Da bassisten Thomas Fonnesbæk modtog beskeden på mobiltelefon, stod han i Aserbajdsjan - af alle steder.

Den italienske pianist Enrico Pieranunzi fortalte Fonnesbæk, at han var snublet på en vakkelvorn trappe på vej op på en scene, da han skulle give koncert. En finger var brækket. Jazzkoncerterne i Danmark i efteråret 2018 kunne Thomas Fonnesbæk desværre godt skyde en hvid pil efter.

Men som en god jazzmusiker improviserede Thomas Fonnesbæk og ringede efter sangerinden Sinne Eeg, som gav det svar, som kvinder som oftest ender med at give alle de flotte fyre: Ja.

I stedet for kombinationen bas/piano blev denne koncert i stedet for til kombinationen bas/vokal. En unik og spændende sammensætning, der kræver en god musikalsk kondition fra begge parter. Sinne Eeg sang igennem i to fuldfede sæt i Flensborghus, og Thomas Fonnesbæk piskede både rytmisk og klanglig flødeskum skiftevis på kontrabas og el-bas.

Der var ikke helt fyldt på tilhørerpladserne til denne koncert, hvilket kan undre. Måske har nogen tænkt, at Sinne Eeg jo kun var med på et afbud, og måske glemt, at hun er en af Danmarks fremmeste jazz-vokalister lige nu. I 2014 modtog hun Ben Webster-prisen opkaldt efter den legendariske amerikanske tenorsaxofonist, der satte sit præg på jazzmiljøet i Danmark.

Hun har en blød alt-stemme og råder over et imponerende stort register, en perfekt timing og flot frasering. Thomas Fonnesbæk var i godt selskab, så det gjaldt om at stramme sig an. Og det gjorde han også.

Troværdigt
Aftenen blev åbnet med lidt gulvbas til Gershwin og Toots Thielemans, før el-bassen kom frem til Sinne Eegs smukke og indlevende fortolkning af Chet Bakers You Don’t Know What Love Is. Hun sang den så flot, at vi troede på hvert et ord i den sang. Den indkasserede de to et bragende bifald for.

Teknisk overskud er noget, de begge besidder. Thomas Fonnesbæk har en stor virtuositet og grundlæggende en kreativ tilgang til sit spil. Det ved det opmærksomme danske jazzpublikum I 2015 var han for eksempel på en større turné med Thomas Clausen Group.

Duke Ellington brugte et helt orkester til Desert Caravan, som Eeg og Fonnesbæk i deres super-minimalistiske stil fik en hel masse ud af - det var nøgent, men smukt.

Sang fra en såret Efter pausen fortsatte det baba-de-ba-deba-duuu med Beautiful Love og et par numre ramte publikum lige i hjertet: Cole Porters Love For Sale og Fitzgefald-Armstrong-sagen Comes Love; “Comes a headache, you can lose it in a day - Comes a toothache, see your dentist right away - Comes love, nothing can be done”.

  Jeg er nødt til at gentage mig selv: Sinne Eeg kan virkelig synge den slags sange, som kommer de helt ned fra dybet fra en såret kvinde. Med hendes næsten frygtindgydende feeling giver hun teksten en ekstra stærk troværdighed. Vi ikke blot forstår, hvad der bliver sunget, vi føler det.