Actual Musikfestival er en af de tidligste på året, i hvert fald er det den første, der foregår i Spanien. Hvert år begynder festivalen den 2. januar, og man kan nyde både nationale og internationale kunstnere i fem dage. Denne gang var det festivalens 20 års jubilæum, og programmet tydede på en meget spændende festival med et væld af forskellige stile, lovende navne og nogle, som jeg overhovedet ikke havde hørt om før. Jeg var der hver dag undtagen den sidste, hvor Cornershop leverede en kedelig koncert ifølge anmeldelserne, og man kunne konstatere, at publikum foretrækker national musik (den første dag var den eneste dag, som var udsolgt), og at de klassiske genrer er tilbage. Imelda May og Eli ’Paperboy’ Reed var henholdsvis dronningen og kongen af festivalen med musik baseret på rockabilly og soul. Når Actual præsenteres som en moderne festival, som inkluderer de nyeste tendenser, er det lidt paradoksalt, at den musik som lyder bedst, er den, som har sine rødder i populærmusikkens oprindelse. Efter min mening var det den bedste udgave af festivalen hidtil (og jeg har set mange!), da der var flere internationale kunstnere og færre indiebands og elektronisk pop.

Imelda May
En af de største overraskelser i 2009 har været Imelda Mays Love Tattoo. Hun udgav i 2005 No turning back som Imelda Clabby, men det er først nu, at hendes navn er blevet kendt. Den irske sangerinde har bragt rockabilly-musik og -æstetik tilbage med en energi og friskhed, som minder mig om det, der skete med Stray Cats og Robert Gordon i 80’erne. Man kan sagtens genkende den elektriske indflydelse af Eddie Cochran og Gene Vicent i hendes musik. Endvidere har hun mindst én dimension mere, nemlig som jazz- og blues-sangerinde, hvilket forbinder hende med klassikere som Billie Holliday og Ella Fitzgerald.

Imelda May

Det var ikke svært at forudsige, at koncerten ville blive mindeværdig; Imelda May stjal al opmærksomhed med sin rå stemme, sit (underground) diva-look, samtidig med at hun er meget nærværende og energisk. Hendes band omfavner hende hele tiden musikalsk, og hver enkelt har en særlig individuel kvalitet. Steve Rushton er trommeslageren, Dave Priseman tilføjer blues- og swing-konnotationer, når han spiller trompet, Darrel Highman gør det, ud over at være Imeldas mand, godt på guitaren, og Al Gare er simpelthen genial med sin bas og kontrabas. Hans eneste problem (og jeg havde svært ved at tænke på andet under koncerten) er, at han ligner Lars Løkke med tupé. Men det er ikke hans skyld.

De første anslag af Feel me tydede på en koncert baseret på Love Tattoo-albummet. Imidlertid fik man mere end én smagsprøve fra det kommende album Mayhem (der er ikke kommet en udgivelsesdato endnu), og de optrådte med nogle sange, som man allerede kan høre på YouTube som for eksempel I’d go with a psycho, Sneaky freak, Don’t tell the devil og Proud and Humble (denne sang er fra en koncert i Abbey Road, som denne gang blev fortolket med publikum som kor). Det er rigtig gode sange, og det er tydeligt, at Imelda May fastholder den rytmiske og intense rockabilly-stil, som hun har udviklet med succes indtil nu.

Love Tattoo kunne alligevel også høres med kraftfulde versioner af Love Tattoo og Watcha Gonna Do, hvor Imeldas stemme lyder stærk, og man indser, at hun tilføjer sit eget personlige præg, da rock ikke kunne lyde på den måde for 50 år siden. Der er noget nyt og friskt over Imeldas sang. Det samme gælder, når vi taler om teksterne. Når rockmaskinen kommer i gang, kan Imelda May være tæt på The Cramps eller The Meteors psychobilly. Hun viser sin mere sarkastiske side i Smoker’s song og portrætterer det kvindelige begær i den populære Big Bad Handsome Man, dedikeret til hendes mand, som ligner Michael Madsen. Alligevel var Johnny Got a Boom Boom den mest ventede sang (hendes største hit, som er blevet en slags hymne i festivalen), og man fik den som den næstsidste sang. En fornyet Tainted Love af Soft Cell afsluttede koncerten (før spillede de Little Walter Jacobs My babe), og forstærkede forbindelsen til 80’erne. Kort sagt var det den bedste koncert på festivalen, og Imelda May er, efter min mening, en af de mest solide sangerinder i det nuværende musikalske panorama.

The Go! Team
Der er plads til mangfoldighed i The Go! Team. Medlemmerne kommer fra Brighton og afspejler tilsyneladende det multikulturelle samfund. Men variationen er især tydelig i deres stil, en postmoderne kasse, hvor alle genrer blandes, og de prøver at lave noget nyt med den allerede eksisterende musik – med samples over det hele. Ian Parton er ideologen, som skabte bandet, og han annoncerede på festivalen, at deres tredje album vil blive udgivet i marts eller april 2010.

The Go! Team

Der var mange iøjnefaldende elementer (måske for mange) fra starten. Der er to trommesæt, hvilket er ret sjældent, og musikerne skiftes til at spille de forskellige instrumenter, hvilket er endnu mere usædvanligt! Passionen for garage er åbenlys med de distortionerende guitarer, hvis ejere danser, som om de er ved at falde om. De larmer nogle gange med vilje, som en del af genren, og andre gange uden at det er med vilje. Kaori Tsuchida sang nogle dele af koncerten som supportsanger, med barnlig stemme, og hun synger rigtig dårligt. Jeg går ud fra, at det er meningen, at hun skal lyde sådan, men det ville ikke skade noget, hvis hun ramte mindst én tone rent. Til gengæld er hun det næstmest aktive medlem af bandet, og hun vinder publikums opmærksomhed med sin måde at spille på.

Hvis Parton er hjernen, er Ninja sjælen. Hun løb til scenen, startede at hoppe, fortsatte med at hoppe og hoppede indtil det sidste øjeblik – faktisk ret højt ned fra et af de to trommesæt. Hun klæder sig med en retro basket- eller volley-uniform fra Brasilien eller Jamaica. Hendes udseende minder om 70’ernes black-exploitation film, lykkeligt genvundet af Quentin Tarantino, og hun opfører sig som et glad heppekor eller en akrobatisk Jane Fonda. Festen var total med Milk Crisis og Doing it right, hvor The Go! Team viser, at de er et kollektiv, som genfinder mange referencer og videreudvikler dem.

Publikums reaktion var ikke homogen. Nogle, som sandsynligvis var ældre end mig, forlod gradvist stadiet og vendte ryggen til dette møde mellem Beyoncé og Sonic Youth. Jeg følte sympati for konceptet og syntes, at koncerten var sjov og uhøjtidelig. Om det er en ny stil eller fremtidsmusik, er jeg ikke så sikker på.

Nneka
Den postkoloniale musik kom endelig med Nneka, hvis musikalske projekt er rigtig interessant. Nneka voksede op i Nigeria og flyttede til Tyskland, da hun var 18 år gammel. Nu bor hun mellem begge kontinenter og afspejler sine erfaringer og opfattelse af Afrika og den vestlige verden. Hendes musik blander pop, afrobeat og rap, og man kan sagtens sammenligne hende med kvindelige kunstere som Neneh Cherry, Erykah Badu og Lauryn Hill.

Nneka

Hendes koncert var et klart eksempel på den store kontrast mellem musik and budskab. Nnekas stemme er klar og smuk, og den formår at skabe en intim og skrøbelig atmosfære. På den anden side er hendes diskurs stærk og politisk. Hun afslører kapitalismes uligheder, de dramatiske konsekvenser af krig og korruptionen i Nigeria. Der er også moralske og religiøse påstande og en stor dosis idealisme. Mellem sangene bruger hun god tid til at fortælle om uretfærdighed og forsvare frihed. Personligt sætter jeg pris på dette sociale engagement, men jeg var klar over, at mange var ligeglade med Nnekas ord, og det bidrog ikke til koncertens dynamik.

Desværre leverede Nnekka ikke nogen god koncert. Hun startede koldt – endda med trøje, tørklæde og stor jakke på. Hun tog dem af senere, men stemningen var stadigvæk kold. Hun var ikke på samme niveau som hendes musik. Hverken sange som The Uncomfortable Truth eller Suffrri vakte stor interesse hos publikum. Vabagond in power var endnu et eksempel på den manglende kommunikation. Tilskuerne gad ikke gentage sangens udsagn, og Nneka gentog dem igen og igen og virkede mere og mere sur for hver gang. Undtagelsen var Heartbeat, hvori man kunne se alt hendes potentiale, som ellers er kæmpestort. Jeg fik indtryk af, at det ikke var den rigtige Nneka, vi så. En skam.

DMC
Der var engang, hvor rap dukkede op for at erstatte rock and roll. Jeg taler om midten af 80’erne, da hair-metal virkede gradvist som en parodi, og trash-metal var ved at spire frem og tage sig selv for alvorligt. Rappen genopfriskede den tabte rock-attitude: De var sure på samfundet, fandt på gadesproget, skabte deres egen genkendelige stil og havde en god forståelse for musik som underholdning. Den politiske ekstrem var repræsenteret ved Public Enemy (der var også NWA, men de var ikke så kendte), mens rap-rocken havde Run-DMC som det bedste eksempel. De var i stand til at genoplive Aerosmith med deres version af Walk this way (som siden blev hymnen til All Stars i dansk fjernsyn…) og var inspirationen bag Asian Sensations Adidas-koreografi i X Factor.

DMC

Efter Jay-Master Jay blev dræbt, og Run løb sin vej, insisterede DMC (Darryl McDaniels) på at videreføre den slags rap, han kendte bedst. Rap var til sidst ikke den nye rock men blev meget kliché-agtig med ganster-miljø, guld over hele kroppen og bikini-piger omkring sig. Selv om DMC tager afstand fra pop- og dance-rytmer, og fastholder hard rock samples, er det svært ikke at genlæse ham med de aktuelle briller, hvor rap er, hvad det er, og ikke hvad det var.

Koncerten startede med dj Charlie Chan alene. Det tog kun få sekunder at mærke, at lyden var ekstremt høj. Dj’en hyldede kongen af rap, nemlig DMC, som kom sammen med en, der optog ham på video, og en kæmpestor bodyguard, som holdt mesterens håndklæde (han brugte det selv et par gange, uden at DMC så det) og rengjorde scenen for plastikflasker. Lidt efter lidt kunne man høre nogle Run-DMC klassikere, som King of Rock og den underholdende Mary Mary. Afslutningen var selvfølgelig Walk this way. Koncerten var homogen, og DMC viste, at han er blevet voksen og har mistet selvironien – hans vagter leder sandsynligvis stadig efter den. Da koncerten sluttede med Shiralee, og sangeren gentog I’ll be there, ønskede man, at det ville blive sandt, og at bandet får mulighed for at udvikle deres western-udtryk uden for de spanske grænser.

Arizona Baby
De spanske Arizona Baby er en trio, som er stærkt inspireret af southern rock. De udgav selv deres første plade i 2005, og nu er de blevet støttet af et kendt indie-selskab med deres anmelderroste Second to None, en rejse gennem ørkener under Eastwoods skygge. Der mangler ikke umulige kærlighedshistorier, taberens ærlighed og lyden af heste og pistoler på pladen.

Arizona Baby

Selv om Arizona Baby er født til at spille i små lokaler og svede ud over publikum, som forsangeren selv sagde det, fungerede de også udmærket på et stort stadium. Der er kun plads til akustiske guitarer, og det gør deres musik særlig og anderledes. Mens sangerne Javier Vielba underholder alle som trubadur og bevæger sig konstant, bliver guitaristen Rubén Marrón siddende og spiller med virtuositet. Ikke mindre original er trommeslageren Marcos Úbeda, hvis trommer består af et par timbaler og under ham en flamenco-kasse (han fortalte mig bagefter, at hans bedstefar har lavet den specielt til ham), så perkussionen lyder meget unik.

For mig var det en dejlig overraskelse at kunne nyde en blanding af rock, swing, folk og western, som virkede så troværdig i hænderne på disse musikere, som er vokset op med den amerikanske tradition.

Eli ’Paperboy’ Reed
”Soul er ikke tilbage. Soul har altid været der”. Sådan svarede Eli ’Paperboy’ Reed, da han blev spurgt om soulens såkaldte comeback. Og han har muligvis ret. Soulens popularitet afhænger meget af promotion men ikke så meget af soulmusikken selv. Eli ’Paperboy’ Reed er kun 24 år gammel, men han er arvtager til en rig musikalsk baggrund fra motown til blues, over gospel, soul og rock. Hans stemme og holdning sammenlignes med ”hellige” kunstnere som Otis Reding og Sam Cooke. Langt fra at føle sig intimideret af disse navne, udgiver han på et selvstændigt pladeselskab, fordi han vil lave den musik, han kan lide. Det kan mærkes på hans anden plade Roll with you, hvis sange allerede lyder som klassikere.

Eli ’Paperboy’ Reed

Koncerten startede med bandet allerede klar på scenen. Saxofonspiller Freddy Deboe lavede en lang introduktion både på spansk og engelsk om Eli med referencer til hans mest kendte sange. Soulmanden himself dukkede op og sang The Satisfier. Elis stemmes færdigheder var på toppen, men han virkede ikke helt engageret fra starten. Det tog dog ikke lang tid, før han begyndte at leve op til sit omdømme. Det var uundgåeligt ikke at fortolke ham som en nostalgisk udgave af en bedre fortid, men Eli og The True Loves tror på, hvad de laver og kunne overtale alle om, at deres musik lever uden for tidsgrænserne.

Efter en utrolig, instrumental sang fik The True Loves en pause, og Reed spillede solo Walking and talking (for my baby), et af numrene fra hans første album. Bagefter fulgte trompetisten Patriq Moody trop i en smuk ballade. Imens ventede alle de øvrige bandmedlemmerne bagved og kiggede på dem, så de skabte en gensidig fortrolighed. Efter det kom bandet tilbage og sang acapella You can run on. På trods af Elis markante personlighed og kontrol over scenen, er The True Loves mere end en backing-gruppe. De udgør et rigtigt band, som er i stand til at spille den bedste soul og fylde lokalet med kraftige blæseinstrumenter og harmoniske stemmer.

Det bedste kom alligevel til sidst. I (Am I just) Fooling myself opførte Eli sig som en rigtig soulstjerne, besat af sin egen stemme, og endte til sidst på knæ på gulvet. Publikum fik mulighed for at komme tættere på bandet. Eli inviterede pigerne til at komme op på scenen under den nye single Come and get it. Festivalvagterne, som ikke forstod engelsk, gjorde alt muligt for at forhindre, at pigerne sprang over hegnet. Endelig kom nogle af dem op på scenen, deriblandt også en fyr, som ikke var klar over, at invitationen ikke gjaldt ham… Som ekstranumre spillede de den smukke ballade It’s easier, og den kraftfulde Doin’ the Boom Boom var den perfekte festafslutning. Eli ’Paperboy’ Reed levede op til forventningerne, som i forvejen var høje.