Vil tv-serien 1864, der sendes i efteråret 2014 på DR, være tro mod de historiske kendsgerninger, dramatiseringen kommer til at bygge på?

Ikke nødvendigvis. Instruktøren Ole Bornedal er klar til at lade fiktionen komme i første række og de historiske fakta i anden række. Ole Bornedal udtalte i sidste uge til dagbladet Politiken:

»Vi laver ikke en dokumentar, men et stykke dramatik, hvor vi har tilladt os at tage historiske figurer og bruge dem, twiste dem, underspille dem, overspille dem og give dem roller, de måske ikke havde. Det har hele tiden været dramaet, der har styret, frem for den historiske korrekthed. Og det er rigtigt, at Monrad kommer til at spille en rolle i den her serie, som sikkert overgør hans rolle som ansvarlig for krigen. Men i den sammenblanding skaber man eventyret til et publikum«.

Og da der blev reklameret for tv-serien på et pressemøde i København fortsatte Ole Bornedal:

»Der er nogle kunstneriske friheder i det. Man tager nogle historiske figurer og gør alt for meget ved nogle og alt for lidt ved andre. I den balance kan man ikke navigere i forhold til det historisk korrekte, men kun i forhold til en dramatisk velfungerende korrekthed«. Disse udtalelser er faldet flere historikere for brystet i Danmark. Udtalelserne har affødt en debat på sociale medier og blogs.

Forfatteren bag det historiske forlæg, historikeren Tom Buk-Swienty, er helt tryg ved, at serien kan blive danskernes referencepunkt for de historiske begivenheder ved Dybbøl. Tom Buk-Swienty har udgivet de anmelderroste bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als om krigen i 1864.

- Helt fra starten betingede jeg mig, at det historiske bagtæppe skulle være i orden, og så kunne der skabes et drama foran. Det er så sandsynligt og så virkeligt, at du helt klart får en fornemmelse af både det politiske spil og af selve krigens gru, siger forfatteren, der har fungeret som konsulent på Ole Bornedals arbejde, siger Tom Buk-Swienty til Ritzau.

Historien blot en kulisse
Historikeren René Rasmussen, der er museumsinspektør ved Museum Sønderjylland på Sønderborg Slot, »ville være meget utryg«, hvis han var »i Tom Buk-Swientys position - efter at have læst Ole Bornedals udtalelser«.

René Rasmussen har læst og givet Tom Buk-Swientys bøger om 1864 gode anmeldelser i Sønderjyske Årbøger. Han skriver i én af anmeldelserne, at hans bøger er »bygget filmisk op omkring en spændingskurve og springer mellem dramatiske scener, der afløser hinanden i et stadigt stigende tempo«.

- De er rigeligt dramatiske i sig selv. Det er fremragende formidling. Tom Buk-Swienty er historiker og journalist, og som sådan føler han sig forpligtet på fakta. Ole Bornedal er dramatiker. For ham er historien en kulisse. Og det lader til, at han oven i købet har en nutidig politisk dagsorden. Der finder en nyfortolkning af 1864 sted. Den traditionelle tolkning af krigen, nemlig den let karikerede »at et lille, dårligt forberedt Danmark uden nævneværdig grund blev overfaldet af to stormagter og frarøvet gammelt dansk land«, er for længst død og begravet. Jeg møder den praktisk taget aldrig, når jeg er ude og holde foredrag og spørgsmålene bagefter kommer ind på 1864, siger René Rasmussen.

Til gengæld møder René Rasmussen oftere og oftere en ny og moderne tolkning. - Det er en tolkning, som Ole Bornedal tilsyneladende også abonnerer på. Nemlig - også let karikeret - at »et aggressivt Danmark med den sindssyge D.G. Monrad i spidsen pønsede på at erobre Slesvig, men i sit nationalistiske overmod blev ansvarlig for titusindvis af døde og lemlæstede soldater, siger René Rasmussen.

Omfortolkning
Der er sket en omfortolkning, der går helt over i den anden grøft, mener René Rasmussen: Fra at være den forfulgte uskyldighed er Danmark blevet den onde krigsaggressor.

- Jeg debatterede for eksempel i bladet Grænsen med en herre, der i ramme alvor mente, at Otto von Bismarck var en større demokrat end D.G. Monrad. Det er lidt lige som med besættelsestiden 1940-1945, der også har gennemgået en omfortolkning ad absurdum: Fra at have været et heroisk kæmpende »second to none« Danmark er landet på det seneste nærmest blevet Nazi-Tysklands allierede. Det er jo fint nok at ville gøre op med historiske myter. Men det er skidt, hvis man erstatter gamle myter med nye, siger han.

»Historieløsagtighed«
Chefredaktør Tom Jensen, Berlingske Tidende, er også kritisk i sin blog »På sporet af et moderne liv«. Under overskriften »Historieløsagtighed«, skriver Tom Jensen blandt andet: »Som instruktør af en historisk TV-serie planlagt til prime-time underholdning for generationer af danskere, der som mig selv kun blev klædt nødtørftigt på til at forstå, hvad der skete i 1864, har man naturligvis et ansvar. Man bliver så at sige påvirkningsagent med en enorm magt til at knæsætte en folkelig bevidsthed om det passerede«.

- Dette ansvar har Ole Bornedal, hvis man skal tage hans egne ord for pålydende, allerede med stor skødesløshed kastet fra sig. Han ved på forhånd, at skildringen af den danske konseilspræsident D.G. Monrad, statsministeren under 1864-krigen, formentlig bliver skæv i forhold til de historiske fakta. Instruktøren har til hensigt at »overgøre hans rolle som ansvarlig for krigen«, siger Tom Jensen.

En omdiskuteret figur
- Hvis man skal tro Ole Bornedal selv, vil han tage en omdiskuteret historisk figur, D.G. Monrad, og bevidst overgøre - hvilket er et pænere ord for forvrænge - hans historiske rolle i forhold til det nationale traume 1864. Det vil han gøre i bedste sendetid over for generationer af uforberedte, historieløse danskere. Fører han sine planer igennem, vil Ole Bornedal dermed gøre sig skyldig i det, man vel bedst kan kalde »historieløsagtighed«. Det er uforsigtig og uansvarlig omgang med historiske kendsgerninger. Muligvis med et bestemt sigte - hvem ved, spørger Tom Jensen.

I stigende grad bliver dramatiseringerne - i bogform, i biograffilm, på tv - flere og flere menneskers primære indgang til forståelse af historiske begivenheder. Dermed bliver Ole Bornedal ikke blot en blandt mange fortolkere af 1864. For mange danskere vil han efter 2014-2015 stå tilbage som fortolkeren, frygter Tom Jensen.

»Det er kombinationen af gennemslagskraften og de potentielle forvrængninger, der er så bekymrende, når dramatikerne tager historiske kendsgerninger og giver dem et vrid. Diskussionen har senest været der omkring Steven Spielbergs roste storfilm om Lincoln, hvor der er blevet afsløret flere historisk faktuelle unøjagtigheder. Eksempelvis stemmer to af staten Connecticuts kongresmedlemmer i filmen imod den 13. forfatningstilføjelse - og dermed faktisk for at fortsætte slaveriet. I virkeligheden stemte alle Connecticuts repræsentanter for forfatningstilføjelsen - og dermed for at ende slaveriet, hvilket fik en af statens nutidige kongresmedlemmer, Joe Courtney, til at protestere«, skriver Tom Jensen.

Et historisk falsum
Kritikerne frygter, at Ole Bornedal ved at se stort på de historiske kendsgerninger kan risikere at producere et historisk falsum, der kan lade de historisk uforberedte sidde tilbage med den tro, at Ole Bornedals »underspil« og »overspil« af historiske personer fremstår som udtryk for en historisk sandhed. På Danmarks store public service-kanal og i den bedste sendetid.

1864 vil indeholde en rammefortælling fra nutiden med en ung kvinde, der har mistet sin bror i Afghanistan. Hun finder en dagbog fra 1864, hvorefter vejen er banet for et dramatiseret parallelforløb mellem to tidsaldre. Og mellem to statsministre, Anders Fogh Rasmussen og D.G. Monrad.

Tom Jensen frygter en ahistorisk parallel om en lilleputnationen, der blev kastet ud i uoverskuelige krige med umenneskelige og dødelige konsekvenser.

Tom Buk-Swienty ønsker ikke at kommentere kritikken, men henviser til de udtalelser, han allerede har givet til Ritzau.

Museumsinspektør Kim Furdal fra Institut for Lokalhistorie i Aabenraa (en afdeling under Museum Sønderjylland) har dog en lidt anden udlægning end René Rasmussen og Tom Jensen. Han mener, det er med film som museumsudstillinger. Det er bedst at vente med anmeldelserne, til de er færdige og kan ses af tilskuerne.

- Mon ikke vi skal vente med kritikken af Ole Bornedal og hans film om 1864 til den er færdig. Den franske maler Cézanne udtrykte engang, at maleriet ikke var visuel kunst, men at han malede med hænderne, ikke øjnene. Udtalelser ved et reklameforskræp til en TV-serie gør det ikke alene. Hænderne må først gøre deres arbejde. Vi er i historien, som vi er i verden. Jeg har altid historien med i bagagen. Dermed er vi historiske væsener, før vi iagttager historien. Mine erfaringer har altid betydning for den måde, jeg forstår verden og mine medmennesker.

Det betyder, at de historiske fakta ikke blot ligger der ude i verden for at blive hentet ind med gummihandsker til undersøgelser i det historiske laboratorium. Instruktøren trækker på sine erfaringer for dramaturgien, når personer, steder og begivenheder hentes frem og fortolkes, mens historikerne hiver deres indhøstede erfaringer og viden om historien frem. Men ingen sidder uden tiden og stedet for at male et portræt af alle de andre, hvis skæbne det er at leve i tiden, siger Kim Furdal. Furdal er enig med Tom Jensen: Man skal være varsom med at skrævvride historien. Men Furdal tilføjer, at nu når Danmark har lagt småstatstankegangen og de bløde magtmidler til side for en aktivistisk udenrigspolitik og hårde magtmidler i blandt andet Afghanistan og Irak, oplever man en voldsom interesse for krige og konflikter.

- Se blot hos boghandlerne under »Historie«. Her er knap plads til litteratur om andet end det tyvende århundredes krige. Interessen for 1864 og Tom Buk-Swientys fremragende bøger er gode eksempler på denne bølge, siger Kim Furdal.