Der trænger til at blive rusket op i den tyske filmverden. Det er kun gået op for ganske få tyske filminstruktører, at der er en mere moderne måde at fortælle filmhistorier på. Det mener Søren Høy, tidligere vært på DR's Filmland og tidligere rektor på European Film College i Ebeltoft. For nogle år siden sad han også i juryen i den dansk-tyske kortfilmkonkurrence White Night. Han har roser til de eksperimenter, der blev sendt ind til konkurrencen, men kommer til gengæld med en lille opsang til den tyske filmverden generelt.

- Tyske filminstruktører og producenter vil så gerne have, at det skal se godt ud. Teknisk set er filmene da også perfekte, men jeg synes ikke, tyskerne er særligt gode til at fortælle historier. Når nogle af de tyske filmfolk så endelig bliver til noget, så rejser de til USA, som for eksempel Tom Tykwer og Oliver Hirschbiegel. Der er helt tydeligt en udlængsel, siger Søren Høy.

Tyske studerende
Han er filmjournalist, tidligere anmelder på Jyllands-Posten og det amerikanske branchemagasin The Hollywood Reporter. Stifter af filmfonden Film for livet, forfatter og tilrettelægger af mere end 300 tv-programmer om film og kultur. Desuden er han tidligere kreativ direktør i storytellingbureauet Resh and Wunderkind. European Film College modtager hvert år mange tyske studerende, en stor del af dem kommer fra Tyskland, og det har også været med til at give Søren Høy et indblik i den måde, der tænkes på i kontinental-Europa.

- Bevares, der er gode tyske film som Der Untergang, Das Leben der Anderen eller Goodbye Lenin!, men de fortæller ikke om nutiden. Der er masser af tyske film om fortiden, men kun meget få film, der afspejler, hvordan tyskere tænker lige nu, eller hvordan folk er lige nu. Der er undtagelser. Fatih Akin er en af dem der rager op fra mængden, men generelt er billedet, som jeg skitserer det. Tyskerne magter ikke rigtig at finde frem til de universelle følelser i filmene og har ikke rigtig evnen til at sætte sig ind i de skæve figurer, siger Søren Høy.

Disciplin? Ha!
Han roser til gengæld de tyske filmstuderende for at møde med en meget stor kulturel ballast og en stor motivation. Og de lever ingenlunde op til de mange fordomme, som danskere går rundt med om tyskere. Det er for eksempel en myte, at de skulle være specielt disciplinerede, lyder det fra Søren Høy. Han har jævnligt været på besøg i Tyskland, og her bemærkede Søren Høy det iøjnefaldende goth-miljø, der findes. Goth er en nutidig subkultur, der findes i mange lande. Den begyndte i Storbritannien i starten af 1980erne som en udløber af goth-rockgenren, en musikalsk videreudvikling af punkgenren.

Sindssygt stringent
- Det er jo sindssygt stringent, og det er en meget præcis kode. De folk må bruge ufatteligt meget tid foran spejlene, før de overhovedet bevæger sig ud på gaderne. Hvis jeg skulle bruge så meget tid på at sætte mig selv i stand, ville jeg jo aldrig komme ud af døren, ler han - og undrer sig såre over, at goth-typerne spiser på McDonald's og flokkes i gågaden.

- De burde da være alle mulige andre steder. Det hænger ikke sammen, at de færdes de steder, der er indbegrebet af noget konservativt og røvsygt. De burde jo være lige her, siger Søren Høy. Og hvorfor falder snakken så pludselig på goth?- Det er jo fordi vi danskere ikke render rundt med en forestilling om, at der er så stærkt et goth-miljø i de tyske byer. Jeg kan godt lide typerne. Det er så markant et valg. Det er en parallelverden. Man ved, det er en modreaktion, og det er en spændende reaktion, fordi den er så synlig. Forældrene til goth'erne må jo uvilkårligt spørge sig selv: Hvad er det, vi har gjort galt? Og hold kæft, hvor er goth-typerne da forfængelige - meget mere end alle andre, siger Søren Høy.

Støtte til undergrunden
Med omkring 25 årlige invitationer til dette og hint, bliver der tit sagt pænt nej tak. Både fordi der skal være tid til familien, men også fordi han er lidt småtræt af at komme de samme steder i København og Århus, hvor man møder de samme mennesker. Kommer der et bud fra et lille sted i provinsen, er det ofte mere tillokkende. For at kunne præsentere Søren Høy for læserne spørger vi til hans uddannelse, og han smiler stolt - næsten triumferende: Ingen!

- Jeg har gået lidt på universitetet, læste film- og medievidenskab, men syntes, det var røvsygt og kom så til Danmarks Radio, hvor jeg vel fik en slags uofficiel mesterlære. Det er en grund til, at sådan en som jeg ikke har fået nogen uddannelse, for jeg passer ikke ind nogen steder, men i alle mine jobs er jeg såmænd heller aldrig blevet spurgt om at vise et eksamensbevis. Jeg er også modstander af den nuværende danske regering, når den presser på for at få de unge gennem uddannelsessystemet så hurtigt og effektivt som muligt. De unge skal sørme have lov til at finde ud af, hvem de er, og hvad livet går ud på. Der er masser af muligheder uden for uddannelsessystemerne. Når jeg hører nogen sige: "Jamen, jeg skal have noget at falde tilbage på", så tænker jeg: "Sikken en proportionsforvrængning".