Tilbage til tvende tinder


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Vores samtid er blevet kaldt tv’s tredje guldalder. Motoren, der driver dette, er tv-serier, der viser, at tv ikke kun kan være ligeså godt som film. De viser, at tv kan være bedre end film. En lang række tv-serier har for nyligt vist sig at være både kritisk og publikumsmæssigt anerkendte. Men én serie nævnes ofte som den, der viste vejen for nutidens store tv-successer: Twin Peaks (1990-91). Den er nu på vej i en restaureret BD-udgave, der lover nye spor i mysteriet og en god del hidtil uset materiale. Så bryg din kaffe og bag din cherry pie – der er efter alt at dømme timers underholdning i vente.

Tv-branchen og i nogen udstrækning medieforskningen opererer gerne med betegnelsen quality tv, der er en lidt slidt og uklar betegnelse for tv, der placerer sig midt mellem kunst og populærkultur. En model, der netop kommercielt derved appellerer til kritikere samt den folkelige popularitet. Betegnelsen bruges meget ofte om Twin Peaks – og lad det være sagt med det samme: Jeg har meget svært ved at tilstræbe min objektivitet, når det omhandler denne serie. Det er en absolut personlig favorit, som jeg ganske simpelt glæder mig til at gensyn med. Siden jeg så serien, har uglerne aldrig været, hvad de giver sig ud for at være.

Serien har været ude i forskellige formater tidligere. Først på VHS, dernæst DVD i flere udgaver, med forskelligt ekstramateriale. Især den seneste Twin Peaks: The Definitive Gold Box Edition (2010) lovede – nærmest allerede i titelangivelsen – at denne er den ultimative. I hvert fald definitive. Men at der nu er en mere på vej, fortæller selvfølgelig en hel del om den strategiske forretning, som Twin Peaks meget hurtigt blev til. Det er en tv-serie-mærkevare. Så spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi skal med endnu en endelig (?) udgave.

Allerede inkluderingen af den – af nogle elsket, af andre hadet – afsluttende (men knap så afrundende) biograffilm Fire Walk With Me (1992) er nyt fra tidligere. Ydermere skulle filmen være en nu endelig opgraderet udgave. Traileren til denne udgivelse fortæller noget om forskellen, vi vil kunne se. Tilmed vil der til Fire Walk With Me være intet mindre end 90 minutters tidligere udeladt materiale med. Altså en ekstra spillefilmslængde til filmen. Antageligvis går disse optagelser under betegnelsen ’den hellige gral’, fordi der heri kan være afsløringer på gåder i film og serie. Desværre tyder det i pressematerialet på, at de oplagte af de 90 minutter ikke er indføjet i filmen som sådan. Vi skal tilsyneladende ikke vente os en slags director’s cut, men vi skal selv gå på opdagelse.

Nyproduceret materiale om serien loves også sammen med en række for mange fans måske allerede kendte features og featurettes. Hvad dette reelt byder på, er stadig lidt uklart. En stor nyhed er det naturligvis – og det er en meget lovende måde at fejre seriens tentative 25-års fødselsdag på (serien foregår jo i 1989). Log-lady, der på tidligere udgaver af dvd’en også introducerede afsnittene er stadig med, men nu mere knivskarp end tidligere. Om end hendes udsagn jo nok stadig er uldne, mystiske og koder uden direkte reference.

Og om vi nogensinde finder manden i den smilende taske, eller om vi forstår, hvorfor dværge ’bakker snavvendt’, vil tiden vise. For Twin Peaks-fans vil der under alle omstændigheder være en god grund til at håbe på en regnfuld sommerferie. Og en lang en af slagsen…

Twin Peaks: The Entire Mystery udkommer d. 29. juli 2014.



pil op
Forrige essay
« Indiefilm Sverige «