Mais Uma er tilbage efter tre års pause. Den danske samba- og bossa nova-kvartet (og nogle gange kvintet) tager i foråret og sommeren 2013 rundt omkring i Danmark - og Tyskland - på en række revival-koncerter.

Forsangeren Mai Seidelin er blevet mor, og pianisten Carsten Kær far. Familieforøgelserne har holdt kvartetten ude fra jazzscenen i nogle år, men den akustiske sambakvartet kan stadig levere varen. Med i truppen er foruden Carsten Kær, bassisten Morten Ankarfeldt og trommeslageren Janus Templeton. Palle Fridell er annonceret som saxofonist, men er ikke med på scenen alle steder.

Tendens til monotoni
Efter et lidt monotont første sæt kom der gang i andet sæt i koncerten i Flensborghus, der var fyldt til sidste stol.

Mai Seidelin synger en personlig og frisk swingende samba, som hun krydrer med nogle fine stænk af melankoli. Hendes egne kompositioner fungerer sammen med orkestrets arrangementer af kendte brasilianske komponister som Antonio Carlos Jobim og samba-klassikere af en af Brasiliens mest populære sangerinder nogensinde, Elis Regina.

Med Agua de beber (»vand til at drikke«) rammer Mai Seidelin en autentisk tone med brasiliansk taktmønstre og en snert jazz. Mais uma vez er præget af den nordiske lyriske tone, der er puttet ind i en bossa nova-rytme, som blev sunget i et første sæt, hvor Mai Seidelin kom vidt omkring med en både sart, stolt og skrøbelig vokal.

Varm på tangenterne
Carsten Kær fik spillet sig varm på tangenterne i Elis Regina-nummeret Ladeira da preguica, der betyder noget i retningen af »dovenskabens stejle trin«. Dovenskab gjaldt dog ikke pianisten.?Som trommeslageren Janus Templeton tørt bemærkede:?-Efter sådan en omgang, kan man næsten ikke få sig til at spille en trommesolo...

Et par melodramatiske ballader og mere Elis Regina med fart over feltet - var der pause. Den meget slidstærke bossa nova-sang The Girl From Ipanema åbnede det andet sæt, der appellerede mest til undertegnede - og vist også det brede publikum ved koncerten...

Derefter gik det behændigt videre med et medley af selvskrevne numre. »Samba kamikaze« kaldte Mai Seidelin spontant nummeret efter, at hun havde erfaret, at bandet »Jazz Kamikaze« for nylig stod på den scene, hvor hun nu fik mere variation i den, også hjulpet på vej af instrumentale soli:?Pianisten spillede, så han blev rød i hovedet, og denne gang godt fulgt op af Templetons trommespil. I de raske tempi rev musikken virkelig én med sig.

Der blev gået til sagen med en uforfærdethed, mens balladerne i første sæt kunne være lidt tamme, blev der efter pausen skruet pænt og godt op for det rytmiske flow. Man kunne fristes til at kalde koncerten for en tur op ad »dovenskabens stejle trin«.