Trommeslageren Snorre Kirk har fundet sig nogle rigtig gode legekammerater. Den britiske pianist Joe Webb og den amerikanske saxofonist Giacomo Smith er unge, endnu i 30erne, og det er ingen alder, når vi taler om jazz. Men årsunger er de ikke.

Når først de to lader fingrene kravle hen over tangenterne eller åbne ventilerne, er de langt over 50 år - i hvert fald hvis man taler om en ´musikalsk alder´ ligesom diverse tv-programmer har fokus på ´biologisk alder´. Der er vildt meget talent i de to.

Kapelmester Snorre Kirk behøver heller ikke selv sætte lidt lys under en skæppe. Også bassist Anders Fjeldsted gjorde en god figur, da de fire fredag aften spillede under navnet Snorre Kirk European Quartet. Fjeldsteds bas-soli blev mere end blot akrobatiske eskapader. De var også melodiøse. Som man ville have sagt inden for kunstverdenen: ´Han maler, så man kan se, hvad det forestiller´.

Fejende puls
Aftenens genre var klassisk jazz med et særdeles kreativt moderne mix. Det hele hvilede på en stille, fejende puls med ride-bækkenet som det bærende rytmiske element, hvor der klangligt bliver åbnet for en dejlig ro. Ja, det kan lyde mærkeligt - men ro i musik findes og bringer tankerne tilbage til en tid, hvor man sandelig kunne finde på at åbne en dansk tv-krimiserie med jazzmusik af Fuzzy.

I dagens anledning havde kvartetten valgt at rykke trommerne ind midt på scenen og lade pianisten sidde ude på højre fløj og knap så anonymt ude til venstre, som det ellers er kutyme. Joe Webb sad med ryggen til mig, men det gjorde ikke noget. Fra min stol kunne man se, hvordan en virtuos akustisk pianist med et godt harmonisk overblik virkelig arbejder.

Hænderne kravlede hen over klaviaturet og kom helt ud og meget pludseligt til både venstre og højre - for eksempel i det swingende calypso-prægede nummer West Indian Flower. Som min sidemand gentagne gange og meget begejstret sagde: “Det er Modern Jazz Quartet, det der!”… “Hør, det er Modern Jazz Quartet, kan du ikke høre det…?”

Jo, vi måtte lige hente et stykker fra albummet The Golden Striker frem på YouTube i pausen for at høre ligheden.

Balladerne er Snorre Kirk European Quartet ganske suveræn ud i. Et par af dem blev badet i lidt blues, blandt andet Going Up og A Thing Like That i andet sæt.

I andet sæt fik vi ligeledes at høre, hvordan Snorre Kirk var stødt på Joe Webb og Giacomo Smith - nemlig som duo. Efter at have skiftet mellem alt- og sopransaxofon greb Giacomo Smith klarinetten og åbnede for den flydende og klare lyd med små ekstatiske udflugter i farven i et fascinerende duo-spil med Joe Webb.