Først sprudler sækkepiben. Så hopper guitaren med på melodien. Og til sidst sættes der ind med forstærkede trommer og hele folkrocken.Kan man lide Runrig, kan man også lide skotske Skerryvore, der spiller folkrock fra Hebriderne. De vestskotske rødder er - ligesom hos de langt mere kendte Runrig - tydelige i Skerryvores musik. Og det fede ved dem er, at de giver lidt afveksling inden for en genre, som Runrig ellers har sat sig ret tungt på.

Skerryvore debuterede på Tønder Festival i 2011, og i 2014 var de her igen - både på Open Air-scenen og senere i Telt 1, hvor der for en stor dels vedkommende blev spillet numre fra bandets ny album, Chasing The Sun, der udkom i september 2014.

Der er fuld knald på trommer og sækkepibe, når Skerryvore spiller. Orkestret består af seks unge herrer med sanger Alec Dalglish i front, og det skorter ikke på den energi, som keltisk musik med rette er blevet berømmet for. I 2012 udsendte bandet albummet World of Changes, der havde en særlig amerikansk country-lyd blandet med folk-rock, jazz og elementer af verdensmusik. Det er mixet, der gør Skerryvore skøn at lytte til.

Nogle ville måske kalde deres stil for folk-pop, og det kan man kun opfatte som positivt. Numre som ”Here I Am” og ”We Can Run” strutter af ungdommelige rebelskhed. Bandets bagkatalog er melodisk og symfonisk, men det bliver aldrig på den samme måde pompøst ligesom Runrig. De musikalske omkvæd er enkle, men effektfulde, og ikke på noget tidspunkt under koncerten i Tønder gik der tomgang i den.

Hvis jeg må blive ved sammenligningerne, så løfter Skerryvore sig op over det sentimentale, som Runrig nogle gange har haft en tendens til at falde ned i. Numre som ”We’re The Lucky Ones” og ”By Your Side” appellerede helt tydeligt til det unge publikum i Tønder Festival med et dyt elguitar som kickstart.

Med mindelser fra en dansk cigaretreklame fra 1970erne: Jeg er også gået over til Skerryvore.

Spændingsfyldt kontrast
Når de to irske brødre Harry og Alfiedson går ind på en scene, er det med hver en akustisk guitar hængende på maverne. Men det skal man ikke tage fejl af. For Hudson Taylor - som deres band hedder - bevæger sig på en kraftig rytmisk bund med trommer og kraftfulde baslinjer. Deres lyse vokaler står som en spændingsfyldt kontrast til folkrocken og med optrædener på Glastonbury, i Carnegie Hall og ved »British Summer Time« i Hyde Park er en koncert på Tønder festival vel nærmest at sammenligne med en venskabskamp.

I 2014 var Hudson-brødrene og band sat til at spille fire gange i løbet af festivalen med deres iørefaldende musik og vedkommende tekster.

Det var tredje år i streg, at Hudson Taylor var med i Tønder, og den frekvens er en sjældenhed på festivalen, der både satser på tradition, men også fornyelse. Grunden hører man, for Hudson Taylor rammer bredt med numre som ”Chasing Rubies”, ”Battles” og Eminem-covernummeret ”Lose Yourself”. Brødrenes musikalske løbebane begyndte i Dublin, og de tilhører den generation, der brugte YouTube til at få et gennembrud og et større publikum end kun det snævre folk-interesserede.

Deres sceneoptrædende er endnu noget rå. Her og der kunne den godt poleres, uden at det ville gå ud over de charmerende knaster, der også skal være.