I efteråret 2018 måtte en stribe af jazzkoncerter aflyses på grund af en enkelt finger.

Da fingeren tilhørte den italienske pianist Enrico Pieranunzi kunne publikum dengang skyde en hvid pil efter at høre ham i selskab med den danske bassist Thomas Fonnesbæk. Enrico Pieranunzi væltede dengang på en vakkelvorn trappe på vej op på en scene for at give koncert og kom ganske galt af sted.

Her i efteråret 2019 og vinteren 2020 er den begavede pianist så på en revanche-turne i både trioform med Thomas Fonnesbæk og den amerikanske trommeslager Ulysses Owens og i duoform udelukkendes i selskab med Thomas Fonnesbæk. I Tversted i Vendsyssel (18. oktober 2019 ) og på Atlas i Aarhus (19. oktober 2019), og syd for grænsen i Flensborg, var det som duo. Den 27. februar 2020 på Dexter i Odense og den 29. februar 2020 i Kedelhuset i Silkeborg bliver det atter i trio.

Enrico Pieranunzi er klassisk uddannet, men havnede i jazzmusikken, hvor han tilhører den europæiske elite. I mere end 25 år har han lagt vejen forbi Danmark, hvor han har spillet i forskellige konstellationer, og ved denne koncert var det så blot piano og bas. Pieranunzi spiller efter gehør, og Fonnesbæk er synæstetiker - det vil sige en af de cirka fire procent af musikere, der oplever musikken som farver. Komponisterne Jean Sibelius og Franz Liszt skal også have været udstyret med denne evne, vi andre har svært ved at forestille os.

Duoen tog ved denne koncert et ridt gennem nogle af numrene fra deres fælles album, Blue Waltz, hvor Pieranunzi tog teten med en dristighed og fantasi, mens Thomas Fonnesbæk kom ud på nogle krævende kravleture op og ned ad gribebrættet.

Fonnesbæk havde overskuddet til at kunne holde trit. Der blev på skift spillet kompositioner af begge herrer, og så kunne publikum sidde og nyde forskelle mellem for eksempel en fin ballade af Pieranunzi, Molto Ancora, og Fonnebæks Brown Fields inspireret af en køretur forbi Jyllands mørke marker ved vintertide. Brown Fields findes på albummet New Visions med Enrico Pieranunzi Trio, hvor Ulysses Owens er med. Med al respekt for trommeslageren: Det fungerede også fremragende uden trommespil. Det var vel det nummer, der fik det kraftigste bifald i andet sæt. Det gik over stok og sten i en meget medrivende udførelse og ren og klar tonedannelse fra Fonnesbæks fingergreb i de lidt crazy baslinjetemaer.

Der strømmede en stærk rytmisk energi fra både Pieranunzi og Fonnesbæk med flere smukke soli, hvor Fonnesbæk måtte kravle til vejrs på kontrabassens gribebræt. Når kun to står på scenen, kan man tydeligt høre hver deres personlige aftryk på musikken. Stemningen steg, uden at de tabte jordforbindelsen.