I mange henseender er den japanske krimi Skyggefamilie både gammeldags og helt moderne. Den er gammeldags, fordi den primært fungerer som et kammerspil, hvor en morder skal findes ved at en række mistænkte afhøres en efter en (og i visse situationer flere af dem samtidigt), mens det eneste vidne til drabet sidder i sikkerhed bag envejsglas og betragter rækken af mistænkte i deres samtale med en betjent. Den er samtidig meget moderne, idet mordet udspringer af teknologiens tilsyneladende altødelæggende effekt på den traditionelle familiestruktur – det skal nemlig vise sig, at den myrdede ud over sin egen kødelige familie havde et dobbeltliv som far for en imaginær familie af mennesker, som han havde mødt online.

Derfor er Skyggefamilie meget typisk japansk – dels i dens dyrkelse af det helt simple setup – i dette tilfælde den teaterlignende kukkasse, som afhøringslokalet begrænsede rammer danner – dels i dens evne til at behandle temaer som; familie, tradition, undertrykkelse og orden, alt sammen med et tilpas underspillet følelsesregister, der naturligvis stødvis og eksplosivt kommer til udtryk nær bogens afslutning.

Som i alle gode krimier, finder man i Skygefamilie et glimrende twist, som nok skal tage selv de mest rutinerede krimilæsere på sengen. Her er plottets overraskende krumspring for en gang skyld hverken særligt søgt eller upassende i forhold til resten af bogen. Finalen er enormt forfriskende – især set i lyset af bogens elles så klaustrofobiske forhørsstemning, for den spidsfindige afrunding synes nemlig samtidig (med frygt for at røbe alt for meget) at spejle det fiktive mummespil, som bogens mordoffer dyrkede lidenskabeligt igennem sine virtuelle relationer.

Der er sikkert de, der vil finde bogens stil alt for stram og trist, idet handlingen næsten udelukkende udspiller sig i et enkelt rum. De læsere, der holder af kriminalgåder, hvor det er tekniske beviser eller spektakulært udtænkte og udpenslede mord, som holder dampen oppe, må hellere se sig om efter alternativer. De læsere, der derimod har mod og lyst til at kaste sig over godt, gammeldags gættearbejde, i jagten på morderen vil uden tvivl være glimrende underholdt af Skyggefamilie.

De fleste af de afhørte er selvfølgelig alle medlemmer af skyggefamilien, for politiets teori er som udgangspunkt, at det er i den nære kreds, at morderen skal findes. Betragteren bag ruden er den myrdedes datter, som skal forsøge at acceptere, at hendes afdøde far ikke havde nok i hende og moderen, men tilsyneladende havde brug for at etablere en anden familie i et andet forum. Dette tema om bekræftelse synes at være helt centralt for bogen, for selv om den ”blot” er en krimi. Den synes nemlig samtidig at rette et stærkt kritisk blik på det opbrud, der i øjeblikket er i japanske folkementalitet, især i forhold til familiestrukturerne. Ser man på både nyere japanske film, manga tegneserier (eks. Min fjerne barndomsby) og andre dele af den japanske populærkultur, så synes de fraværende eller forvirrede fædre at spille en større og større rolle. Det er næsten altid faderen, der uden forvarsel vælger at bryde op fra sine kære. Han bukker som oftest under for det pres, som omgivelser, kollegaer og familien har til ham. I Skygefamilie tages dette til ekstremen, idet faderen ligefrem myrdes, måske netop fordi han har forbrudt sig mod det, der normalt forventes af patriarken.

Bogen er også usædvanlig, fordi det dels er en kvinde, der har forfattet den, dels fordi betjenten, som vi følger, er kvinde. Det gør dog ikke Skyggefamilie til decideret femi-krimi, idet der ikke synes at være meget rødblodet lidenskab i vores betjent, og endvidere mangler bogen fokus på det feminine og kønspolitik mere overordnet. Dertil kommer, at hun som oftest følger reglerne til punkt og prikke, og at hun i opklaringen er lige så metodisk som en hel række af sine opdigtede, mandlige kollegaer.

Skyggefamilie er hverken en genrebrydende eller overrumplende roman, men den er et frisk, eksotisk pust i et litterært landskab, hvor svenske og amerikanske flag synes at være dominerende fiktionelle flagstænger. Romanen er hurtigt læst, og selv om enkelte læsere måske i starten kan forvirres en anelse over de mange fremmedklingende navne, vender man sig hurtigt væk fra dette element og fordyber sig i stedet i selve opklaringen af sagen. Forfatteren har, ifølge bogens forord, skrevet over 40 krimier, men dette er den første som oversættes til dansk. Hvis de øvrige værker er lige så interessante som denne, så får vi forhåbentligt snart flere af Miyabes bøger at se på vore boghandleres hylder.