Indra Rios-Moore er en amerikansk jazzsangerinde med rødder i Puerto Rico. Hun er dansk gift med saxofonisten Benjamin Trærup og har boet syv år i Aarhus. Livet i Danmark var ikke blot Indra Rios-Moore for gråt, der var også for megen bøvl med opholdstilladelser, og derfor er hun og husbonden samt parrets søn rejst til Barcelona, hvor de har boet siden 2014.

I Sønderboghus stod hun på scenen med en jazzkvartet, som har taget hendes fornavn som bandnavn. Ud fra foromtalen til koncerten kunne man se, at man gik ind til lidt af hvert, og skal man samle de stilarter, der her og der dukkede op, er det vokaljazz. De to sæt var bygget op om Indra Rios-Moores brede register og en stemme, som hun kan få meget varierede udtryk frem med. Det var ikke bandet, der skulle føre sig frem denne aften.

Af og til trådte saxofonen og bassen ud af vandbærer-rollerne, Benjamin Trærup leverede nogle udmærkede, korte soli, Thomas Sejthen var lidt mere anonym og bleg i sine bassoli, mens trommeslageren Anders Vestergaard og den ellers glimrende guitarist Søren Bigum spillede pænt nedtonet for at bære vokalen op i lydbilledet.

Aftenens Matadormix var blandt andet fra hentet fra Indras seneste albummer, Heartland fra 2015 og Carry My Heart fra 2018. Det var en både tilbagelænet, men også tjekket blanding af numre. Man fik en følelse af, at denne fredag aften var givet godt ud i selskab med en sangerinde, der også kan bevæge sig stilsikkert inden for genrer som irsk folkemusik, en sydende spansk sfære, lidt blues og poprock.

Indras sidste plade blev indspillet kort efter, at Donald Trump kom til magten i USA. Til Århus Stiftstidende har Indra Rios-Moore givet udtryk for, at musikken også bærer præg af det: “Vores nye plade handler om kærlighed og om bånd, og at dét har vi brug for. Reaktionerne på Trump skal ikke være vred protest. Det er ikke svaret. Kærlighed og medmenneskelighed er svaret”.

På scenen kaldte hun dog Trump for “et dyr” og “en grim baby”. Jeg følte mig som en fransk gås, der blev tvangsfodret med et politisk budskab midt i en kulturel begivenhed - alle Donald Trumps unoder til trods og tænkte, at dette jo netop var en vred protest.

Men Indra havde da ret så vidt, at hendes blide musik netop har en mulighed for at samle i en tid, hvor så meget skiller, og fronterne er trukket hårdt op - og ikke blot give noget resonans inden i en boble. Hendes personlige udtryk beviste hun ved at revitalisere smukke standarder som Moon River, I Can See Clearly Now og Josh Whites Freedom Road. I det hele taget låner Indra her og der og gør lånene til sine egne vedkommende personlige udgaver. Det blev en aften med farve og følelse.