Pierre Dørge havde sat indianerfjer på toppen af sin halvakustiske Gibson ES Artist, som han har spillet på, siden han købte guitaren som ny i 1980. Ayi Solomon, percussionisten fra Afrika, dansede og hoppede rundt og slog på alt sit herlige tingeltangel. Og blæserne musicerede i alle retninger, som en flok vilde børn, der var blevet sluppet løs i Tivoli.

Hvis ikke man hed Pierre Dørge og var kapelmester for New Jungle Orchestra, ville man nok tabe det hele på gulvet. Musikerne ligner en bande ustyrlige anarkister, men er i virkeligheden gennem-disciplinerede. Det kræver sit at slippe alt løs og alligevel få enderne til at hænge sammen til sidst. Kontrolfreak - no go!

Navnet New Jungle Orchestra er ikke kun en reference til Duke Ellingtons afro-amerikanske Jungle Band, men også et varemærke på det etnisk-musikalske univers, orkestret kaster sig rundt i - som fra liane til liane.

Overgange man ikke hørt
I Slesvig medvirkede Pierre Dørge og hans jungledyr i en dobbeltkoncert, hvor det danske orkester spillede to sæt før det tyske swing-orkester Ballroom Buskers, der også fik to sæt Buskers boltrede sig med swing fra Matador-seriens tid.

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra er en af dansk musiks største internationale succeser. De har spillet for Japans kejser, i den saudi-arabiske ørken, i Hanoi i Vietnam, for Nelson Mandela i Sydafrika, med hinduer på Bali, for guruer i Indien, i Carnegie Hall og nu også i Stændersalen i Slesvig Rådhus.

Det begyndte for over 30 år siden, men hverken Pierre Dørge eller hans er brændt ud. Igen i Slesvig imponerede danskerne med seje solistiske indslag, store klange og fascinerende overgange mellem komposition og improvisation - ja så fascinerende, at man næsten ikke bemærkede dem, før overgangene var sket.

En frø der hopper på bordet
Der var spilleglæde og veloplagthed over hele linjen. Og man bliver bare glad i låget af at lytte til musik, der finder inspiration så mange steder. Pierre Dørge formulerede det selv meget poetisk: - Inspirationen kan komme fra en frø, der hopper rundt på bordet. Fra et bjerg i solnedgang. Eller fra en dansk børnesang. “Jeg gik mig ud en sommerdag” har vi engang spillet med en inder på bambusfløjte, så inderne mente, den måtte være deres egen, fortalte han i den fyldte Stændersal. Pierre Dørge & New Jungle Orchestra har et repertoire på omkring 800 numre, hvoraf en hel del findes i flere forskellige udgaver. Når man så lægger til, at nogle af numrene varer et kvarter og fortsætter just, mens publikum tror, de er ovre og skal til at klappe.

Hvis Morten Carlsen på en glødende taragot (et blæseinstrument fra Balkan) spillede den mandlige hovedrolle i Carl Nielsens “Det koster ej for megen strid”, så kom orkestrets ene kvinde, Irene Becker, melodisk og harmonisk ind i den kvindelige hovedrolle på keyboard. Hvorefter de resterende otte mand satte fuld brus på.

Farverig koncert
Ud over de allerede nævnte er den nuværende besætning Gunnar Halle (trompet), Jacob Mygind (sopan- og tenorsaxofon), Anders Banke (klarinet og basklarinet), Kenneth Agerholm (trækbasun), Thommy Andersson (bas) og Martin Andersen (trommer). Over 160 musikere er gået ind og ud af orkestret.

“Stranger Than Jim”, et af orkestrets faste slagnumre, blev afleveret med stor opfindsomhed. Men ellers blev titlerne på numrene præsenteret lidt lemfældigt og tilfældigt, så man skulle være insider for at kunne hitte rede på dem alle.

Det blev en farverig koncert med fornøjelig optræden på scenen. Jungleorkestret mestrer en kunst som få andre: At spille meget kompleks musik, der samtidig griber lytteren.