De bevæger sig ikke med ungdommens maskulinitet længere. Bevægelserne er blevet lidt mere stive og langsomme. Sådan går det os alle før eller senere. Men når mundstykkerne sættes til læberne, spiller de, som om de er 25 år: Voluminøst velklingende, med energi og autoritet. Det sidste kommer dog alligevel lidt med alderen. Erfaring giver overskud, og det var der i rigt mål ved denne koncert.

Danmarks store tenorsaxofonist Jesper Thilo spillede sammen med sin amerikanske kollega Scott Hamilton. Og lad det være sagt med det same: Den tid, da danske jazzmusikere stod med åben mund og polypper over for tilrejsende jazz-koryfæer fra USA, er for længst slut. Jesper Thilo trak et kæmpe læs og havde en markant lyd, der i kontrast til Scott Hamiltons gennemsigtige tone viste, hvor forskelligt en saxofon kan håndteres.

Den snart 71-årige Jesper Thilo citerede selv Storm P.: »Saxofonen er det eneste instrument, som lyder ens, mens man lærer at spille, og når man har lært det!«

Nu var koncerten ikke en traditionel tenor battle, som man dyrkede i gamle dage, men netop en demonstration af forskelle og formidabelt vekselspil. Begge saxofonister har rødder i swing og mainstream. Men hvor Scott Hamilton har en dæmpet, lidt indesluttet frasering, er der mere en mere åben, næsten heftig tone i Thilos spil. Han går lige til bebopmusikkens grænse med højt spil og komplekse fraser.

Det var to ikoner, der var i byen. »Scott Hamilton meets Jesper Thilo« slog alle rekorder i koncertrækken »Jazz i Flensborghus«. Publikum strømmede til, og der måtte i pendulfart hentes ekstra stole ind i den fyldte sal. Da stolene skulle bæres ud igen ved midnatstid, talte arrangørerne 200 - et imponerende antal til en jazzkoncert, hvor der også er plads til borde med hygge.

Emotionelt udtryk
Koncertoplevelsen blev gjort komplet med en opfindsom og virtuos rytmegruppe med Jesper Lundgaard på bas, Søren Kristiansen ved flygelet og trommeslageren Kristian Leth.

I modsætning til mange andre jazzmusikere har Jesper Thilo holdt sig fra at komponere. Hans repertoire er hentet i den store amerikanske jazz-bog, og det smittede af på aftenens repertoire. Det var i første sæt blandt andet Irving Mills’ og Edgar Sampsons Blue Lou og det gamle bepopnummer Good Bait, som Dizzie Gillespie gjorde kendt med sit orkester. Scott Hamilton fik desuden en feature i nummeret Tenderly og viste her, hvor enkel og emotionel han kan være i sit udtryk. En meget stærk præstation.

Fra jazzens store stilskabere
Andet sæt blev åbnet med Thelonious Monks Blue Monk - eller det, der var tilbage af den - og bød blandt andet på en sprælsk version af Bunny Berigans I Can’t Get Started og Blues Up And Down, der var et flot eksempel på, hvordan de to saxofonister denne aften formåede at videreføre de gode traditioner fra jazzens store stilskabere.

Det var to mesterlige tenorsaxofonister, der her holdt hyrdetime med perfekt opbakning. Der måtte skrues lidt op for lyden til at begynde med, dæmpes lidt for scenens forlys og skrues op for baglyset - med lidt improvisation hjalp det, og koncertoplevelsen blev fuldbyrdet.