Helene Blum og Harald Haugaard har kendt hinanden, siden de var helt små. Begge er fra Fyns land. Det fornægter sig ikke - især ikke når Helene Blum præsenterer numrene mellem musikken.

På Fyn er de vokset op med spillemandsmusik. Siden er de blevet gift og har givet et utal af koncerter sammen. Julerosen er overskriften på dette års juleturne, som samtidig er deres 10 års jubilæumsturné - hvad julekoncerterne angår.

Pudsigt nok var det først for en måned siden, at de udsendte deres første fælles album med samme navn som turnéen.

I 2006 gav de deres første julekoncert. I 2016 julekoncerterne henlagt til flere større slotte, kirker og koncertsale i Tyskland, blandt andet den prestigefyldte koncertsal Gewandhaus i Leipzig, og som her St. Simeon-Kirche i Hamborg med dens fine stemning og ditto akustik.

Helene Blum og Harald Haugaard tager sammen med deres indbudte musikere på en musikalsk rejse over den historiske finske provins Karelen ned gennem den snedækkede Sverige og til eventyrlandet med Den lille pige med svovlstikkerne.

Gode legekammerater
Vokal Helene Blum og violinist Harald Haugaard har til turneen 2016 inviteret nogle af de bedste musikalske legekammerater fra de seneste ti års juleturneer med på scenen:
Finnen Tapani Varis på kontrabas og overtonefløjte, landsmanden Timo Alakotila på klaver, svenskeren Leo Svensson på kontrabas samt de to danske musikere Mikkel Grue på guitar og Sune Rahbek på slagtøj.

Turneens koncerter er ligeledes en buket med musik fra julekoncerterne siden 2006. Plus et par nye sange fra Helene Blums kommende soloalbum, som hun først officielt præsenterer i februar 2017.

Koncerten blev åbnet med Helene Blums version af En rose så jeg skyde, hvis originale melodi er fra en katolsk salme fra det 15. århundrede. Den danske tekst er skrevet af Thomas Laub så sent som i 1920. Salmen er i Tyskland kendt som Es ist ein Ros entsprungen.

Sangen gik langsomt over i et stykke musik fra Karelen fremført med en smuk lyd fra overtonefløjtens lange, tynde rør. Overtoner er den del af en tone, der giver den klang, så man kan høre forskel på forskellige lyde med samme frekvens. Overtoner svinger så at sige sammen med en grundtonerne og farver klangen af dem.

Svensk polska
Fra Sverige hørte vi blandt andet en skånsk polska - en dansemelodi i tredelt takt med betoning på første og tredje taktslag - og en smuk Staffansvise, hvor Leo Svensson spillede en væsentlig rolle på sin cello.

En af de gamle kendinge var Julevise 1863 med en tekst, som Helene Blum har fundet i arkiverne, selv sat musik til og som hun også selv lagde violinspil til. Når man lytter nøje efter teksten, tænker man uvilkårligt: Godt nok er Danmark et land præget af forandring og omvæltning, men sandelig også et land, hvor der holdes godt fast i traditionerne. Teksten kunne beskrive en jul i dag, selv om den har er skrevet for over 150 år siden.

Andet sæt blev åbnet med Vilhelm Gregersens Sorte stær på grene - Vilhelm Gregersen, der blev født i Flensborg i 1848, men sammen med familien flyttede nord for Kongeåen, da byen efter krigen i 1864 blev tysk. Helene Blum sang med sin sarte og stærke elverpigerøst Friheden Station fra sit kommende album. Den lover godt for resten.

Blums og Haugaards julekoncerter er altid to timers refugium i den hverdag, der for mange af os synes at være blevet alt for hektisk - og refugium fra julens hurlumhej, som man blot behøvede at bevæge sig uden for kirken for at blive en del af.

Violinen frøs
Mens juleroen sænkede sig for en stund, bredte sig et håb, men også en stille frygt for fremtiden, da Harald Haugaard talte om, at det var nødvendigt at dele, hvis menneskeheden skulle overleve. Dele musikken og alt det andet. Og Helene Blum sang en tekst af Sophus Claussen om en lille dråbe blod, der kunne blive til mere, og brugte ordet »skræmmende«. Man mærker, at mange mennesker går rundt og er lidt bange for tiden.

Men koncerten gav dog mere end noget håb med smuk lyrik, dejlige melodier og solidt håndværk. Violinen mødte udfordrende temperaturer i kirkerummet, og der var skruet godt op for lyden, så den nogle gange ramte grænsen ved de forreste rækker. Det kan ofte betale sig at tage en plads længere nede i kirkeskibet.