedeværende forfatterstemme, der lifligt eksproprierer fortælling, som vi kender det fra Henning Mortensen, havde det været interessant – det bliver blot heller aldrig. Sproget er derfor den mest nærliggende årsag til, at karaktererne (for)bliver tomme, og spændingen udebliver, fordi det er svært at komme til at identificere sig med – og derfor også holde med – personer, som blot er tomme skaller. Da Eriks kone Simone fx er kommet på sygehuset for anden gang i romanen, besøger han hende på hendes stue, og det første, han siger, er: ”Gudskelov at du slap levende fra det”. Hvem pokker taler sådan?

Undervejs forsøger romanen også dosere med den socialkritik, som enhver svensk krimi, der bare vil tages lidt seriøst, selvfølgelig skal indeholde. Det er desværre bare kendetegnende, at denne kritik heller ikke er svøbt ind i fortællingen, men dukker op som små elementære kronikker undervejs. Fx skal vores betjent Joona undersøge nogle ting på Ulleåkers psykiatriske klinik i Uppsala, og mens han kører dertil, får vi leveret en lille kronik om, hvor ringe den psykiatriske behandling i Sverige er – helt uden at antyde, at det i det mindste er Joona, der selv tænker det. Det er for tydeligt, at det her netop er forfatteren, der anser krimien som vehikel til at levere en halv side om psykiatriens tilstand i Sverige efter for mange besparelser. Det er forceret og inden for romanens eget univers komplet uvedkommende og utroværdigt.

Hypnotisøren har solgt temmelig godt i Sverige, og den kryber da også op ad de danske bestsellerlister for tiden. Umiddelbart bør der dog ikke herske tvivl om, at det her er pseudonymet og den fine fortælling om afsløringen, der her anspore til en succesroman. Det kunne tyde på, at en succesroman derfor kan skabes gennem en pseudonymisering. Romanen sammenlignes desuden selvfølgelig med Sveriges seneste guldkalv Stieg Larsson, der som biografisk person – uden pseudonym dog – også blev bredt omtalt pga. arvesagen efter hans død. Denne type ’gratis’ reklame betyder tilsyneladende noget for en romans succes. Der er dog en væsentlig forskel på Larsson og Kepler. Larsson er godt nok også præget af samme mekaniske sprog, der ikke på nogen måde formår at knytte noget sproglig eller stilistisk til genren, men Larsson formåede primært to ting: Han kunne dreje et plot, som primært Mænd der hader kvinder viser, og han kunne skabe vedkommende og gribende karakterer med en vis litterær dybde, som netop Blomkvist og Salander viser. Dybden i karaktererne udspringer her af såvel deres egennatur som af deres præcise forankring i en Astrid Lindgren-tradition i svensk litterær kulturliv.

Denne krydrende dybde, som vi trods alt finder hos Larsson (godt svøbt ind i appellerende konspirationsteorier), finder vi absolut intet af hos Lars Kepler. Her er fortællingen, stilen, karaktererne og sproget intetsigende. Joona, som skulle være den bærende betjent, formentlig også i kommende Kepler-romaner, er et godt udtryk for dette. Han har ét centralt kendetegn, og det er, at han altid har ret – og det svælger han i gang på gang ved at spørge andre personer efter, om han havde ret. Og selvfølgelig har han det! Men hvem gider være i selskab med en sådan perfekt efterforsker, hvor der ingen tvivl er, om han opklarer sagerne. Spændingen i en krimi kommer af en tvivl om sagens samlede sammenhæng, men i Hypnotisøren er der ingen tvivl – og derfor ingen spænding, kun blodige sprøjt og afhuggede lemmer.

Med fare for at begå kritikerens selvmord – eller bare score fatalt selvmål – tør jeg påstå, at Hypnotisøren ikke bliver det samme fænomen, som det er ventet af romanen. Den er fanget i mediernes spin, og sælger derved bøger, så længe den er omtalt, men den vil formentlig langsomt dø, fordi mediernes interesse sagte forsvinder – nu ved vi jo godt, hvem der står bag pseudonymet. Og hvem gider læse en krimi, hvor vi kender gerningsmanden. En krimi uden spænding.