Den norske jazzbassist Arild Andersen har i mange år dyrket trioen, hvor den akkompagnerende og solistiske rolle hele tiden flyder ind og ud, og hvor musikerne arbejder som et kollektiv. Hans faste musikere i trioen er den skotske saxofonist Tommy Smith og den norsk-italienske trommeslager Paolo Vinaccia.

Når Arild Andersen turnerer i foråret 2019 - fra Sundsvall i Sverige i nord til den rumænske hovedstad Bukarest i syd - er det dog med en kvartet. Med på holdet er den danske pianist Carsten Dahl, der skifte mellem et elektrisk Fender Rhodes og et flygel, og dermed er der et akkordbærende instrument med i lydbilledet.

Arild Andersen har tidligere fremhævet den frihed, han har fundet frem til med den klassiske trioform som modsætning til den klassiske kvartet, hvor jazzmusikerne i højere grad er bundet i faste roller i forhold til hinanden. Når han skriver numre til trioen, tænker han i højere grad i melodi og baslinjer, hvor det bliver de to størrelser, der bestemmer, hvilke harmonier, der ligger til grund for musikken.

Man er nødt til at have et harmonisk skelet og gennemarrangere materialet mere, har Arild Andersen fortalt i et interview med bladet Jazz Special. Ingen af musikerne virker dog til at være i nogen spændetrøje i denne kvartet-konstellation.

Højt lydniveau
Det eneste, der generede ved den koncert, jeg overværede, var et meget kraftigt lydniveau - især til at begynde med. Det var slet ikke nødvendigt. Især bas og det elektroniske piano buldrede igennem, men sådan ville musikerne åbenbart have det. Lydmanden var helt sikkert blevet sat på noget af en opgave med orkestret.

Der var knald på jazzen ved denne koncert.

Carsten Dahl slap energien løs på tangenterne. Paolo Vinaccia havde nogle slagkraftige serier på sit slagtøj. Skotten Smith kom helt ud i afkrogene med sit saxofonspil med nogle soli, hvor man virkelig kunne høre metallet. Tenorsaxofonen har en bred palet af klanglige virkemidler. Tommy Smith fik især det ekspressive vredet ud af den. Norske Andersen bevægede sig smidigt og bassen. Han gjorde den lyriske forskel.

Fornemt fingerspil
Mens rock har det med at få nogle af genrens udøvere til at gå ud som et lys i deres alderdom, så slår det mig gang på gang, hvor livfulde mange af de ikke helt unge jazzmusikere holder sig. Arild Andersen er immervæk 73 år, men fingerspillet kan snildt klare flere uptempo-numre i streg. Måske bør lægerne simpelthen bare udskrive en dosis jazz, når alderens skavanker melder sig.

Koncerterne i Flensborghus og på Posten i Odense - der var det eneste stop i Danmark - med Arild Andersen New Quartet var en del af den danske serie “Vinterjazz”, der byder på en lang række jazzkoncerter fra den 1. til den 24. februar.