Den dansk-vietnamesiske kapelmester Chris Minh Doky har med Peter Rosendahl ogJonas Johansen samlet klassisk jazztrio med gulvbas, klaver og trommer.

Chris Minh Doky Trio diskede ved denne koncert - som var en del af en større danmarksturne i foråret 2018 - op med en blanding af egne numre fra de to akustiske albummer, New Nordic Jazz (Red Dot Music, 2015) og Transparency. Det første album tegner med et musikalsk udtryk et billede af, hvad der kan ligge i det lidt luftige begreb at være dansk. Her spiller naturen en stor rolle, og findes der noget instrument, der kan matche kontrabassen, når det gælder om at skildre den nordiske natur med al dens stilhed, vemod og den plads til eftertanke?

Nordisk tone Niels-Henning Ørsted Pedersen ramte denne særlige nordiske tone, og selv om mange af nutidens danske jazzbassister har deres egne udtryk - Chris Minh Doky inklusive - så lever NHØP’s ånd videre endnu.

Transparency tager udgangspunkt i temaet “fællesskab” og handler blandt andet om de forskellige roller i en familie: Father, Mother, Son og Woman hedder nogle af numrene, der satte gang i billederne oven i hovedet.

Koncerten var bygget op på en måde, så de nyeste numre omkransede det ældre materiale. Numrene fra New Nordic Jazz udgjorde slutningen af første sæt og begyndelsen af andet sæt, og som det oftest er tilfældet med trio-spil, så er der nok plads til sololøb og lidt individuel fremhævelse her og der, men musikken hviler med samme vægt på alle tre ben.

Det er tæt holdspil, det drejer sig om, og det magter Chris Minh Doky Trio uden at kapelmesteren på overdreven måde behøver at gå ind for at tage styringen.

Teknisk velfunderet
Både bassisten Chris Minh Doky og pianisten Peter Rosendahl er to teknisk velfunderede herrer på deres instrumenter - melodisk og harmonisk passer det godt sammen. Nogle gange helt ned til det mest simple. For eksempel i nummeret Lys fra New Nordic Jazz, hvor Peter Rosendahl åbner nummeret ved at gentage den samme tone og gradvist går dybere ned i tonerne, før trommeslager Jonas Johansen hopper med på musikken - blot med hviskere - og Rosendahl går over til akkordspillet. Et stykke inde i nummeret gentager den monotone gentagelse sig - nu blot med bassen i stedet for klaveret.

Trommeslageren Jonas Johansen fik sin store part halvvejs inde i andet sæt, hvor der næsten gik lidt Marilyn Mazur over ham: Han slog på kasser og klokker og lod sit rasleværk feje hen over trommernes skind, før han gav tom-tom’erne en tur med køllerne og så lige krydrede det hele med en - for jazzen - temmelig hårdslående trommesolo. Det var virkelig en fornøjelse både at se på og lytte til.

De godt to timer var hurtigt omme. Publikum lyttede godt efter og fik et enkelt ekstranummer.