Olivier Antunes er et legebarn.

Han gør ikke det, som alle andre gør - er fantasifuld og rytmisk harmonisk.

Som saxofonisten Jesper Thilo på et tidspunkt har begrundet sit sammenspil med Olivier Antunes: “Det er jo det, jazzmusik drejer sig om”.

Antunes turnerer nu med sin egen trio bestående af Henrik Møller på bas og trommeslageren Janus Templeton. Og som altid møder Antunes med en glubende appetit på klaverets muligheder.

Ved denne koncert boltrede sig lige fra åbningsnummeret Love For Sale over Gersh­win-ballader, svenske folkemelodier og den store amerikanske komponist Thelonious Monk, hvis originale musikalske logik ligger godt til Olivier Antunes.

Antunes, der i dag i midten af 40erne, slog igennem for over 20 år siden med sit fandenivoldske klaverspil, hvor han i 1999 fik Ben Webster-prisen - og Antunes er i en moden alder lige så sulten som dengang. Han har det med at bevæge sig langt ud i harmonierne, men han kommer altid tilbage til trio-spillet. I øvrigt er det langt fra tant og fjas det hele.

Trioen afleverede for eksempel et flot medley med vintermelodien Det er hvidt derude først som klaversolo og bagefter den sørgmodigt smukke melodi Musens sang, hvor bassist og trommeslager langsomt steg med på musikken med stor sans og lydhørhed.

Gode ballader
Janus Templeton er en formidabel trommeslager og næsten også en nødvendighed i Olivier Antunes' selskab. Kapelmesteren har en drenget charme, men skal også have kvalificeret modspil, og det gav Templeton - blandt andet i avantgarde-saxofonisten Ornette Colemans easy going Turnaround. Templeton følger ikke blot med sit trommespil, men foregriber også begivenhedernes gang - og sang i øvrigt en enkelt gang i Bye Bye Blackbird.

Andet sæt bød på flere gode ballader: Et arrangement af I Danmark er jeg født og Jimmy Rawls' Peacock, som de fleste nok kender fra Stan Getz' og Bill Evans' indspilninger.

Olivier Antunes (hvis efternavn skal tilskrives en portugisisk far - opvokset er han såmænd på Als) sad hele koncerten igennem med et tilfreds smil ved tangenterne, mens han tilførte repertoiret raske tempi og mestrede både de accentuerende akkorder og de lange melodiske linjer, fine basfigurer og en spillevende pulsmarkering.