Danskernes billeder af Færøerne er stærkt farvet af Søren Ryge Petersens tv-programmer fra Nordatlanten. I DR-Derude har Ryge Petersen tegnet et ensidigt billede af øsamfundet - som regel ved at tage helt ud på den yderste ø og fokusere på for eksempel hjemmeproduktion af hampereb.

Det mener forfatteren og journalisten Lisbeth Nebelong, der sidste år udsendte sin romantrilogi fra Færøerne i et samlet bind, Færø Blues. Og skynder sig at tilføje, at hun intet har imod Søren Ryge Petersen og også gerne selv ser hans programmer.

- Det er bare ikke et retvisende billede af Færøerne, som DR-Derude viser seerne, og jeg har konstateret, at det er disse programmer, en stor del af danskerne har deres billede af Færøerne fra. På Færøerne er der en stor viden om Danmark. I Danmark kan man ikke sige, at der omvendt er den samme store viden om Færøerne. Jeg har mødt unge mennesker, der efter et besøg på Færøerne har været forbavset over at komme til en moderne by i Tórshavn, siger Lisbeth Nebelong.

Færøerne er en sjælden gæst i dansk litteratur, men ikke hos Lisbeth Nebelong, som i sin trilogi får sat området på plads. Romanerne handler om et kærlighedsforhold, som aldrig blev helt forløst, men i et spænd over 1960erne til nullerne får læserne også et blik på Danmark og de nordiske øer, forholdet til den gamle kolonimagt Danmark og selvstændighedstrangen i det færøske folk. Lisbeth Nebelong kom første gang til Færøerne i 1966, da hendes far blev ansat som embedsmand på øerne. Her boede familien indtil 1967, og i 1973-1974 vendte Lisbeth Nebelong tilbage, da hun arbejdede som årsvikar på den katolske Sankta Frans-skole i Tórshavn. Siden har hun besøgt landet cirka 40 gange som kursusleder eller foredragsholder, og hun har været på research- og skriveophold som rejsebogs- og formanforfatter.

Storsælger til Rusland
Vil man have nuanceret sit billeder af Færøerne, anbefaler Lisbeth Nebelong Jan Cortzens samfundsfortælling »Vi, der er færinger«, der netop er udkommet. Den tidligere chefredaktør for Børsen, der tegner et både kærligt og kritisk journalistisk portræt, blandt andet baseret på interviews.

I bogen beskrives eksempelvis, hvordan seks-syv familiefirmaer skovler penge ind fra det havgående fiskeri, mens det kystnære småfiskeri kører med underskud. Lakseopdræt er blevet en industri på størrelse med fiskeriet. Færøerne storsælger fisk til Rusland uden om handelssanktionerne, fordi øerne ikke er med i EU.

Og mange vil sikkert få deres billede af Færøerne nuanceret, når de hører, at det i dag er et super-velstående samfund på niveau med Danmark. Væk er 1990ernes krise. Til gengæld har få rigtig meget og flere vældig lidt. Velstanden er ulige fordelt.

Det uberørte truet
Lisbeth Nebelong er ligesom mange andre af Færøernes gæster fascineret af den uberørthed, som øerne endnu repræsenterer. Og hun viser gerne billeder fra andre og mere ukendte steder end de sædvanlige spots som Saksun og Gjógv, som man i dag kan finde tusindvis af fotos fra på nettet - ofte fotos, der har været gennem farveforvrængende filtre.

- Færøerne har de senere år brandet sig på at være »unspoilt« og »untold«, og turisterne rejser til øerne i en grad, som de ikke gjorde tidligere. I Island findes dog et sted, som nok kan give stof til eftertanke. Tager man fra Reykjavík gennem det øde vulkanske landskab, kommer man til det sted, der populært kendes som »Den blå Lagune«, og det er jo i dag et Lalandia midt i ødemarken. Island er stort og kan klare et sådant fænomen. Men Færøerne er så lille, lyder en forsigtig advarsel fra forfatteren.

I Lisbeth Nebelongs romantriologi kommer en dansk kvinde til øerne. Men lige nu er billedet det omvendte. Når færøske unge er 24 år gamle, er kun omkring 45 pct. af kvinderne tilbage, men over 60 procent af mændene. 

Mandesamfund
- Færøerne er et mandesamfund. Der mangler 2000 kvinder i forhold til mænd - og det er primært kvinder i den fødedygtige alder. Øerne domineres af typiske mandeerhverv inden for primært fiskeri. De unge kvinder rejser væk fra øerne, til Danmark eller Norge, for at uddanne sig, bliver ofte gift uden for øerne og vender ikke tilbage, siger Lisbeth Nebelong. Færøernes demografiske problemer er en af de største udfordringer for øsamfundet - hvis ikke den største.

Boliger til unge og flere fuldtidsjobs til kvinder er ifølge Nebelong noget af det, der skal til. Kritikere fremhæver det konservative kristne samfundssyn på øerne. De færøske kvinder er fortsat underlagt en abortlovgivning, der er identisk med den danske abortlovgivning fra 1956, og har dermed ikke fri abort på øerne.

Med et underskud på 2000 kvinder er det måske heller ikke altid så sjovt at være en ung mand på Færøerne. Men historisk har de færøske mænd været vant til at være ude i hård konkurrence om kvindernes kunst. Ligesom under Anden Verdenskrig, da briterne landede 6000 soldater i et lille øsamfund med 3000 indbyggere.

- De lokale færøske mænd lavede hærværk mod de britiske installationer fordi de var sure over, at de britiske soldater løb med deres kvinder, siger Lisbeth Nebelong.

Lidenskab
Lisbeth Nebelongs tre romaner er også mættet med lidenskab fra øerne. Den danske kvinde Lisa og færingen Kári, der for længst er etablerede som henholdsvis tjekket advokat i København og en lidt distræt familiefar i Stavanger, drages  mod Færøerne og den klassiske musik. Musikken ligger som underlægning gennem hele Nebelongs trilogi om at elske på afstand og savne i smug.

- Da jeg som ung kvinde kom tilbage til Færøerne i 1973, fik jeg en bog med af min mor. Den var skrevet af schweizeren Karl Barth og handlede om Mozart. Et sted i bogen hedder det, at »englene måske spiller Bach, når de vil prise Gud, men helt sikkert spiller Mozart, når de holder fri«. Så er de jo så opslugte af musikken, at de glemmer at holde øje med, hvad mennesker foretager sig af underlige ting. Forkerte valg og fravalg som hovedpersonen i min roman, Lisa. Samtidig har nogle mennesker øre for de himmelske toner som Lisas ungdomskærlighed Kári, siger Lisbeth Nebelong.

Møde med veninde
Da Lisbeth Nebelong i 2000 satte sin fod på Færøerne efter ikke at have været der i 11 år, var det i forbindelse med en masteropgave. Hun havde undgået den betændte tid i 1990erne, hvor Færøerne var i dyb økonomisk krise, og et slogan i Danmark hed »spar i skat, skyd en færing«.

- På Færøerne mødte jeg en gammel veninde, som i mellemtiden var blevet minister. Hun spurgte, hvordan det gik med den roman, som jeg i mine ungdomsår havde sagt, at jeg ville skrive. Hun sagde, at jeg kunne komme op i hendes sommerhus på Strømoy. Først var jeg lidt nervøs for det af angst for, at der ikke ville komme noget frem fra mine erindringer om Færøerne, men det væltede bare frem. Og jeg kom til at være min forlagsredaktør taknemmelig, da jeg fik rådet at skrive den danske kvinde Lisas historie først og først derefter flette fiskersønnen Káris historie på bagefter, for hvordan skulle jeg kunne skrive om en fiskersøn?